Search
  • Elisabeth Lidell

Pilgrim på bjerget, hvor Kristus-vinden blæser

I min ungdom havde jeg hørt om buddhistmissionen og det eksotiske sted derude i det fjerne Østen. Min lærer på Århus Universitet, Johs. Aagaard havde forsøgt at engagere mig i det. Men det var først i sommeren 2006, da jeg af Areopagos blev inviteret til sommerstævne i Norge for at fortælle om min identitet som pilgrim, at jeg hørte om præsten, profeten og pilgrimmen Karl Ludvig Reichelt (1877-1952). Jon Andreas Hasle viste missionshuset frem, hvor den unge præst havde virket, og ved den lejlighed fortalte han Reichelts historie. Ved en gudstjeneste under stævnet blev hans smukke og inderlige trinitariske bøn (fra 1924) bedt:

”Af hele mit hjerte søger jeg min tilflugt

hos den højeste Gud,

som er skaber af alle ting,

den barmhjertige Far, al nådes og godheds kilde.

Af hele mit hjerte søger jeg min tilflugt

hos Kristus,

Vor forløser, som genopretter alle ting,

De fuldkomne og uudgrundelige ord fra Gud.

Af hele mit hjerte søger jeg min tilflugt

Hos Ham, som fylder alt i alle,

Som hører vore bønner,

Den rene, stille Hellige Ånd.”

Dette mit første møde med naturmystikeren og pionermissionæren blev snart fulgt op, da jeg i min efterfølgende sommerferie på Mols som gave pludselig fik tilsendt en bogpakke af Filip Riisager, indeholdende hans digre doktordisputats om Reichelt: “Forventning og opfyldelse” (Forlaget Aros, 1973) samt “Lotusblomsten og korset” (Gads Forlag 1998). Med stor fornøjelse tilbragte jeg et par dage i hængekøjen med at læse disse spændende bøger. Baggrunden for Reichelt`s missionsstation i Hong Kong var buddhisternes vidtstrakte pilgrimsveje, der strækker sig som et net ud over hele Kina og ind i nabolandene. Langs pilgrimsvejene ligger klostre, templer og hellige bjerge som stationer. Hvor pilgrimsvejene krydser hinanden, ville Reichelt lægge et kristent center, et institut i klosterstil, hvor han kunne tage imod pilgrimmene og give dem evangeliet med på vejen. Et ”helsehjem for ånd, sjæl og legeme”, som han kaldte det. Jeg følte mig beslægtet med Reichelts tanker og spiritualitet, og længslen voksede i mig efter engang at besøge bjerget med det forjættende navn på den anden side af kloden.

En skønne dag blev jeg kontaktet af Birger Nygaard (Areopagos), at jeg var bevilget et ophold derude. Jeg skulle bo i ”Pilgrim s Hall” på Tao Fong Shan. Her ønskede jeg først og fremmest at modtage åndelig vejledning ved teologen og psykologen Ekman Tam, der er specialist i kristen spiritualitet og liturgisk fornyelse. Imellem allerede planlagte pilgrimsaktiviteter samt retræter, fandt jeg et hul på 5 uger: 15. november – 20. december 2007, hvor jeg kunne undværes i familien. Folk spurgte, om jeg skulle ud for at skrive en bog eller ..? Jeg havde spurgt Birger, hvad Areopagos forventede af mig, men han svarede bare, at jeg bare skulle arbejde videre i Vorherres vingård… herligt bare at skulle være der for at åa inspiration og vejledning. At modtage en så generøs gave har jeg vist ikke prøvet før. Det var ligegodt bedre end en købmandskurv, som jeg altid har drømt om at vinde! Især i min situation, hvor den officielle folkekirke ikke anerkendte min mission som pilgrimspræst var det skønt, at andre påskønnede indsatsen. Jeg var på det tidspunkt ved udgangen af en 2års orlov uden løn, hvor jeg har givet mig selv den arbejdsopgave at udvikle pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis i folkekirken. Så midt i mit travle pilgrimsliv med foredrag, kurser, vandringer, retræter skriverier kunne jeg tage en time-out og få ladet de åndelige batterier op. Så en skønne dag efter at have undervist konfirmanderne, kunne jeg sætte mig i flyet til Det fjerne Østen. Den gratis gave åbnede for nådens dimension, alt det, vi modtager ufortjent, livets gratis gaver.

Første indtryk

Den allerførste morgen tog jeg ind til Den danske Sømandskirke for at deltage i den årlige basar. Det er imponerende, hvad sømandspræsten Hans Aage Koller og hans stab udrettede der og fik indsamlet af midler. Spændende også at møde de forskellige udlandsdanskere.

I starten boede jeg i villaen et lille stykke ned ad bjerget. Om morgenen, når jeg vandrede op gennem skoven ad bjerget, mødte jeg flere kinesere af begge køn, der lavede chai chi med langsomme bevægelser for at få harmoni i kroppen. Også oppe foran kirken/templet stod de og gymnasticerede. Meget pittoresk. Jeg har prøvet at gøre dem kunsten efter, men jeg er alt for utålmodig til den langsomme art. Søndag morgen gik jeg en tur hen på kirkegården - den dyreste i Hong Kong pga beliggenheden og udsigten. Ved indgangen til kirkegården stod på et skilt, at det var forbudt at afbrænde til forfædrene, da dette var en kristen kirkegård. Det var åbenbart nødvendigt at pointere. Paa gravstenene var indsat fotos af de afdøde, og det var mærkeligt at se alle disse hedengange prægtige kinesere smile til mig fra den hinsides verden. Livet går så hurtigt som en røgsøjle op ad skorstenen... Jeg ledte efter Reichelts grac, men fandt den ikke før senere, da jeg fik den udpeget. Derefter deltog jeg i kinesisk gudstjeneste og var så heldig at have præstens mand ved min side, så han oversatte hele prædikenen og viste i bibel og salmebog, hvad der var gang i. Pga forurening, frygt for SARS o.l. uddelte præsten nadverbrødet iklædt gummihandsker. Lidt af det hellige mysterium går måske fløjten, men... Bagefter til kirkekaffen hilste jeg bl.a. på den gamle kineserpræst, der som ung buddhist var kommet vandrende her til missionsstationen og efterhånden blev grebet af evangeliet, blev døbt osv. Folk er meget hjertelige, imødekommende og venlige, ja, helt utroligt, må jeg sige. Så var der frokost, som er magen til aftensmad: en skål ris, som skovles ind med pindene - og så wokmaden. Ofte er jeg eneste vesterlænding sammen med 50 kinesere. Og jeg er placeret ved et bord for mig selv med navneskilt på og det hele...Sad jeg alne, var lederen af Pilgrims Hall: Jim Lai sød til at spise sit måltid sammen med mig. Under måltidet spilledes Taize-musik, a clash of cultures...Bagefter kom de to unge danske voluntører Anders og Anders, som arbejder i Ascension House gående sammen med den svenske unge præst Maria. Om jeg ville med op på bjerget på hike - de havde kaffe og kanelbullar med i rygsækken? 0g så gik det ellers deropad til Needle Hill i 3 timer, en herlig stroppetur. Mange kinesere havde fundet på samme ide. Senere på eftermiddagen var der igen gudstjeneste, nu Taize-andagt paa engelsk. Alteret var dækket af et stort banner med Kristus som kineser. Bagefter gik alle til fælles middag, og jeg skal love for, at her var mange personligheder fra hele verden. Jeg inviterede nogle af de unge hjem i mit hus til slikparty - man må jo indsmigre sig - bl.a. en ung tysk teolog, der var blevet kæreste med en kineser, der var forfulgt pga sin tro. - Ja, og senere var jeg nede i byen for at lære, hvordan man kommer derned hhv. med bus og på gåben. Hvis folk var forkølede, bar de beskyttelsesmaske for munden, dramatisk så det ud. Jeg købte dejlig frugt, papaya, bananer og druer.

Gammel bekendt

3 uger før jeg drog af sted kom jeg i tanke om, at jeg jo kender en fra Hong Kong (udover prinsesse Alexandra, som jeg desværre ikke kender personligt) nemlig Raymond Fung. I 1983 var vi af Kirkernes Verdensråd udsendt i et økumenisk team på 4 personer (fra Indonesien, Sydamerika, Hong Kong og Danmark) rundt i USA- som en forberedelse til Kirkernes Verdensråds, WCC`s 6. generalforsamling i Vancouver, hvor jeg var delegat. Raymond er økonom, baptist og førstegenerationskristen. Han arbejdede oprindeligt på en fabrik og fik biblen i gave. Da han havde læst den, ville han døbes. Siden har han arbejdet mange år i Kirkernes Verdensråd i Geneve som direktør for afdelingen ”Mission & Evangelism”. Hjemme googlede jeg ham og kunne se, at han også har boet en årrække i USA. 1 time før afgang fra Risskov til Hong Kong modtog jeg en mail fra ham, at han glædede sig til at møde mig. Fantastisk at møde ham igen efter 25 år. Han er nu pensionist. Uddannet økonom, dertil meget easygoing og humoristisk. Han har ikke været forkølet i 3 år, da han i sin fars dødsbo fandt en masse ginseng, som han spiser nu. Folk bliver faktisk ret gamle herude, forureningen til trods. Vi tog til Mong Kok i Kawloon, en bydel i Hong Kong - verdens mest befolkningstætte område! Der var sort af mennesker, og vi gik gennem basaren med en masse billig pjat. På en bar spiste vi frisk mango - og siden et andet sted fast food chinese food. Pulsen er meget hektisk i byen; folk haster af sted, en del med bind for munden, fordi de er forkølede og efter SARS-udbruddet for nogle år siden er folk meget forskrækkede. Mange får stress - man arbejder rask væk 14 timer om dagen og har kun fri søndag. Mange begår selvmord, og der er megen hjemmevold pga mændene, der tidligere var ansat på fabrikker, som nu er nedlagt og overgået til lager. Disse mænd er nu arbejdløse, og mens kvinderne finder ud af at klare sig, kan mændene ikke snuppe det og banker konerne. Andre mænd importerer unge kvinder fra Kina, og det ender ofte med samme triste resultat. Burhønsene har typisk 30 m 2 til en familie paa 4. En single kvinde fortalte mig, at hun bor i en lille lejlighed med et rum som mit kontor hjemme + mini køkken og badeværelse! Det betaler hun 5000 kr. for, ud af sin løn på 17.000 kr. Andre rige mennesker køber lejligheder her for 300.000 mill. kr.!!! Mange huse er på 25 etager, og hvis der er reparationer foregår det med stilladser af bambus! Ingen sikkerhedskontrol her, men bambus skulle være helt fantastisk stærkt. Det ser bare sjovt ud med disse hypermoderne højhuse og så alle stativerne i 30 etager med bambus! Bagefter tog jeg med ham på det kinesiske universitet med stor campus. Her underviser han og hans kone hver onsdag eftermiddag 8 burmesiske og kinesiske teologistuderende i engelsk, på frivillig basis. Studenterne er ret elendige til sproget, og deres 2-års scholarship burde egentlig indeholde ordentlig engelskundervisning. Jeg fik en gruppe at snakke engelsk med, og de spurgte, om så lille et land som Danmark også havde et universitet? Jeg hørte om deres liv i Burma, men det må jeg hellere undlade at skrive om det pga spionerne. De unge mennesker skulle nødig få problemer pga mig. En kinesisk pige var ved at lave phd i teologi; hun var kommunist og ikke kristen, men vil skrive om mission! I sin kommende (jule)ferie ville hun gå til alle de forskellige kirkers gudstjenester for at lære om dem! Ja, bagefter tog jeg toget (metroen) tilbage til min bydel: Sha Tin. der er 7 sådanne i Hong Kong med hver 1 mill. mennesker. Toget er meget let at tage. trods det, at byen er så kæmpestor, kunne jeg let finde rundt. Da jeg bagefter bevægede mig videre i shopping mall, råbte nogle mit navn. Det synes jeg er ret godt klaret efter 5 dage i Hong Kong! Det var det svenske par, som arbejder i Kina Mainland og var her for at få visum forlænget. De bor også paa TFS. De var her nogle dage for at få fornyet deres visum. Til daglig arbejder de i Kunming, Sydkina på Nordica. Bagefter hyggede vi os på deres værelse, og de 3 dage, de havde været her havde vi dybe samtaler. Her er ikke så meget smalltalk.

En dag tog June Tsu mig med på tur. Hun er 1.genertaionskristen som mange herude, teolog, præst og ansat på bjerget med spiritualitet. Hun tog mig med paa en fin kinesisk restaurant til gammeldags morgenmad med springrolls, indbagte rejer og svineboller; dertil 4-5 kopper kinesisk the. Saa tog vi en bus ud af byen til en halvø, hvor vi gik paa stranden. Jeg badede naturligvis til alles skræk, men vandet var varmere end hjemme om sommeren. Om det var rent, skal jeg lade vaere usagt. Men det var en hyggelig fiskerby, hvor fiskerne lå med deres små både med konkylier, fisk osv. Vi spiste et fyrsteligt thailandsk måltid bestående af en kæmpekrabbe, der svømmende i dejlig karrysovs med grøntsager. Altsammen spist med pinde, naturligvis. Bordet saa slemt ud bagefter, og jeg måtte vaske hele hovedet... Meget lækkert. Ja, og da jeg kom hjem til Pilgrims hall, spisestuen, rendte en stor abeflok rundt paa taget. Meget pittoresk at se paa, men hannerne er ligesaa store som mig selv. Saa jeg bad om eskorte hjem til mit hus nede ad bjerget. Det huede mig ikke, så jeg fortalte pænt, at jeg ikke turde ikke gå alene genem den skov, om ikke jeg maa få et værelse oppe i hovedkomplekset, hvor jeg alligevel spiser, går til andagt, er paa biblioteket osv. Jeg kunne faktisk høre aberne skrige ude i junglen!

Godt nok har jeg et bifag i religionshistorie, men jeg har nu aldrig interesseret mig synderligt for Østens spiritualitet. Faktisk er det en slags pilgrimsrejse, for religionerne har mange tilknytningspunkter i deres søgen efter Gud. Buddhisterne f.eks. har pilgrimsvandring med som en meget integreret del af deres religiøse liv. Så mine kalenderløse dage gik med læsning, meditation, modtagelse af åndelig vejledning, samtaler med spændende folk (misisonærer, kinesiske menigheder, præster, stud. theol.-er fra Tyskland, Burma, Kina osv.), vandringer i bjergene, udflugter... Det var et privilegium at få et sådant rejselegat, hvor man intet skal yde; blot samle inspiration.

Lokalområdet

Paa trods af junglelivet vandrede jeg tit alene på hike. Her var kæmpestore bambusskove, tykke stammer. Jeg mødte 4 maend i højt humør, bærende paa net. Senere kom de endnu gladere tilbage med deres fangst: en sød lille puddelhund! Den skulle nok tjene som søndagsmiddag, tænkte jeg. Fred være med dens sjæl. Mit mål var at komme op til et Buddhisttempel: "de 10.000 buddhaers tempel", hedder det prangende. Det var mit første besøg i et tempel, meget fremmedartet med røgelse, bukken og skraben. En lille pige lærte af sin mor how to do the religious stuff. De døde æres her; man er faktisk lidt bange for dem, saa der bliver ofret æbler, mango og hele tallerkenenr med mad til dem... Hundredevis af forgyldte Buddhastatuer stod langs vejen - de saa vrede eller liderlige ud, syntes jeg. Der var en vældig salmesang, idet der var gudstjeneste, eller hvad de nu kalder det. Munkene i rød-orange dragter, som vi kender det fra Dalai Lama. Kun 30 min. gang derfra befandt jeg mig i et kæmpestort varehus med juletingeltangel... Yderligheder var det i hvert fald.

En dag tog vi ud til en ø - jeg elsker navnene: fra Tau Feng Shan til bydelen Sha Tin (1 mill. mennesker) med tog til Central, som er Hong Kongs finanscentrum med en bank paa 70 etager! Derfra tog vi en færge ud til øen Cheng Chau. Der var meget local life langs havnen. Klokkeklang og sang tonede frem, og et buddhistisk begravelsesoptog kom gaaende med kisten, fotos af afdøde osv. Luften var meget forurenet - det lugtede af en blanding af råddenskab, forurening, støv, røgelse (fra de buddhistiske templer). Selvom man føler, at man gik i en myretue, rendte folk (næsten) ikke ind i én, og i togene undgik man også næsten kropskontakt. På øen vandrede vi rundt mellem palmer, bourgonville, hibiskus, kaktus... Klimaet er subtropisk og meget tilpas for mig. Paa havnen indtog vi vores frokost, der bestod af lækker fisk: kogt makrel, stegt torsk og grillet blæksprutte - dertil ris, og hele molevitten spist med pinde! Krydderierne, som de bruger er primært: salt, sukker, soya, ingefær, sesamolie. Og grøntsagerne nærmest kun blancheret, saa vitaminerne er bibeholdt. Vi tog hjem med hhv. en plimsoller, en faerge, en bus, tog og centerets private busshuttle, som går nogle gange dagligt. Vi skiftede i Tsimshatsui –Indsejlingen til Hong Kong Island var imponerende - højhusene lignede legoklodser stablet ovenpå hinanden! Ellers havde jeg ogsaa lært mig gåvejen op og ned ad bjerget. Alle er venlige og glade, paa trods af det kæmpestress, de lever under. Mange arbejder 10 timer om dagen. De små børnehavebørn (er desvaerre bange for en hvidskalle som mig!! Tragisk!) kommer i en slags skole med uniform og skoletaske allerede fra 3års alderen. Det var så den barndom! Og skolebørnene er væk kl. 7-18; de har jo ikke noget liv! Alle virker saa pressede, men man oplever ingen agression som f.eks. i vores forkælede Danmark. Jeg boede som sagt i et hus nede af bjerget, men bryder mig ikke om at gaa gennem junglens mørke om aftenen. Der var abeflokke, giftige slanger og for at det ikke skal være løgn: vildsvin.

Fødselsdag: 11. 12.

Morgenen startede kl., 7 ved, at fuglene sang for mig ude fra banan- og palmetræerne. De synger dog ikke så jublende som den danske solsort om foråret! Efter morgenmad kom de forskellige medarbejdere hen og sagde: til lykke. De er alle saa venlige, at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Derefter dressede jeg mig op (min sorte kjole, et nyt kinesisk roedt silkesjal og nye roede sko samt en roed hibuskusblomst i det graa hår). Saaledes forberedt tog jeg toget ind til East Tjim Tja Tsui, idet min gamle ven, Raymond havde inviteret mig til frokost paa byens ældste og fineste hotel: the Peninsula. Jeg kom i god tid og legede, at jeg var "rig dame". Hotellet var pyntet op til jul med æstetiske dekorationer, julelys og -kæder, et helt dukkelandskab af brunkager med kirke, huse, skibakker og et lille tog, juletræ. Det er det mest blærede hotel, jeg har besøgt. Saa kom Raymond, ogsaa dresset up med jakkesæt og slips. Tjenerne var klædt i hvidt, og udsigten formidabel med Hong Kongs skyline. Så blev de mange retter båret frem, og jeg må sige, at jeg i mine 56 hidtidige leveår ikke har smagt magen til mad: suppe, sushi, salater, andebryst, hummer, creme brulee, kager, frugt, kaffe.... Jamen dog. Vi havde god tid og nød frokosten. I rummet var også en anden fødselar: en lille kineserpige fejrede sin 1-aars fødselsdag med eet lys i lagkagen. Hun var så sød, men gylpede det hele op paa det fine bord. Bagefter satte jeg mig ned på havnefronten i fuld solskin, ja, jeg har aldrig haft så godt vejr på min fødselsdag: 27 grader. Skibene sejlede forbi, og de unge studenter havde netop graduated og kom i deres sjove hatte og kapper med deres familier til fotosessions. Så tog jeg hjem til mit lokalområde, Shatin og så en smuk vandsymfoni med musik og springvand, der dansede dertil. Efter indkøb af ost og vin til aftenens falbelader tog jeg op til huset, hvor det danske voluntørægtepar, Bent og Inger-Lise bor. De havde lovet at lægge hus til mine 9 gæster. Vi kunne godt have været udenfor, da det var meget lunt, men vi var nu inde, hvor der var lys og blomster. Folk kom med blomster osv., og staben havde foræret mig en fin lagkage. det var en rigtig hygggelig aften, hvor de sang fødselsdagssang. Der var danskere, tyskere og kinesere; dog var der for megen fokus på emnet "kvindelige præster og velsignelse af homosexuelle". 2-3 personer af selskabet var "imod" - ja, det er unge konservative danskere... Imens sang Anna inde på computeren, der var tændt på hjemmesiden! Kl. 24 smed vi folk hjem (af hensyn til værtsparret). Så det var virkelig var en dejlig fødselsdag. Næste dag læste jeg og besøgte det lokale "heritage museum". Slappede jeg af ovenpå fødselsdagen, joggede, sov, besøgte historisk museum, læste. I dag tog jeg ud til en bugt og badede i det sydkinesiske Hav - der var hajnet, og viseren viste 33 grader! Og jeg har spist så exotiske ting som tangsalat og hajfinnesuppe.

Gæster på TFS

Egentlig ville jeg have været ude og sejle hele dagen med en junke, en gammel båd, på turisttur. Men een af gæsterne, amerikaneren, musikeren, Tim har boet her før og er ved at blive blind. Han talte saa begejstret om to udflugtsmål, som jeg ikke har set og som jeg gerne ville glaede ham med at gense, ved at akkompagnere ham (han kunne ikke selv tage rundt i byen; det gjorde han forleden og blev ramt af en lastbil!). Så vi tog ud paa endnu en ø og valfartede til verdens største Buddhastatue, siddende i bronze, 22 meter on top of the mountain. Folk beder til ham og kaster penge og frugt, ryster med røgelsespindende, og den pind, der falder ud af posen, er deres lykkepind, hvorpaa de faar en munk til at fortælle, hvad pinden betyder, selvfoerlgelig mod en klækkelig sum penge. Indeni Buddhafar er der en klokke, der ringer 118 gange om dagen for at bortjage de 118 problemer, et menneske har (did you know that?). Munkene har en udmaerket vegetarrestaurant med tofu osv. Well, derefter tog vi til et andet sted, et gammelt fiskerleje, Aberdeen, hvor der er masser af husbåde og små taxabåde, der myldrer ud og ind mellem hinanden. Havnen ligger i læ bag de farlige tyfoner, og masser af familier lever her i husbåde, som tøffer rundt. Her tog vi en sampan-sejltur ud til en megastor flydende restaurant: Jumbo, bygget i pagodestil med kulørte lamper all way round. Her indtog vi et fyrsteligt måltid bestående af fisk og rejer, mens de sortklædte tjenere vimsede rundt og serverede grøn the i een uendelighed. Vin og øl drikker man ikke her, men the i lange baner, og det er faktisk dejligt. Fra den vuggende båd kunne jeg nyde alle lysene fra havnen og byen. Hong Kong er både fremmedartet, forfærdelig og fascinerende. Man kan ligesom ikke få nok!

Åndelig vejledning Ved de daglige middagsbønner i krypten lød det som indledning til 10 minutters stilhed og meditatioon: ”Let ud now enter a period of silence and wait for the Lord to come!” … En meget fin måde at indlede bøn på, for det er jo ikke bare en masse ord, men netop at sidde i stilhed for Guds åsyn og åbne sig. Kinesisk ordsprog: ”Gud banker tit på hos menneskene, men det er sjældent, Han finder dem hjemme!” Under mit ophold identificerede jeg mig med profeten Elias, da jeg ”stillede mig på bjerget for Herrens ansigt.” (1 Kg 19, 11-13). For jeg troede, at jeg skulle meditere i stilhed, deltage i en retræte, læse Thomas Merton, tale om Gud i naturen. Men Gud åbenbarede sig på en helt anden måde, end jeg havde forventet, nemlig i andre mennesker. Min åndelige vejleder: Ekman Tam er både musiker, psykolog og teolog., så jeg var i gode hænder! Han forærede mig sine bøger: ”Christian Contemplation and Chinese Zen-Taism: A study of Thomas Merton`s Writings (Taosheng Publishing House 2002) samt “A psycho-spiritual Approach to Christian Spiritual Direction (Taosheng Publishing House 2007). Ekman Tam`s tjeneste er baseret på ”incarnation-centered spirituality”, og i dedikationen stod: ”That I may find God in me, in other people and in everything!” Dette tema blev udfoldet i en økumenisk konference, som jeg deltog i ved den katolske domkirke i Hong Kong med temaet: ”Ignatian Spirituality in Daily Life”. Jeg var den eneste europæer ud af ca. 100 deltagere, og det var utroligt spændende at udveksle troshistorier med hinanden. Det blev altså i relationerne, i mødet med andre mennesker, at jeg erfarede Guds åbenbaring. Og langsomt begyndte jeg at se Kristus i andre mennesker. Al den godhed, venlighed og hjælpsomhed – fra ansatte, fra gæster, fra fremmede gjorde indtryk. Og jeg tænkte, at Gud måske åbenbarer sig for mig gennem relationer, fordi Han ved, at jeg er et socialt menneske. Langsomt forstod jeg, hvorfor det hedder ”bjerget, hvor Kristus-vinden blæser”. Menneskene her er fulde af Helligånd, Kristus-vind! I løbet af de 5 uger blev det endvidere klart for mig, at vi må lade os overraske og være åbne overfor, hvad Gud vil vise os. Ligesom Elias på bjerget, der troede, at Gud ville vise sig på den eller den måde, men blev fuldstændig overrasket. Vi må også være rede til at leve med risici og usikkerhed og løse ender. En pilgrim kan aldrig have tingene pænt og ordentligt forberedt – der kan altid ske uforudsete ting. Livet er provisorisk og skrøbeligt, og vi kan ikke tage det for givet. Jeg fik 5 samtaler med Ekman Tam, og hans måde at praktisere åndelig vejledning på har inspireret mig i min måde at give åndelig vejledning på, både hvad angår form og indhold. Det er jeg utrolig taknemmelig for, og samtalerne med ham var den allerstørste gave, jeg fik under mit ophold. Og jeg kan kun anbefale alle at finde en åndelig vejleder, som kan være medvandrer på troens vej.

Pilgrimsvandring på bjerget, hvor Kristus-vinden blæser

Tre gange fik jeg lov til at introducere pilgrimsvandring for Hong Kong-kinesere samt en række udenlandske gæster og studerende. Det var i adventstiden, og temaet forventning dannede udgangspunkt for vores meditative vandringer på bjerget. Vi begyndte ved døbefonten i Christ Temple, gik videre ned til kirkegården, mens vi sammen talte om vores dåb. Ved Reichelts grav prædikede jeg over opstandelsen og det evige liv, og i stilhed gik vi derfra op til Lotusdammen, hvor vi danskere sang Ingemann`s pilgrimssalme ”Dejlig er jorden”. Herefter var det tid til labyrintvandring, hvor enhver havde mulighed for at tænke over sin livsvej. Tilbage ved kirken gik vi efter gammel pilgrimstradition tre gange rundt om kirken, mens vi sang Taize´-sangen: ”Laudate omnes gentes”. Oppe på Lutheran Theological Seminary havde vi igen en meditation ved fiskedammen og mindedes de første kristnes symbol: fisken. Derefter gik vi igen i stilhed ruten ud til det store kors med udsigt over Shatin med de mange højhuse, i Hong Kong bor ialt 7 mill. mennesker. En tyfon kan så let som ingenting få højhusene til at styrte sammen. Da er det godt at mindes Jesu ord: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå.”( Mk 13.30). Vel tilbage i Pilgrims Hall kunne vi nyde en kop te, mens deltagerne delte tanker og inspiration med hinanden: ”I enjoyed the pilgrimage at Tau Fong Shan. It gives me a chance to take another perspective to look at some familiar places. In daily operation we just take it for granted and pass through it without paying any notice. So it is good to be at Tau Fong Shan, but totally without work. Walking together is something else than walking alone. Spirituality is a kind of sense of belonging, on which we were reminded by coming back to the chapel three times.” (Ada Y.P. Chan, art director på TFS). – Et ægtepar ville absolut invitere mig ud og spise som tak for vandringen, og menuen stod på vandmand i gele, hajfinnesuppe og tangsalat! “My family is not christian, so I converted at the age of 16 and became baptized at 19. The date was postponed, and I had to wait for almost a year. And I saw my faith journey as a long waiting process. The group sharing and the silent walk is impressive, because when we walk alone in silence – it is like my life: sometimes I have to walk alone, and sometimes I can share with friends. After the walk I appreciated more the time of silence – and also the time to share. So when I walk alone, I don`t have the feeling of loneliness in my life anymore. The experience deepened my awareness of my life situation. We were reminded of he sign of the cross from our baptism. I seldom use the baptism as my starting point. But when I started to remember my experience of being baptized it reinforces the message of the pilgrimage.” (June Tse, spiritual facilitator)

Deltagerne var glade for denne nye form for kristen trospraksis, hvor vi “beder med fødderne”. Staben overvejer at implementere mine pilgrimsideer dertil og på den måde inspirere kinesiske menigheder. Pastor Abraham Chan bad mig sende min pilgrimsteologi på engelsk. Jeg har derfor lavet et konglomerat på 13 sider, som en professionel oversætter: Christine Andersen har oversat til engelsk, og som jeg har sendt derud. Hun er selv missionærdatter fra Det fjerne Østen og har været med på min sidste pilgrimstur på caminoen i Spanien. Så må vi se, om kan være med til at inspirere, og hvis det bliver tilfældet, håber jeg at kunne få min del af bogen oversat til engelsk og måske også kinesisk. Foreløbig er et tanken med oversættelsen, at en gruppe får lyst til at tage af sted på en pilgrimsvandring på Hærvejen med efterfølgende besøg på et nordisk pilgrimscenter – enten i Vadstena eller i Trondheim. Det er altså tanken, at en gruppe på 20 personer fra Hong Kong vil komme herop i juni 2009. Vi mailer i ping-pong-form sammen om dette kommende 2-ugers projekt: budget, program osv. Sådan kan inspirationen gå begge veje, kloden rundt.

20 views

Recent Posts

See All

Alle Helgen

Her er en artikel fra en pilgrim, jeg har lyst til at dele. Den er skrevet af Lisbeth Pilgaard Min første vandring Jeg sidder i Ry Kirke med min rygsæk på bænken blandt ca 20 andre pilgrimme. I rygsæk

KONTAKT

Elisabeth Lidell
(+45)22371950
elisabeth(a)lidell.dk

BESKED

© 2018 Machinedrops