Bønner til livets gang
Boganmeldelse:
”Det værste for ateisten er, når han er taknemmelig og ikke har nogen at takke…” Dante Rosetti
Anna Mejlhede: Du som er i himlene – bønner til livets gang. Aschehoug, 120 sider, 169 kr.
Mens denne bog læses, sidder jeg i et katolsk kloster, klods op ad katedralen i Santiago de Compostela, den populære pilgrimsby i Spanien. Her, i de store søjlegange er tusindvis af bønner blevet bedt gennem de sidste 1000 år. Bønner i form af skrig, råb, taksigelse, stille glæde og jublende fryd. I forbindelse med et kursus om ”Tro og helbred” for en gruppe danske praktiserende læger har vi hver dag morgensang i klosterhaven, hvor et lille springvand risler og minder om den store tørst, som utallige moderne mennesker har: tørsten efter den levende Gud, kilden.
Set herfra er det en lille bog om et stort emne, skrevet af en ung præst i et letlæseligt sprog. Bogen er skrevet for begyndere, og dem er der som bekendt mange af i dagens Danmark. Forfatteren er inspireret af sine konfirmander, og det er al ære værd, at en præst sætter sig ned og prøver at formulere noget tidssvarende om bøn. ”En præst uden bøn er som en mor, der ikke har tid til at føde – eller en brandmand, der ikke har tid til at slukke ilden!”(Wilfrid Stinissen)
Her er både en introduktion til bøn samt andres og egne bønner: morgenbønner, aftenbønner, bønner til opbyggelse og mod, bønner i afmagt, bønner i forvirringens snurretop, bønner når nogen dør, Fadervor, glædes- og takkebønner, bønner til jul og til påske, dåbs- og bryllupsbønner samt alle de skæve og grimme bønner…
Bogen kan være et skridt på vejen mod at tilegne sig en trospraksis og vil være egnet som konfirmations-, studenter- eller bryllupsgave.