Efterårets vemod og livets efterår

September 16, 2018

Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler.

 

Sådan synger vi med Grundtvig i hans elskede efterårssalme (DS 729, 1). Det er min yndlingsårstid, og derfor ville jeg foretrække et andet adjektiv: Nu flammer skoven trindt om land. For når solen skinner på de gule, røde og brune blade, brænder og lyser skoven som var det det pureste guld.

 

Jeg er taget til Ærø i weekenden. Min barndoms tabte Paradis, hvor jeg er født og opvokset. Landskaberne har tegnet deres spor i mit sind. Begsorte hyldebær tynger træerne, og knaldrøde rønnebær lyser mod den blå septemberhimmel. Årstidens vemod på grænsen mellem sommer og høst giver en stemning, som kan åbne sindet for oversete betydninger.

Fredag fylder min mor 89 år, og jeg har købt lyserøde asters til hende. De pynter på hendes mahognibord i stuen. Jeg har taget bilen med færgen for at give hende en fødselsdagstur rundt på øen. Her plejede vi på denne årstid at plukke champignoner på markerne og hyldebær hos sognebørnene.

 

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.
(DS 729,2)

 

Vi kører forbi vores gamle hjem, ’Gudsgave Præstegård’, hvor nye beboere har ryddet den gamle, smukke have for træer, buske og blomster. Også hos naboen ser der tomt ud. Albert er død, og Ella er kommet på plejehjem. Jeg tænker tilbage på alle de gode høstdage hos dem, hvor vi børn sammen med musene gemte os i de opstablede kornneg og ’hjalp til’ med at høste, idet vi sad i hølæsset ovenpå den hestetrukne vogn. Bagefter vankede der kaffe/hindbærsaft samt Ellas tykke pandekager med æblemos til arbejdssjakket.

 

Men i vor lade, på vor lo,
der har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.
(729,3)

 

Det var herude på marken, at jeg en dejlig forårsdag lå på ryggen, indsnusede mulden, hørte lærkernes sang, mærkede solens første varme stråler og følte mig sammenvævet med hele universet. Jeg tænker på det som min første gudserfaring og føler mig taknemmelig for, at jeg i mit barndomshjem fik kristendommen indpodet i mig som en naturlig del af livet: aftenbøn, bordvers, kirkegang, søndagsskole og spejderliv. Når vi i familien samledes omkring spisebordet, tog vi hinanden i hænderne, og bordverset lød ofte:

 

Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.
(729,4)

 

Søndag er vi til dejlig høstgudstjeneste i kirken, hvor jeg er døbt og konfirmeret og hvor min far var præst gennem en menneskealder. Spejderne bærer fanen ind, som jeg selv har gjort det så mange gange før. Kirken er pyntet med georginer og høje majsplanter. Præsten holder en god og enkel prædiken, og vi synger alle de gode høstsalmer, ikke mindst:

 

Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.
(DS 729,5)

 

Søndag er det 100-års-dagen for min fars fødselsdag. Jeg lægger en hjerteformet buket på hans grav på Marstal Kirkegård, lige ned til Østersøen. 1916-2016: 100 år, hvoraf han fik lov at leve i 62 år, inden den frygtelig sygdom ALS tog hans liv. Efter hans ønske er der i gravstenen indhugget et citat fra Efeserbrevet 2, 14 a: ’Han er vor fred’. Ja, tænker jeg: Når vores jordiske vandring er slut resterer dette: Kristus er vor fred. Og jeg tænker på Frans af Assisi’s dejlige pilgrimshilsen: Pax et bonum! Fred og alt godt!

 

Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kerne
. (DS 729,6)

 

Under min fars navn er reserveret en tom plads til min mors navn. ’Memento mori’! Så minder ’de dødes have’ os om livets korthed. Jeg kommer til at tænke på digtsamlingen ’Uerstattelige menneskeliv’, hvor dr.med. Torben Clausen skriver:

Hver gang et menneske dør,

går en hel verden til grunde.

Utallige erindringer

om billeder, stemmer,

ord, digte og musik.

Kærlighed givet,

kærlighed modtaget,

stolthed og glæde,

sorg, vrede, misundelse.

Sindrig indsigt,

lange regimenter

af viden om hvordan

verden skal håndteres,

og livet skal leves.

Enestående,

aldrig før skabt

aldrig mere gentaget

kun denne ene gang.

 

På gravstenen er et brunt blad landet. Et solhverv går hurtigt. Selv har jeg passeret de 65 år og er hermed gået ind i ’livets efterår’. Vemodigt, men naturligt. Menneskelivet med tid til at fødes og virke, tid til at hvile og tid til at dø, livet med dets glæde og sorg. Tre af mine klassekammerater ligger allerede på kirkegården.

Og når engang på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder. (729,7)

Alderdommen og døden er en ganske speciel pilgrimsrejse. Kroppen får sværere ved at følge med; det er slut med at bestige bjerge. Men jeg har trods alt overlevet tidspunktet for både min fars, min farfars, min mormors og min morfars død. Og mine mange pilgrimsvandringer har givet mig erfaringer af såvel afsked som nye begyndelser.

 

Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så og pløje;
da komme aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.
(DS 729,8)

 

På pilgrimsvandringer, når vi nærmer os målet – det kan være Viborg Domkirke, katedralen i Santiago de Compostela, Nidaros Domkirke eller Vadstena Klosterkirke – bruger vi ofte en hel dag på at tale om og tænke over Paradisbilleder: ’Og når endt er kampens dage, endt hver jordisk nød og klage, kalder os vor Faders stemme til en evig fryd derhjemme.’ (DS 49,7) Vi kan netop kun bruge billeder om det evige liv, de grønne vange og det stille vand (Sl 23), Paradisets Have, den nye himmel og den nye jord, hvor Gud selv er hos vore kære og tørrer hver en tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere… (Joh Åb 21, 4). I H.C. Andersens eventyr ’Den lille pige med svovlstikkerne’ dør pigen og bliver løftet op i himlen til sin bedstemor ’i glans og glæde, så højt, så højt, og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst - de var hos Gud!’ 

 

For høsten her og høsten hist
vor Gud ske lov og ære,
som ved vor Herre Jesus Krist
vor Fader ville være!
(DS 729,9)

 

Et andet Paradisbillede er den svenske Prins Eugens alterbillede i Kiruna Kirke i Lapland. Som symbol på Paradiset har han malet en nyudsprungen dansk bøgeskov som motiv! ’Så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale.’ (DS 402, 7) – sådan hedder det i en anden af Grundtvigs salmer. Endelig er der Sven Havsteen-Mikkelsens maleri ’Golgata’, der hænger i Risskov sognegård. Jesus hænger mellem de to røvere; man ser ikke hans ansigt. Jeg har fået fortalt, at en gammel stout vestjyde derfor kommenterede til Havsteen-Mikkelsen: ’Jeg ville ellers så gerne have set Jesu ansigt!’ Havsteen-Mikkelsen tøver lidt, inden han blidt svarer ham: ’Skal vi nu ikke være enige om, at det er noget, vi to har til gode?’

 

Hans Ånd, som alting kan og ved,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til Himlen os ledsage!
(DS 729, 10)

 

Salmen minde mig om, at enhver pilgrimsvandring en påskevandring mod det ultimative mål, hvor Gud er alt i alle.

Efter denne weekend ad ’memory-lane’ tager jeg færgen tilbage til Fyn. Nu glæder jeg mig til en uges ferie med min datter og mit lille første og eneste barnebarn, 0 år. Mit liv ’on the rocks’, komprimeret i et par dage. Slægt skal følge slægters gang.

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

En pilgrims længsel

January 28, 2018

1/3
Please reload

Recent Posts

December 23, 2018

December 16, 2018

December 9, 2018

December 2, 2018

November 18, 2018

November 11, 2018

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

KONTAKT

Elisabeth Lidell
(+45)22371950
elisabeth(a)lidell.dk

BESKED

© 2018 Machinedrops