Pilgrimskatedralen i Trondheim

”Hele vort liv er en vandring mod det hellige” (Den hellige Birgitta af Vadstena)

I fjor var min 10. og sidste gang som vikarierende sommerpilgrimspræst ved Nidaros Domkirke i Trondheim. Gennem et årti har jeg haft det privilegium at holde gudstjenester og andagter her, og jeg har i sjælesorgssammenhæng været vidne til stærke historier fortalt af pilgrimme fra alskens lande.

Det er 11 år siden, min mand og jeg kom vandrende til Trondheim ad Østerdalsleden, og siden har jeg virket her i højsæsonen.

Gymnasiestil

I forbindelse med en flytning for nylig fandt jeg nogle gamle stilehæfter i en kasse. Deriblandt var der en 50 år gammel beretning fra en familierejse til Norge, hvor mødet med Nidaros Domkirke gjorde et vældigt indtryk på min unge sjæl. Jeg var 16 år og skrev i min allerførste gymnasiestil bl.a.:

”Efter en lang rejse over Dovrefjeldet var det første, vi fik øje på, Trøndelagens domkirke; Nidaros. Vi følte os næsten som de mange hundrede pilgrimme, der i tidens løb har valfartet til dette sted. Ved en brusende elv i Gudbrandsdalen var vi standset og havde gået en tur op ad bjergskråningen. Der fandt vi en gammel pilgrimsvej overgroet af vilde planter. Mens vi gik der, tænkte vi på de mange forskellige mennesker, der havde gået på netop denne sti og med det samme mål for øje: Nidaros.

Før i tiden kaldte benediktinerne domkirken for ’pilgrimskatedralen’. Da vi havde travet et stykke tid, fandt vi et mindre og tilsyneladende ubetydeligt skilt, hvorpå der stod at læse, hvordan munke og konger færdedes på denne vej, først til fods, siden i vogne. Vores befordringsmiddel var imidlertid bilen, og denne rejseform foregik på hovedvejen Oslo-Trondheim, som på dette sted løber 10 m. neden for ’Kongevejen’. Man kan da tænke sig, hvilken ny kraft disse pilgrimme må have fået, når de så katedralens stolte spir rejse sig fornemt over alle tagene.

Mit første møde med Nidaros Domkirke skete på en sommeraften, hvor jeg var gået en tur i byen. Så endelig stod jeg foran katedralen, skubbede den tunge dør op og befandt mig inden for dens mure. Enhver, som har besøgt denne Nordens største middelalderbygning, må uvilkårligt have følt sig betaget. Bygningen ejer en uhyre magt.”

Ved at læse denne gamle stil kommer jeg til at tænke på ordsproget: ’Hvad man i ungdommen nemmer, man aldrig i alderdommen glemmer.’

50 år senere er det den samme gamle dør, jeg åbner til helligdommen. Nu med egen nøgle! Som pilgrimspræst med mit virke i ’Vorherres grønne katedral’ får jeg anledning til at fundere over kirkebygningens betydning: Kirken er en del af det offentlige rum - den er ’hver mands hus’. Samtidig er den Guds Hus - det hellige rum. Den er menighedens mødested, og den er kulturmindesmærke og arkitektonisk monument. Grundtvig skrev engang i en salme: ’Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene.’ Hver gang mennesker mødes for at være fælles om evangeliet, rækker de bogstaveligt talt hundreder af år tilbage i tiden. Sådan er der mange forventninger til kirkerummet. Det skal være fuldt af liv, det skal være oasen i storbyens larm, det skal tage vare på traditionen, og det skal forny sig. Men mursten er ikke hellige. Det er forkyndelsen af Guds ord, der er vigtig, og ikke stedet, hvor det forekommer.

I en del lande: England, Irland, Skotland, Holland, Sverige og Tyskland har man i mange år taget kirker ud af brug og indrettet dem til andre formål: butikker, lejligheder, sportshaller, tegnestuer, diskoteker, gallerier, restauranter, ja sågar arbejdsformidling og Sikh-tempel.

Vi står i en brydningstid, hvor respekten for kirkerummet som et helligt sted, der stemmer sindet til stilhed og eftertænksomhed er ved at forsvinde.

Vor tids udfordring består i på den ene side at fastholde kirkerummet som et helligt sted og samtidig give plads til de fornyelser af kirken og menighedens aktiviteter. Kirkerummene skal ikke være nationalmuseer alle sammen, men steder hvor folk samles og rum, der er døgnåbne for enhver, der søger stilhed og Guds nærvær i et helligt rum.

Dagbogsnotater

Jeg har bladret i mine dagbogsnotater fra de sidste 10 somre og standser først ved 2009. For mig er Trondheim er mågeskrig, regn, køligt sommervejr, regn og duften af tjære og frisk havluft…

Børnenes pilgrimsvandring fra Sverresborg via Ilen Kirke til Nidaros – 200 børn og voksne deltog i vandringen, hvor vi blev eskorteret af Middelalderens herolder og ryttere, i kamp mod ’røvere’. I kirken deltog alle i det flotte drama om St. Olav. Et flot arrangement, der blev afholdt på børnenes præmisser.

To byvandringer med tilslutning til pilgrimsmessen i Domkirken. Her deltog mennesker, som var nysgerrige på, hvad en pilgrimsvandring indebærer og således får en ’smagsprøve’. Vandringens tema var: fra vugge til grav, fra dåb til død og det evige liv, pilgrimsvandring som metafor for livets vej. I det ydre gik vi fra Vor Frue kirke (i dåbskapellet om dåben) via Pilgrimsgården med kaffe og vafler (om gæstfrihed og mødet med engle på vor vej), til Olavskilden (om livets vand, at holde kilden levende) ved Nidelven ( i stilhed at tænke med taknemmelighed på vore liv), ved Bønnekorset (om bøn), tre gange rundt om kirken (mod uret, mod begyndelsen, mod Gud), ved en gravsten på kirkegården (opstandelsen og det evige liv) – og derefter til nadvergudstjeneste i Domkirken. Det er en god måde at informere om den indre og ydre vej – samt få folk ind i Pilgrimsgården.

Weekend i Skaun i anl. af Kristin Laurensdatter-dagene: Deltog i friluftsbryllup på Husaby samt marked i Skaun. Søndag morgen holdt jeg pilgrimsandagt i Kolbrandsted Stavkirke, hvorefter vi 12 personer vandrede til pilgrimsmesse i Skaun Kirke med deltagelse af 50 mennesker.

Weekend i Tydalen, hvor jeg skulle åbne et stort fjeldcykelløb langs Romboleden: Pilegrimsrittet fra Stugudal til Selbu. 1000 cykelryttere fik ’et ord med på vejen’, og de lokale pilgrimsfolk kunne glæde sig over, at pilgrimstanken endelig var slået igennem. Jeg benyttede lejligheden til at vandre alene på pilgrimsleden fra Stugudalen Kirke til Tydal Kirke, med overnatning på Flaten Gård samt Kirkvollen.

Pilgrimsvandring med pensionister fra Alderdomshjem (tilhørende Vor Frue Kirkes menighed) 12 pensionister (to med gangstativ kom i taxa) vandrede med fra Elgseterbro via Bønnekorset og Olavskilden til Pilgrimsgården. Efter fælles middagsbøn på terrassen blev der serveret kaffe og vafler, hvorefter vi informerede om pilgrimstanken og Pilgrimsgården. Et godt arrangement, der tydeliggør, at det ikke er de fysiske evner og mange kilometer, der er afgørende for en pilgrimsvandring.

Sommeren 2010: Min sidste arbejdsdag var symptomatisk - om formiddagen modtog jeg en ung svensk pilgrim, der alene havde vandret i to uger ad Romboleden gennem de store svenske skove over højfjeldet ved Riksgrænsen. Hun havde sovet i telt undervejs, og jeg tilbød hende den sædvanlige andagt i Mariakapellet. Hun ville gerne have det enkelt, da hun ikke var vant til kirkegang. Men hun noterede ivrigt alle skriftsteder og bønner ned. Og i den efterfølgende stilhed ytrede hun stilfærdigt, at hun nu var rede til at høre Guds kald. Da hun var kunstner, tilbød jeg hende efterfølgende en lille tur udenpå tårnet – med alle stenfigurerne. - Om eftermiddagen sendte jeg en pilgrim fra New Zealand af sted til Santiago de Compostela! Flere gange havde hun vandret ad caminoen, og hun var glad, da jeg tilbød altergang i Mariakapellet. Da vi i nadverritualet kom til ’Fadervor’, spurgte hun, om hun måtte synge det. Hun var musiker, og det var en hellig stund for os begge i det lille kapel. Siden fulgte jeg hende pr. mail ned gennem Europa – fandt overnatningssteder til hende i Jylland – samt et par fridage hos en kollega i Flensborg.

2012: På vej til mit årlige sommerjob ved Nidaros Domkirke var det interessant at konstatere, hvordan det blev lysere og lysere, mens jeg fløj op til Trondheim. Jeg kiggede ned på fjeldene og tænkte på alle de pragtfulde pilgrimsture, jeg har vandret i disse smukke områder. Mennesker, jeg har mødt undervejs – og pilgrimme, jeg har vandret sammen med. Nogle af dem har jeg kontakt med endnu, bl.a. Ursula, som bor i Trondheim og er blevet min gode pilgrimsveninde.

Dovre Fjelds Nationalpark

Sammen havde vi en pragtfuld tur i højfjeldet. Efter et par timers togrejse kom vi til Kongsvold. Desværre var jeg i farten kommet til at gribe to højre-vandrestøvler hjemme i entreen, da jeg pakkede, og det opdagede jeg først på vej til Kastrup lufthavn. En venlig person fra Kongsvold fjeldstue forsynede mig med et par plastikposer til at lægge i mine joggingsko, så jeg ikke skulle blive helt gennemblødt.. . Jeg tænkte, at kan man som 23årig bestige Kebnekaise i gummistøvler, kan man vel også som 61årig vandre over Dovre Fjeld i joggingsko... Og så gik det ellers op i højfjeldet: Dovre Fjeld Nationalpark. I en brochure kunne jeg læse, at ’området giver flotte naturoplevelser, men kræver erfaring.’ Efter at have gået gennem birkekrat, kom vi hurtigt op over trægrænsen. Det var varmt og stille, vi hørte kun lyden af de brusende elve, der løb ned fra de sneklædte tinder. Den krydrede duft af lav og ris var berusende - samt de store vidder med udsigt til 'Snøhetta' o.a. sneklædte tinder. I naturens store katedral er der højt til loftet! Og jeg kom til at tænke på Johs. Jørgensen vidunderlige digt, som har fulgt mig siden min ungdom:

At tro

At tro er at løfte sit blik

til de evige Stjærner

og haabe mod Tvivl og vide mod Visdom

Vaager der én, som vogter og værner.

At tro er at føle en Afgrund

under sit Liv og sit Virke-

en Afgrund af Mørke, en Afgrund af Lys,

et Dyb af Jubel, et Dyb af Gys-

og vandre i Hverdagens Gader

som i en højtidelig Kirke.

Overalt var der bittesmå blomster, virkelig en miniature – samt vilde orkideer. Deres superkorte blomstringstid minder mig om menneskelivet: ’Vores liv på jorden er som græsset, som markblomster, der hurtigt forsvinder. Blæsten gør en ende på blomsten, man skulle tro, den aldrig havde været der. Men Herrens trofasthed er evig…' (Sl 103, 15-17 a). Turen var på syv timer, og midtvejs øjnede vi store flokke af moskusokser. De havde selvfølgelig valgt at græsse lige på ruten, så vi måtte en stor omvej, hoppende fra tue til tue. Man skal holde sig på en afstand af 200 meter fra dem - ellers kan de stange én ihjel. Elven gik over sine bredder, og her hjalp plastikposerne ikke meget. Et par galante hollændere hjalp os over elven, men senere gled jeg på en sten og skvattede i det iskolde vand. I sådan en situation er det en fordel at være vinterbader!! Endelig nåede vi frem til Norsk Turistforenings hytte, hvor 'hyttevagten' mødte os med et spørgsmål om vores alder!! Pudsig scorereplik, tænkte vi, men det betød, at vi som seniorer + 60 fik eget køjerum i stedet for sovesal! Hytten var uden el og vand - det hentede vi i spande fra den brusende elv. Der var dejligt lunt i køkkenet fra brændeovnen, og vi tilberedte middagen efter opskriften: 'all you do is add water'! – i dette tilfælde blomkålssuppe til medbragt rugbrød. Mens den lyse sommernat gik sin gang, sov vi 10 timer i vore køjesenge. Næste dag gik turen over mærkeligt landskab med kæmpestore klippeblokke, som vi nærmest kravlede over på alle fire. Flere gange gik vi over sneområder, hvilket var ganske glat i joggingsko, så vi måtte holde hinanden under armen som et par gamle damer! Da vi søndag aften nåede frem til togstationen, var vi iskolde, tilsølede samt stinkende, så det var dejligt med et varmt bad!

Midnatsmesse efter Utøya Printet ind på nethinden er endnu et stærkt minde fra Norge. Det udspillede sig blot en uge efter, at Anders Breivik i 2011 begik massemord på 77 mennesker på Utøya og i Oslo. Der skulle holdes en årlig vandregudstjeneste ind mod Nidaros Domkirke med stop og andagt ved flere kirker. Dette år var vandringen et tilløbsstykke. Efterhånden sluttede flere og flere mennesker sig til, ja, aldrig har der været så mange deltagere, som samlet gik ind mod domkirken for at holde midnatsmesse.

Det blev en stærk gudstjeneste med start klokken 23, og ved midnat gik den over i vågenatten ”Olavsvaka” med bønner, gregoriansk musik og stilhed. I modgangstid har folk brug for kirken. Olavsvaka fortsatte hele natten, hvor kirken var åben for søgende og sørgende. Og dagen efter, Olsok-dagen den 29. juli, markerede nordmændene Olav den Helliges dødsdag. Flagene plejer at være hejst i Trondheim, men dét år var de på halv.

Næste morgen hang røgelsen endnu i kirkerummet efter den katolske messe. Staben ved Domkirken kunne fortælle, at over 3.000 mennesker havde været til gudstjeneste i Domkirken i løbet af det hellige Olavs-døgn.

Kristus som pilgrim Et par år senere mødte jeg i Nidaros domkirke tre tyskere samt et norsk ægtepar. Jeg tilbød dem en andagt, og sammen gik vi op i Mariakapellet. Her berørte fortællingen om Emmausvandrerne (Lukasevangeliets kapitel 24) os. Efter at vi havde sunget både ’Lobet den Herrn’ og ’Dejlig er jorden’ kunne jeg give dem pilgrimsvelsignelsen. Nidaros Domkirke har netop på højalteret et relief, der viser Emmaus-fortællingen, hvor Kristus i den latinske oversættelse beskrives som en pilgrim. Et stærkt billede for den vandrende.

Nogle vandrer, fordi de har behov for at træde ud af informationssamfundets støj, for at få tid til at reflektere over tilværelsen. Andre ønsker at udfordre sig selv fysisk og mentalt. Nogle anser vandringen som en dannelsesrejse, mens andre går for at finde Gud. Hvad motivet end er, synes fællesnævneren for vandrernes oplevelse at være den samme, som den altid har været: En åndelig rejse, tæt på natur, kultur og historie, som repræsenterer noget langt mere end en almindelig fodtur eller turistrejse.

Nu har jeg afleveret nøglerne og sagt farvel og tak for denne gang!