En pilgrim går i kloster

August 12, 2018

Venite in disparate, in un luogo solitario, e riposatevi un po’ (Mark 6,31)

 

 

Det er søndag formiddag. Kirkeklokkerne fra San Franscesco kirken i Assisi lyder helt op til os i bjergene, hvor vi i stilhed vandrer frem mod skovene og grotterne, hvor Frans elskede at opholde sig. Ved indgangen til klosterkomplekset står en sentens på latin: ”Ubi pax – deus ibi est” – hvor der er fred, dér er Gud! Og fredfyldte er vi, da vi går videre langs bjergkanten, mens sensommerens krydrede dufte af timian, oregano og rosmarin slår os i møde.

Vi er en gruppe danske pilgrimme på vej fra Assisi gennem Rietidalen og videre sydpå til Rom. Vi følger i Frans’ fodspor og besøger bl.a. La Foresta, Greccio, Poggio Bustone, Sacro Speco,Spoleto, Foligno, Spello. Vi koncentrerer os, mens vi vandrer op på bjerget ad smalle gedestier. Undervejs beundrer vi skovens vilde alpevioler, ligesom vi flere steder kan plukke friske figner. På toppen af bjerget kommer vi til en stor ringmur, bag hvilken et gammelt kloster er gemt. Vi ringer på klokken og spørger den smilende fransiscanersøster, om vi må komme ind. Da hun og hendes medsøstre har bøn og gæstfrihed som deres kald, er vi heldige at blive budt indenfor. På alleen op til klosteret er sat skilte op med sentenser såsom: ”Vidisti fratrem – vidisti dominum tuum!” – ”Når du har set en bror, har du set din Herre!” Netop den dag øvede vi os i at ”se Kristus i vore medmennesker”, så det var en fin velkomst at få. Søstrene lever et meget enkelt liv – uden el og rindende vand. Efter at have vist os det dunkle kirkerum samt spisestuen, hvor maden indtages i stilhed med udsigt til bjergene, blev vi budt på hjemmelavet hyldeblomst, inden søstrene sang deres latinske afskedssang for os: ”Må Frans bede for jer!” Berigede og bevægede fortsatte vi vores vandring i de umbriske bjerge og dale…

 

 

Siden dette besøg i 2010 har jeg haft en drøm om at komme på klosterophold dér. I anledning af den efterfølgende jul og påske sendte søstrene brev med invitation til at komme igen. Og året efter kom det så vidt: efter en pilgrimsvandring fra Greccio i Rietidalen til Rom har jeg taget et overfyldt tog fra Termini banegård i Rom nordpå til Umbrien. Her bliver jeg hentet af en søster, der som de tre øvrige søstre bærer en enkel, lyseblå dragt. Hendes gamle bil transporterer os op ad mange hårnålesving, gennem olivenlunde til klosterets port i en lang ringmur. Vi ringer på klokken, og de andre søstre iler os i møde efter at have budt den udenlandske gæst velkommen ved at ringe med den lille kirkeklokke. Jeg bliver anvist min lille klostercelle i et stenhus med en vidunderlig udsigt over bjergene. På den opredte seng ligger en olivenkvist som fredshilsen, og på et lille bord står en vase med friske blomster. Resten af inventaret udgøres af en stol og en bedeskammel. Vinduet vender mod vest og åbenbarer de skønneste solnedgange. Jeg pakker ud og lader roen falde på mig. Lidt senere går jeg en tur på området med skov, køkkenhave, olivenlund og abildgård. Foruden mig er der fire andre gæster, bl.a. en kvinde fra Belgien, som hvert år rejser herned til en uges ophold i denne oase. Kl. 16 ringer kirkeklokken igen med sin sprøde klang, og vi samles under et billede af Jomfru Maria og beder for de syge. Klosterets venlige hund er også med. Bagefter forfrisker vi os med et glas hjemmelavet hyldeblomstdrik, og nu sidder jeg i solen op ad en varm stenmur og nyder stilheden og de forskellige krydrede dufte. Søstrenes kombination af simpel ydmyghed og kraftfuld spiritualitet var netop Frans og hans brødres hemmelighed. Det var Frans’ ønske, at hans efterfølgere skulle bo i små familiegrupper, hvor én skulle være ’forælder’ for de andre, og de skulle nyde fattigdommens enkelhed, skulle arbejde, bede og være glade samt uden undtagelse modtage alle, som bad om deres gæstfrihed. Akkurat som her: fjernt fra det moderne Italiens hektiske liv. Før solnedgang, kl. 18 lyder den lille kirkeklokke igen for at markere tid til stilhed.

Sproget er italiensk, og jeg slår teksterne op i min danske Bibel. Den ældste søster taler fransk med mig, når der er en besked, jeg ikke forstår. Afsondretheden, stilheden og naturen ligger i forlængelse af Jesu ord i Mark 6,31: ”Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.” Omkring klosteret er en skov, hvor ’vore brødre’, fuglene synger. Fred og ensomhed, kombineret med fransiscansk enkelhed, skal oplyse ånden for at styrke sjælen. På mange af træerne hænger små sentenser med italienske indskrifter: ”Den, som bevarer stilheden, bliver bevaret af stilheden.” ”Ingen kan tage jeres glæde fra jer (Joh 16,23)” Enhver pilgrim, som kommer for at bo på refugiet, hilses velkommen med respekt og glæde. Der forlanges ikke betaling, men en donation er velkommen. Klosteret er dateret til 1370, men Frans havde allerede været i de ensomme højder og overnattet i grotten, som klosteret er bygget op omkring. Bevæbnet med en lygte nærmest kravler man ned i grotten med det lille kapel, viet til Frans. Her modtog han nadveren. Inde i mørket flakser en flagermus pludselig ud mod lyset i grottens åbning. Indtil 1860 boede brødre her, men siden forfaldt klosteret til ruiner, indtil en gruppe målrettede kvinder fik klosteret på fode igen i starten af 1900-tallet. Refugiets vision er at modtage hver en gæst, som var det Kristus, der kom på besøg. Søstrene kaldes ’Frans’ små lærker. Ved indgangen er et såkaldt pilgrimsværelse, der altid er parat til en uventet ankomst. Kl. 19 ringer den lille kirkeklokke med sin sprøde klang og kalder os til bøn i en lille kirkesal, kun oplyst af kærter. Vinduet mod vest står åbent, og efter at de rosa skyer er forsvundet, tændes lysene i dalens mørke. I aften bedes for alle kvinder i verden: ordenssøstre, mødre osv. Den efterfølgende middag indledes med bordbønnen: “O friend, pilgrim! Be seated at the table and break the bread. In the dark of the walk, the vision for us remains: the presense of the Lord is certainty of love and trembling fear of God, which keeps us in communion!” Der er altid dækket op med en ekstra tallerken til ukendt pilgrim; først og fremmest Herren. Sådan bliver vi dagligt mindet om Jesu nærvær. Måltidet indtages i tavshed: sagogrød, spinattærte og frugt, suppleret med bordvin. Aftensmåltidet er kun oplyst af 13 stearinlys. Efter maden afslutter vi med bordbønnen: ”Vi takker Herren Jesus for dem, der elsker dig, for brødet, for freden, for ordet, for tilgivelsen, for lyset, for varmen – og for pilgrimmen, der ledsager os i mørket!” Kl. 20.30 er der samling i stuen, vi syr, strikker og taler muntert sammen en times tid, inden vi lægger os.

Året efter tager jeg derned igen, og denne gang har jeg inviteret min 25årige datter med. Udover os er der tre andre gæster: en katolsk biskop fra Belgien samt et forældrepar til én af søstrene. Kl. 8 samles vi i klostergården til morgenbøn, som består i, at vi bevæger os i gåsegang og i kor reciterer Frans’ Solsang fra 1225:

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,
Din er al Ære, Lov og Pris og al Velsignelse,
Dig alene, du Højeste, tilkommer de,
og intet Menneske er værdig at nævne dig!
Lovet være du, Herre, med alle dine Skabninger,
især Herr Broder SoI,
som skaber Dag, og du oplyser os ved ham,
og han er skøn og straalende med stor Glans,
paa dig, du Højeste, er han et Billed!
Lovet være du, Herre, for Søster Maane og Stjærnerne, 
paa Himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.
Lovet være du, Herre, for Broder Vind
og for Luften og Skyerne og godt Vejr og al Slags Vejr, 
hvorved du opholder alle dine Skabninger.
Lovet være du, Herre, for Søster Vand,
hvilken er saare nyttig og ydmyg og kostelig og kysk. 
Lovet være du, Herre, for Broder Ild,
ved hvem du oplyser Natten,
og han er skøn og liflig og kraftig og stærk.
Lovet være du, Herre, for vor Søster, Moder Jord,
som opholder os og bærer os
og frembringer alskens Frugter og farvede Blomster og Græs. 
Lover og priser Herren og takker ham
og tjener ham i stor Ydmyghed.
Lovet være du, Herre, for alle dem, 
som af Kærlighed til dig tilgiver deres Fjender 
og udholder Skrøbelighed og Trængsel; 
salige de, der i Fred holder ud til det Sidste,
thi du, Allerhøjeste, vil give dem den evige Krone!
Lovet være du, Herre, for vor Søster den legemlige Død,
som ingen levende kan undfly.
Vé dem, der døer i Dødssynd.
Salige de, som har virket din allerhelligste Vilje,
thi dem kan den anden Død ikke gøre noget Ondt!

Sådan væves vi fra morgenstunden sammen med skaberværket, og anført af hunden går vi ad ”Fredens sti”, ’Via di Pace’ under vinrankerne, gennem olivenlundene ud til bjergkanten. Her bedes ”med hjerte, sjæl og hænder” foran et krucufiks samt en Madonnastatue, inden vi i stilhed går tilbage på én lang række og indtager morgenmaden. Det er søndag, og kl. 10 kører vi til messe i den lokale katolske kirke med messedreng og aldrende pater. Gudstjenesten er pænt besøgt, og en gammel kone medbringer en stor pose hvidløg til en veninde. Bagefter henter vi drikkevand til hele ugen fra en vandpost i byen. I køkkenhaven er æbler, oliven, druer, aubergine. Under buegangen hænger madonna med barnet – samt et motto: ”Pax entrandibus – salus exuntibus”: Fred til den, som går ind – frelse til den, som går ud! Orden, fred og harmoni råder overalt. Inde i klosteret er der smukke fresker med tekster som denne: ”In silentio et in spe erit fortitudo vestro”: ”I stilhed og i håb skal jeres styrke være!” Vi går tur i skoven med den venlige hund og øver i kunsten bare at være. Kl. 19 samles vi i andagtsrummet og sidder ½ time i stilhed, mens vi ser på solnedgangens blodrøde striber på himlen. I anledning af helligdagen lytter vi derefter til musik af J.S. Bach, hvorefter i beder for musikken og dens skabere, ikke mindst sakral musik, som er ’et ekko af den hinsides’. Så følger forbøn for en lang række enkeltpersoner. Jeg er blevet bedt om at prædike over Fadervor, biskoppen oversætter, og min datter supplerer ordene med sang og guitarmusik. Efter aftensmad og samtale omkring bordet slutter vi foran den lidende Kristus, inden den hellige stilhed atter indtræder: ’silenzio sacra’.

Min datters venner synes, det lyder spændende med stilhed og klosterophold, så nu vil de også af sted! De har fornemmet, at når der er brug for klostre og retrætehuse er det, fordi aktivitet uden fordybelse ender i tomgang. Puls uden pause ender i stress og jag. Den, som ikke søger indad i stilheden og nedad mod dybden, kan heller ikke nå udad til det medmenneske, som har brug for os.

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

En pilgrims længsel

January 28, 2018

1/3
Please reload

Recent Posts

December 23, 2018

December 16, 2018

December 9, 2018

December 2, 2018

November 18, 2018

November 11, 2018

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

KONTAKT

Elisabeth Lidell
(+45)22371950
elisabeth(a)lidell.dk

BESKED

© 2018 Machinedrops