Foredrag & workshops

Foredrag: Nordiske pilgrimsruter samt herberger langs Hærvejen

Middelalderens gamle pilgrimsmål, bl.a. Vadstena og Nidaros i Norden har oplevet stor søgning. Alle steder er der oprettet pilgrimscentre til modtagelse af de mange besøgende.

Sommeren 2004 deltog jeg i tre ugers nordisk pilgrimsvandring til Vadstena, Den hellige Birgittas by i Sverige. Sommeren 2007 ledede jeg den nordiske pilgrimsvandring til Nidaros, Olav den helliges by, Trondheim i Norge, hvor jeg de sidste fire år har været ansat som sommerpræst under Olsok-festlighederne. Sommeren 2010 ledede jeg en vandring ad Hærvejen i forbindelse med den nordiske pilgrimsvandring. For to år siden fik Danmark sin ”camino” (spansk ord for ”vej”, brugt i forb.m. pilgrimsruten til Santiago de Compostela). På den gamle pilgrimsrute Hærvejen er 11 nye herberger indviet i gamle ladebygninger, som min mand, arkitekt Andreas Blinkenberg er idémand til og projektleder på. Herefter er det nu muligt at vandre fra Viborg til grænsen med soveposen og lidt ekstra tøj i rygsækken. Herbergerne er åbne om sommeren, og man kan ikke reservere plads på forhånd. Det er ideen med pilgrimsvandring, at man skal leve i nuet og ikke bekymre sig om dagen i morgen. Disse enkle overnatningssteder kan også blive frugtbare mødesteder mellem den mobile pilgrim og den fastboende.

Mange danskere længes i dag efter ro og fordybelse, og på en pilgrimsvandring har man mulighed for at finde langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. Pilgrimsvandringen er en grundmenneskelig måde at udtrykke sin søgen på for den, der leder efter mål og mening med sin livsvej. Desuden er den bærer af den gamle talemåde: ”En sund sjæl i en sund krop” som en måde at kombinere fysisk, mental og åndelig helse. Landskabet og kulturhistorien kommer tæt på. Det er som et spændende eventyr at trænge ind i hjertet af det ydre landskab, som har så meget at fortælle om det indre landskab. For en pilgrim begiver sig ikke på vandring for at udføre en præstation, men for at søge livskvalitet og beskæftige sig med sig selv og de eksistentielle grundspørgsmål: Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen? Og hvorfor? På den måde får vandringen ligeledes en religiøs dimension: Hvad er min tro?

Foredrag: Moderne pilgrimsvandring – ud i det indre

De seneste år har mange moderne mennesker – også danske protestanter – grebet pilgrimsstaven. Pilgrimsvandring, bønsvandring, bibelvandring, temavandring og kirkegang handler om at søge efter rødder, identitet og sammenhæng. Men det handler også om opbrud fra tidens materialisme og selvoptagethed og om en søgen efter helt andre værdier: fællesskab med Gud, med hinanden og med skaberværket.

Pilgrimsvandring og valfart har altid været kendetegn på en levende kirke. De første kristne kaldtes ”dem, der hørte til vejen”. Pilgrimsvandring kan stadig inspirere til en levende tro. Evangeliet må ”have ben at gå på”, og vandringen i det ydre, fysiske landskab afspejler den indre rejse, bønnens vej mod Gud. En pilgrim går ”ud i det indre”. Den ydre, fysiske vandring hører sammen med den indre, åndelige vandring: længslen efter Gud. Føddernes monotone gang bliver en meditativ rytme, en slags klosterliv til fods. På en pilgrimsvandring ”beder man med fødderne”! Pilgrimmen ser det indre landskab bag det ydre: en usynlig, ekstra dimension bag denne verdens timelighed. Måske er man nødt til at bevæge sig fysisk for at kunne flytte sig mentalt? I en tid med mange hurtige skift, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår pilgrimstanken som en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro. En slags kristendom for alle sanser.

Men hvad får fortravlede mennesker til at udskifte de hurtige moderne transportmidler med apostlenes heste? Hvad sker der, når man begynder ”at bede med fødderne”? Og hvor kan man finde rastepladser undervejs på den gamle danske pilgrimsrute Hærvejen?

Foredrag: På Herrens mark – en pilgrimsvandring til Santiago de Compostela i Spanien.

I Middelalderen var det almindeligt at følge de gamle pilgrimsruter i Europa. Da jeg fik bevilget studieorlov for at fordybe sig i emnet ”kristen spiritualitet”, tog jeg rygsækken på og vandrede alene ad den gamle pilgrimsrute, ”el camino” (= vejen) i Spanien. Jeg overnattede i klostre og på herberger, deltog i munkenes messer, mødte moderne pilgrimme, der vandrede i længsel – længslen efter det enkle liv, længslen efter at genopdage naturen, længslen efter at finde sig selv, længslen efter Gud.

På en sådan vandring kom jeg til at se mit liv i miniformat: som en vandring fra vugge til grav. Og Bibelens velkendte ord foretog en rejse fra hjerne til hjerte, fra hoved til krop.

Er man først begyndt at læse Bibelen ud fra føddernes perspektiv, springer det hele tiden i øjnene: Bibelens beretninger er fulde af opbrud, vandringer, rastepladser, møder undervejs og længsel efter at komme frem til målet. Fra Paradisets Have til Det himmelske Jerusalem er Bibelen en pilgrimsbog, fuld af fødder, valfarter, missionsrejser og pilgrimsvandringer.

Foredraget suppleres med billeder og musik fra vandringen.

Kirkegang i Guds grønne katedral – at bevæge sig i troens landskaber

Pilgrimsvandringen er en grundmenneskelig måde at udtrykke sin søgen på for den, der leder efter mål og mening med sin livsvej. Desuden er den bærer af den gamle talemåde: ”En sund sjæl i en sund krop” som en måde at kombinere fysisk, mental og åndelig helse. Landskabet og kulturhistorien kommer tæt på. Det er som et spændende eventyr at trænge ind i hjertet af det ydre landskab, som har så meget at fortælle om det indre landskab. For en pilgrim begiver sig ikke på vandring for at udføre en præstation, men for at søge livskvalitet og beskæftige sig med sig selv og de eksistentielle grundspørgsmål: Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen? Og hvorfor? På den måde får vandringen ligeledes en religiøs dimension: Hvad er min tro?

Foredrag: Kristen spiritualitet

Spiritualitet er blevet et ord, vi alle kan bruge. Midt i en omskiftelig, effektiv og krævende verden er der flere, der begynder at interessere sig for åndelig fordybelse. I den lutherske tradition har hovedvægten været lagt på ordet og intellektet. Resultatet er blevet, at troens ydre kendetegn er nedprioriteret eller ligefrem mistænkeliggjort. Vi er stivnet i en luthersk ortodoksi og har mistet fromhedslivet i folkekirken. Men danskernes længsel efter at give troen liv er stor; det ses bl.a. i, at mange mennesker nu dykker ned i gamle fordybelsestraditioner som bøn og meditation, retræter og lystænding, pilgrimsvandring og åndelig vejledning. Så måske er der en spirituel vækkelse i gang i folkekirken?

Bøn må være ens egne, personlige ord, som man kan bede af hjertet – og ikke en bedemølle, der skal lires af. Ægte bøn må være levende samtale med Gud. Men bøn kræver tid og ro. Derfor er det vigtigt at have et fast ritual, en fast praksis i sin daglige rytme. Det er sundt, at vi tager os tid til at blive alene med os selv, holder en pause i hverdagen, lukker døren og falder til ro i vores stue på et tidspunkt, hvor der ikke er andet, vi skal gøre end at sidde for Guds åsyn.

I den kristne tradition er der gemt 2000 års erfaring af menneskers behov for sammenhæng og mening i tilværelsen. Og vi skal høre nogle bud på, hvordan man kan give troen krop i det nye årtusind.

Bønneworkshop – giv troen krop gennem bøn og fordybelse

Bøn kan se meget forskellig ud. Det kan være den spontane bøn, der bryder frem, når man bliver overvældet af glæde og ikke kan andet end at sige tak, eller når man er bange og ikke kan andet end at råbe om hjælp. Det kan også være bønner, der er formulerede af andre som f.eks. Fadervor. Endelig kan bøn også tage stilhedens form - meditation eller fordybelse over et Bibelord eller en kort bøn foran et billede eller et lys. Bøn er alfa og omega i relationen mellem Gud og mennesker.

I dag spørges der ikke kun efter kristendommens intellektuelle og dogmatiske side, men også kristendommens kropslighed, kristendom som erfaring, som noget eksistentielt. Det åndelige liv har fået en renæssance, også blandt mennesker, der ikke kommer i kirken.

Ud fra egne erfaringer kommer giver jeg mine bud på en kristen trospraksis, bl.a. bøn, meditativ Bibellæsning, åndelig vejledning, retræte og pilgrimsvandring.

Samtidig udfordrer jeg deltagerne til at bryde blufærdighedstærsklen omkring trosemner, idet vi i små øvelser taler med hinanden om fromhedslivet samt gennemfører en Bibelmeditation over en evangelietekst.