Keltiske Spor

Stil jer ved vejene, og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile (Jeremias` Bog 6,16)

Boganmeldelse:

Ray Simpson: ”Keltiske spor – inspiration og udfordring til vores tid”, (Boedal 2010) 240 s., 229 kr.

I dag oplever vi en stigende interesse for den kristne keltiske tradition. Den voksede frem i Irland og Skotland fra det femte århundrede, og selvom den kan synes fjern både i tid og udtryksmåde, opfordrer og inspirerer den mange åndeligt søgende i dag. Flere og flere foretager således den besværlige rejse til Iona, den skotske ø, hvortil munken Comlumba kom sejlende med evangeliet allerede i det 6. årh. De keltiske kristne havde evnen til at løsne bånd, som bandt dem, og følge deres inspiration. De mange rejsebønner vidner herom:

Gud være med dig gennem alle kløfter,

Jesus være med dig, når du vandrer på bakkerne,

Ånden være med dig på din vej gennem floderne;

Gennem alle odder og højder og sletter;

På hver sø og i hvert land,

På hver hede og hver eng;

Hver gang du lægger dig, og hver gang du står op;

I bølgedale og på bølgekamme,

I hvert eneste skridt på vejen, du går.

At Iona er (for)blevet et valfartssted skyldes ikke mindst den keltiske kristendoms helhedssyn på mennesket og naturen. Kelterne opfattede universet som ét stort sammenhængende væv. Som mennesker er vi forvaltere af livets store gave – og hvis ikke vi passer på alt levende, og på hinanden, kan skaberværket ikke holdes i balance. Den fysiske verden er en del af Guds skaberværk. Vi går ”på hellig jord” (jf. 2 Mosebog 3,5) og bliver hele tiden mindet om vores medansvar for miljøet. Det hellige er ikke langt væk, fjernt fra vores egen virkelighed. Naturen får os til at tænke på Paradis. Skove, marker, enge, bakker, floder og hav, skyerne på himlen, lys og mørke, sol og stjerner, alt sammen giver det dunkle mindelser om verdens skabelse: Paradiset, som vi kommer fra og som vi efter endt jordisk vandring vender tilbage til. I Trosbekendelsens første led bekender vi os til ”Gud Fader, himlens og Jordens skaber”. Naturen prædiker op sin egen måde om Guds storhed, om livets undere, Guds gode gaver. Den nyudsprungne skov er en dejlig oplevelse, men den viser også Guds skabermagt. Vinden i træernes kroner minder os om Guds nærvær, hans åndedræt. Solopgangen glæder ved sin skønhed, men den bringer også lys fra Paradisets Have.

Forfatteren tager læseren med på opdagelse i den rige keltiske tradition. I hvert af de 25 kapitler beskriver han et særtræk ved den keltiske spiritualitet. Og så kommer han med en opsang til os, der er præster: ”Selv om der i dag tales meget om, at alle i kirken har et kald og en opgave, er der stadig en tendens til, at præster ”fylder” uforholdsmæssigt meget i kirkens liv. .. Præster får let en opblæst forståelse af deres kald, hvilket faktisk devaluerer det. Imens går mange andre dybt engagerede kristne rundt, uden at nogen bekræfter deres kald og mobiliserer dem til tjeneste. Mange begavede ledere bliver ”bænkevarmere” i kirkerne.”