Ord at gumle på
Ofte er der gengangere på pilgrimsvandringerne. Derfor er det ikke altid, jeg bruger ’de syv pilgrimsord’: enkelhed, frihed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed. Disse’ syv nøgler til pilgrimmens sjæl’ blev lanceret af pilgrimspræst Hans-Erik Lindström. Han har begået en pædagogisk genistreg ved at nævne disse syv længsler, som samtidig er en mangelvare i vores moderne, overfladiske, larmende samfund. Disse syv dejlige pilgrimsord er i familie med hinanden, og det kan være svært at vælge et enkelt ord ad gangen. Ordene kan blive en god start på en eksistentiel samtale undervejs, både i løbet af få timers vandring – og udfoldet ord for ord i løbet af en uge. Første gang, jeg lærte ordene at kende var år 2000, da jeg deltog i nordisk pilgrimspræstemøde. Mødet blev afholdt på Pilgrimscentrum og i Klosterkirken i Vadstena, lige ved Vätterns bred. Det var også her, jeg fik foræret ’Den lille Pilgrimsbog’, som jeg siden har haft med som åndelig ballast i rygsækken. Jeg smagte langsomt på ordene og valgte ét, som i særlig grad talte til mit hjerte: enkelhed. I syv år grublede jeg over det dejlige ord. Jeg tænkte på Jesus, der levede et yderst enkelt liv: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved” (Math 8, 20). Nej, Jesus havde hverken embedsbolig eller jordisk gods, men levede simpelt.
Siden min barndom har jeg ligeledes været fascineret af Frans af Assisi, denne ’Guds lille fattige’, som gav afkald på ydre rigdom, men var rig i det indre. Som pilgrim forsøgte jeg at inkorporere enkelhed i mit eget liv, bl.a. ved at forlade mit sognepræsteembede med dertil hørende rigmandsvilla på 400 m2, tjenestemandsløn, prestige m.v. Nu bor min mand og jeg i en mindre lejelejlighed i midtbyen og har skilt os af med en del jordisk gods såsom 90 % af vore bøger samt TV. Det var en renselse at rydde op, forære væk og kassere ting. På den måde håber vi at tage vare de velsignelser, der kan komme af et enkelt liv. For, som forfatteren Marlyn Morgan skriver i sin bog ’Det ægte folk’:
” Man fødes tomhændet, og man dør tomhændet. Tomhændet oplevede jeg livet på sit højeste.”
Som præst forsøger jeg ligeledes på det forkyndelsesmæssige plan at gøre mig umage med at formidle den kristne tro på en enkel og jordnær måde. Det betyder som regel et farvel til manuskripter, hvilket i begyndelsen forekom mig både svært og angstprovokerende. Men efterhånden har det givet mig frihed at kunne øse af mit ’hjertets bibliotek’ og tale ind i de situationer, som er de forskellige menneskers referencerammer. I hele syv år: 2000-2007 tyggede jeg drøv på ordet enkelhed, men valgte herefter ordet ’langsomhed’. Baggrunden er, at jeg er en meget hurtig person. Det kan være en fordel, når man skal have noget lavet, men bagdelen er, at man er en utålmodig sjæl, og jeg fornemmede, at noget vigtigt gik tabt i farten. Hvorfor skulle jeg også haste af sted på livets motorvej? Vi skal alle sammen nok nå den grav alligevel! ’Festina lente’ – ’skynd dig langsomt’ – sådan skrev en pilgrim i et brev forud for en min allerførste pilgrimsvandring. Men efter et par år måtte jeg opgive at føre mit ærinde ud i livet. Jeg kan simpelthen ikke lære at leve et langsomt snegleliv.
Da jeg holdt min sidste kirkelige handling i Risskov Sogn, en bisættelse – cyklede jeg de fire km. langs vandet ind til vores nye bopæl, en gammel skipperlejlighed ved havnen. Følelsen af nyvunden frihed var berusende for mig og har siden fyldt mig med glæde. Efter 30 år som ’almindelig’ sognepræst har jeg nu selv friheden til at skrive min yndlingsbeskæftigelse: ydre og indre vandringer ind i kalenderen. Godt nok kun med 1/2 præsteløn. Men ’frihed er det bedste guld’, synger vi med Bjørnestjerne Bjørnson. Frihed under ansvar leder tankerne hen til det kristne grundbegreb ’frelse’, der kommer af ordet ’fri hals’, som slaverne jo fik ved køb og salg. Paulus benytter sig af begrebet ’frikøb’. ”Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle…” (1 Tim 2,6). Sådan kan man bruge årevis til at tygge drøv på et enkelt ord.
Det var for nylig under en forelæsning på Århus Universitet, at professor Viggo Mortensen gjorde opmærksom på skriftstedet: ”Du skal årvågent vandre med din Gud!” (Mika 6,8). Jeg havde aldrig før bidt mærke i sætningen, som forekom mig at være en god pilgrimsoverskrift. Derfor har jeg de sidste gange, jeg har ledet pilgrimsvandringer: På Ærø og omkring Silkeborg-søerne – brugt skriftstedet som opfordring og samtaleemne. I gruppen har vi prøvet at dissekere sætningen, vandret i stilhed og mediteret over enkelte ord, ligesom vi har vendt dem med hinanden to og to. ’Årvågent’ er et gammeldags ord – hvad vil det sige at vandre årvågent, at leve årvågent? Ifølge Ordbog over det Danske Sprog på nettet betyder ”årvågen”.
Vågen = at man ikke sover, at man er opmærksom og bevidst.
År – af oldnordisk àr – findes både som navneord og biord. Biordet kun i afledninger og sammensætninger.
Betydningen er altid noget med tid. Årle (opr. årlig) = tidlig, før noget andet. Årsag = tidlig(ere) sag, altså sagen før den sag, der er på tale.
Årvågen = tidlig vågen. Skulle man tilføje en nudansk forklaring til ordbogens mange gamle forklaringer, kunne man konstruere et udtryk som ”at udvise rettidig opmærksomhed” (ikke gå glip af noget) for at kunne udøve rettidig omhu.
”… årvågent vandre med din Gud,” kunne også betyde at rette sin opmærksomhed og bevidsthed mod Gud før den rettes mod noget andet eller nogen anden.
Det er en tilstand, vi kan opleve i øjeblikke af selvforglemmelse. I vore dage ville man kalde det ’mindfulness. At leve i nuet, være nærværende til stede, at ’udvise rettidig omhu’ (Mærsk McKinney Møller). Men allerede Jesus talte om vigtigheden af at glæde sig: ”Se himlens fugle og markens liljer… Søg først Guds Rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Math 6, 24-34) Også i lignelsen om de 10 brudepiger (Matt 25, 1-13) opfordres til årvågenhed: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Den benediktinske munk, Anselm Grün skriver i sin lille bog ’Ren lykke – råd fra hjertet’ (Borgen, 2008): ”Årvågenhed har at gøre med at vågne op. Et menneske, der årvågent er opmærksomt på sit åndedræt, og som opmærksomt sætter den ene fod foran den anden, som opmærksomt tager skeen i hånden, som helt hengiver sig til det, som det beskæftiger sig med lige nu, er et menneske, der vågner op. Det er årvågenhedens ønske at bringe os i kontakt med tingene, med menneskene. En zen-munk blev engang spurgt, hvilken form for meditation han praktiserede. Han svarede: ”Når jeg spiser, så spiser jeg. Når jeg sidder, så sidder jeg. Når jeg står, så står jeg. Når jeg går, så går jeg.” Dertil bemærkede spørgeren: ”Det er jo ikke noget særligt. Det gør vi jo alle.! ”Nej”, svarede munken. ”Når du sidder, så står du allerede. Og når du står, så er du allerede på vej.”
I den gamle Bibeloversættelse hed det i Mika 6,8: ”Du skal ydmygt vandre med din Gud”. Måske bliver det min næste overskrift for en pilgrimsvandring…
Et andet ord, der kan dissekeres fra sætningen hos profeten Mika er ordet ’vandre’, som kan give anledning til at tale om, hvordan vi ser vores liv som en vej, en vandring fra vugge til grav. Hvor har vejen været nem og lys – og hvor har den været vanskelig? Hvilke milepæle har der været, og hvem har været vore medvandrere? Endelig kan man tale om Gudsbilleder: hvilke religiøse forestillinger havde du som barn? Hvordan er din forestilling om Gud i dag? Har den ændret sig – og i givet fald: hvordan?
Hele tiden er der noget at tygge på….