Pilgrimsk-dansk ordbog
At ’bede med fødderne’: Det har ikke noget med akrobatiske fodøvelser at gøre, men betyder: at give troen krop, at give evangeliet ben at gå på. Kristen tro er ikke blot en åndelig sag, men en konkret, korporlig trospraksis. Ved at flytte os fysisk, har vi lettere ved at bevæge os mentalt.
Bilgrim: Humoristisk betegnelse for en chauffør, der frivilligt hjælper med at fragte en pilgrimsgruppes bagage fra sted til sted i bil, ligesom vedkommende køber ind til madlavning. Endelig kan man med følgebilen afhente personer, der måtte være kommet til skade undervejs.
Camino: spansk ord for ’vej’, jf. Jesu ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6); på spansk: ”Soi camino…” Bruges om pilgrimsruten til apostlen Jacobs grav i Santiago de Compostela. Der går flere ruter hertil, bl.a. Camino el Norte (Nordspanien), Camino Portugués (fra Portugal) og ’Sølvruten’ (fra nord- til sydspanien). Mest anvendt er Camino Francais, som starter i St. Pied du Port eller Roncesvalles, ved foden af Pyrenæerne, ved den fransk-spanske grænse.
’De syv pilgrimsord’: Den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström har lanceret de ’syv nøgler til pilgrimmens sjæl’: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. Nøgleordene forsøger på forskellig vis at udtrykke det moderne menneskes længsel efter at blive hel. De fortæller om en mangelsituation i vores samfund og kan derfor ses som en slags protest mod et overfladisk, larmende og materialistisk samfund.
’Guds grønne katedral’: Som pilgrimme vandrer vi i naturen og glæder os over skaberværket. Det afføder naturligt en undren og en taknemmelighed over for livets gratis gaver – i sidste instans Gud, ”Himlens og jordens skaber”, som kommer til udtryk i lovprisning undervejs, måske i form af en bøn eller en salme: ”Op, al den ting, som Gud har gjort, Hans herlighed at prise! Det mindste, han har skabt, er stort - Og kan hans magt bevise.” (Brorson i salmebogen, nr. 15, vers 1)
Helligsted: Kan være et relikvie (ligrester fra hensovede fromme) eller en hellig kilde fra middelalderen, en grav, en klosterruin, en kirke. I protestantisk sammenhæng er målet som regel ikke et bestemt helligsted, men undervejs på den ’udvidede kirkegang’ at få øjnene op for skaberværket og erfare, at man går ”på hellig jord” (jf. 2 Mos 3,5) og overalt kan tilbede Gud ”i ånd og sandhed” (Joh 4, 22).
Herberg: Primitivt overnatningssted på pilgrimsruten, f.eks. en klostersal, et refugium, en ombygget stald. Man skal ikke bestille plads på forhånd, men komme, som man er. Prisen varierer fra ’gratis’(på enkelte herberger på caminoen) til 80 kr. (på herberger langs Hærvejen). Til grund herfor ligger Jesu næstekærlighedsbud samt formaningen fra Hebr 13, 1-2: ”Lad broderkærligheden vare ved; glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.”
Ib-skal: Kammusling, som bl.a. kan findes på strandene ved kap Finisterre, ’verdens ende’ ved Altalnterhavskysten i Galicien, Spanien. Pilgrimme, der siden middelalderen valfartede til Jacobs grav i Santiago, tog en ibskal med hjem som symbol på gennemført valfart. Navnet Jacob staves på latin: IACOB, og det første og sidste bogstav blev knyttet sammen til navnet: Ib.
Mål: - en helligdom, en kirke ’ved vejs ende’. Pilgrimmen forstår sit hjemsted som det himmelske land, hvortil hun eller han efter endt jordisk vandring skal vende tilbage. For pilgrimmen er ethvert mål en påmindelse om det endegyldige mål, ’det himmelske Jerusalem’, Paradisets Have, jf. Grundtvigs formulering: ”Så rejse vi til vort fædreland..’ ( Salmebogen, nr. 402 vers 7). Her, i ’det store herberg ved livets flod’ skal vi ’sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget” (Math 8,11). Pilgrim: stammer fra det gamle latinske: ’pelegrinus’, en form af det nyere latinske ’peregrinus’, som betyder fremmed. Ordet knytter an ved ’peregre’, udenlands, og ’perger’, at leve i udlandet. Selve ordet indeholder to dele: ’per’ = gennem og ’ager’ = land eller mark. I kirkelig sprogbrug blev pilgrimmen en midlertidig vandringsmand på jorden og levede et liv i en slags eksil. En pilgrim er oprindelig et menneske, der af religiøse grunde foretager en rejse for at få hjælp, for at gøre bod eller vise taknemlighed. I protestantisk sammenhæng bruges betegnelsen i dag om ’det vandrende gudsfolk’.
Pilgrimsstav: I overført betydning er vandringsstaven Jesu ord, som vi må gribe fat om og støtte os til på livets rejse. Lige så nær, som staven er i vor hånd, holder Gud os usynligt i hånden, lige fra vor dåbsdag og indtil verdens ende (Math 28). Staven er symbol på, at Kristus er vores medvandrer gennem livet. Sl. 23, 1-4”Din stok og din stav er min trøst!” Staven kan håndfast hjælpe os på vores videre pilgrimsfærd, jfr. den hellige Birgittas bøn, som er alle pilgrimmes bøn: ”Herre, vis os vejen, og giv os mod til at gå den!”
Pilgrimspas: I middelalderen erhvervede pilgrimmen sig et sådant hos sin biskop eller præst, der attesterede, at passets ejer var et gudfrygtig menneske. Passet gav adgang til gratis kost og logi på herberger og klostre ud fra Jesu ord: ” Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” (Math 25,45). Passet var således et værn mod pseudopilgrimme, der ønskede at rejse som gratister gennem Europa. I moderne tid er pilgrimspas taget i brug igen; på Hærvejen, på Caminoen, på Olavsvejen osv.
Pilgrimsvandring: Kristendommen startede som en trosbevægelse, ’Guds folk på vandring’. I de første årtier af den kristne kirkes historie blev kristendommen oversat med ’Vejen’ (ApG 19,9 + 23), og de kristne er dem, der ”hører til Vejen” (ApG 9,2). Evangeliet blev udbredt med ’apostlenes heste’, dvs. på gåben. I middelalderen talte man om pilgrimsfærd og valfart. Protestantiske kristne fokuserer mere på processen end målet. Undervejs må evangeliet ”have ben at gå på”, og vandringen i det ydre, fysiske landskab afspejler den indre rejse, bønnens vej mod Gud. Vandre-meditation: Kroppens bevægelse på en meditativ gåtur hjælper til at slippe rastløsheden og komme til ro, så man kan åbne sig for Guds nærvær. At gå med Gud er at bede til Gud og i stilhed fokusere på et skriftsted, en sætning fra Bibelen, som man kan ’tygge på’ i kombination med dit åndedræt. F.eks. ”Frygt ikke (ved indånding), tro kun!”(ved udånding) (Mk 5,36). Eller syng Taizé-salmen: ”Åh, Gud, hør min bøn: Hør mit råb, giv mig svar. Åh, Gud, hør min bøn: Kom til mig, vær mig nær!” (noder findes i tillæg til salmebogen nr. 940).
