Med Frans af Assisi i grotter og huler

"Hvis hjertet ikke beder, arbejder tungen forgæves"

(sentens over korstolen i klosteret i Greccio)

Tidligt i mit liv fik jeg foræret børnebogen om Guds lille fattige fra Italien: Frans, som vandrede omkring i naturen, talte med fuglene, hjalp de syge, boede i huler og levede et enkelt liv. Sådan har Frans af Assisi siden min barndom formet mit kristne livssyn.

Frans’ af Assisi (1181/82-1226) er nok en af de mest elskede helgener, som Italien har frembragt.

En velhavende klædehandlersøn, der som ganske ung fik et kald fra Gud. Det tog han konsekvenserne af, frasagde sig faderens butik og blev i stedet tiggermunk. Frans’ af Assisi grundlagde franciskanerordenen, hvor munkene levede efter nogle ganske få regler: et liv i fattigdom, lydighed og ydmyghed. Selvom dette er ganske hårde betingelser at leve under, må man ikke tage fejl; franciskaner-brødrene er glade og positive mennesker, som spreder glæde og fred. De dyrker naturen og holder af de enkle ting i tilværelsen.

Denne ”lille Guds fattige”, som er anerkendt og æret langt udenfor den katolske kirke, virker især så tiltrækkende, fordi han ikke fra begyndelsen fremstår som en helt, men hele sit liv strider og kæmper. Den glæde, han finder, opleves som ”den sande og fuldkomne glæde”, fordi den er ægte, kommer indefra og har bestået sin prøve i lidelsen.

Frans var en mand, der så det som sin opgave at prædike Guds ord, og det resulterede i nogle lange vandringer blandt befolkningen i regionerne Umbrien, Toscana og Lazio. Faktisk kan man sige, at Frans nok blev født i Assisi, men det var på vandringerne rundt omkring, at han levede. At valfarte er for franciskanerbrødrene ensbetydende med at bede. Hos Frans og hans brødre bliver valfarten til en del af livet, fordi de næsten hele tiden er undervejs ”som pilgrimme og som fremmede”.

Disse vandringsruter blev i 1993 for første gang indviet til en officiel pilgrimsrute i Rieti-dalen, der ligger i det nordlige Lazio. Rieti-dalen bliver også kaldet den hellige dal, da Frans ofte befandt sig på dette sted. I denne dal er samlet en strækning på 80 km, som man kan vandre på. På strækningen besøger man de fire helliggjorte klosterkomplekser, som Frans havde stor tilknytning til: Poggio Bustone, hvor Frans fik fred i sjælen efter længere tids tvivlen, Greccio, hvor han i 1224 lavede den første julekrybbe, La Foresta, hvor Frans komponerede en del af Solsangen og endelig Fontecolombo, som var stedet, hvor han skrev brødrenes regler og retningslinjer.

I starten af 2000 blev denne pilgrimsrute i den hellige dal udbygget, og man kan nu starte pilgrimsvandringen i Assisi, som ligger yderligere nordpå i Umbrien, gå videre ned til Rieti-dalen, som derved ligger midtvejs på ruten og endelig fortsætte til turens sidste stop i Rom.

Det er den første pilgrimsrute i Italien, der følger så langt i Frans’ fodspor, og det er vel det nærmeste Italien kommer på at have en pilgrimsrute, ligesom man i Spanien har pilgrimsruten Santiago de Compostela.

Sammen med en gruppe pilgrimme gik jeg strækningen over to efterårsuger, fordelt på to år. Vi startede vandringen i Assisi og sluttede i Den hellige Stad, i Peterskirken, hvor Vatikanets pilgrimspræst modtog os.

I fællesskab vandrede vores pilgrimsgruppe ca. 15 km. dagligt i naturskønne omgivelser: på små stier, i bjerg- og skovområder, gennem olivenlunde og små middelalderbyer, og vi glædede os over skaberværket med duftende timian, rosmarin og oregano. Terrænet var middelsvært, og der var en del stigninger på den første del af ruten. Undervejs hjalp daglige meditationer og gudstjenester i ’Vorerres grønne katedral’ til at fremme den indre vandring.

Frans’ enkle og ydmyge liv i bøn provokerede, inspirerede og satte spørgsmålstegn til vores egen trospraksis og livsstil. Efter vandringen i fjor udtrykte en af pilgrimmene sig sådan: ”Jeg har nydt fællesskabet, humoren i gruppen og de daglige input, som har givet skub til den indre vandring. Nu ved jeg, hvilken vej jeg skal gå i mit liv! »For som pilgrim vender man forhåbentlig hjem med en ny indsigt om sig selv, andre mennesker og ”det med Gud”.

Et blik på Frans’ bevægede liv viser, at bøn har at gøre med livet. Den, som lærer at bede, lærer derfor også at leve, at give sin tilværelse en trosorientering. Kristen tro er ikke en lære, men en livsform. Frans var fattig i det ydre, men rig indvendig; fattig på ejendom, men rig på liv.

I mine dagbogsoptegnelser står der om en aften: Det er bælgmørkt og cikaderne synger, mens vi stakåndede og iført pandelamper en aften klatrer op af bjergskråningen til en af Frans’ grotter: ’Sacro Speco’ ovenfor helligdommen Poggio Bustone i Rietidalen. Ifølge traditionen har Frans her bedt og fået vished om sine synders forladelse. Et lille kapel er bygget omkring hulen, og traditionen tro ringer vi hver især med klokken, da vi er nået derop. Folk i landsbyen kan hermed vide, at der er pilgrimme ved bedestedet. Bagefter slukker vi pandelamperne og står i stilhed foran grotten, hvorover en kæmpestor bjergvæg hvælver sig. Lidt efter lidt kan vi se alle stjernerne og synger spontant Johannes Jørgensens aftensalme fra 1907:

”Imellem nattens stjerner

der står en stjerne klar,

som aldrig før en stjerne

på jordens himmel var.

Og går du ud at finde,

hvorover stjernen står,

måske du først må vandre

i mange, lange år.

Måske du først må træde

så mangt et mødigt fjed,

før du kan finde stedet,

hvor stjernen stråler ned.

Og venner må du slippe –

de går en anden vej –

og miste navn og ære…

hold ud og opgive ej!

Hold ud, du stjernepilgrim

på vej til Bethlehem –

du er på vej til lykken,

du er på vejen hjem.”

På nedturen tager vores lokale guide sin mundharmonika frem og spiller lystige viser. Sådan er det på hele turen: En god blanding af alvor og humor.

Sådan var det også med Frans. Han glædede sig over naturen, Guds skaberværk med himlens fugle og markens liljer. Han praktiserede en enkel livsstil og forstod at glæde sig over nuet. Egentlig har man jo ikke brug for mange ting for at leve et tåleligt og godt liv. Livets rygsæk må ikke indeholde for meget, for så bliver det for tungt at gå. Hvis man samler for meget sammen, kræves der mere og mere energi for at kontrollere, samle og spare. Det bedste og meste i livet er gratis. Det bliver vi mindet om på en pilgrimstur.

Forleden fik jeg en mail fra et ægtepar, som netop havde deltaget i denne pilgrimsvandring. De skriver:

Fik vi egentlig sagt ordentlig farvel og tak for turen til Italien? Så må det være nu vi griber chancen og dermed give udtryk for pilgrimsvandringen! Vi var selvfølgelig meget spændt på hvordan turen var tilrettelagt, og hvordan vi kunne følge med i dens gang! Dagens begyndelse med andagt var meget opløftende, især ude i Guds frie natur, her kunne vi rigtig fornemme hvad der rørte sig.

At du så derefter havde valgt, at vi skulle have en times vandring i stilhed, var også godt, selvom vi var nogle, som skulle finde rytmen i stilhedens time. Derpå blev vi mere eller mindre overladt til hinandens tosomhed, og det er godt for os alle. Hvad vi fandt utroligt spændende var, at der var plads til alle -psykologisk/socialt set. Vi vidste jo på forhånd, at det var en pilgrimsvandring i Frans af Assisis fodspor, men hvordan den ville påvirke os vidste vi ikke. Naturen, hvori vi også kunne forestille os, hvordan Frans må have vandret, blev beriget med de daglige input, som dermed viste os vejen frem. Afslutningen i Rom, står for os som prikken over i'et. Endnu kan vi høre vores sang i hvælvingerne under Peterskirken, og ikke at forglemme pilgrimspræstens velsignelse!

Her er nogle hjemmesider til pilgrimsruten:

www.viafrancigenadisanfrancesco.com

www.camminodifrancesco.it

www.camminidifede.it

www.apt.rieti.it