Men dér var plads i herberget…

Pilgrimsherberget i Estella Termometeret viser 37 grader, da vi stiger ud af bussen i den spanske Middelalderby, Estella i Navarra. Rygsækkene hentes ud fra bagagerummet, og vi kan nu bevæge os gennem den siesta-stille by til pilgrimsherberget : Hospital de Peregrinos på Calle la Rua. I fjor overnattede min mand og jeg her på vores vandring fra Puenta de la Reina til Los Arcos, der er berømte bynavne på ”Jacobs-vejen”, ”el camino” - den 1000-årige pilgrimsrute til Santiago de Compostela. På vores vandring havde vi oplevet så megen gæstfrihed og hjælpsomhed, at vi havde besluttet at bruge en uge af sommerferien på at være frivillige hjælpere på et herberg. Her skulle vi være med til at modtage pilgrimmene, og på den måde ville vi opleve tingene omvendt: at vejen kom til os! Hvert år går 1000-vis af mennesker af sted på denne pilgrimsrejse. I 2002 var tallet 68.000 mennesker. Som en magnet trækker pilgrimsruten folk fra hele kloden: Serbien, Libanon, USA, Brasilien, Spanien og Danmark. Langs den 860 km. lange rute fra Roncesvalles, ved foden af Pyrenæerne til Santiago de Compostela i Galicien ligger herbergerne spredt langs vejen som perler på en snor, med 8-10 km. mellemrum. Det var Benedikt af Nursia, det vesterlandske klostervæsens grundlægger, der i sin klosterregel fra 529 deklarerede, at når man tog imod fattige pilgrimme, tog man imod Kristus. Middelalderens pilgrimme havde derfor ret til gratis kost og logi. Som værn mod pseudopilgrimme var et pilgrims-pas påkrævet. Kravet om pilgrims-pas består den dag i dag. Da jeg for 3 år siden i forbindelse med en studieorlov ønskede at fordybe mig i emnet ”kristen spiritualitet” valgte jeg at drage på pilgrimsfærd i Spanien. Og det var hos pateren i Roncesvalles, at jeg dengang havde været i audiens og fået mit pilgrims-pas udleveret. Men først efter at have svaret på, hvorfor jeg gik - om det var af religiøse, sportslige eller kulturelle grunde. Jeg bad præsten krydse alle felterne af. Et menneske er jo en helhed, bestående af krop, sjæl og legeme. Ifølge en opgørelse fra 2001 anførte 75 % af pilgrimmene, at de gik af religiøse grunde, mens 10 % anførte sportslige grunde og 15 % kulturelle grunde. Nutidens herberger veksler mellem at være klasseværelser på kommunale skoler, enorme dormitorier på hengemte klostre, gulve i kirketårne eller midlertidige barakker. Herbergerne fungerer som refugier, åndehuller, oaser, rastepladser for de trætte pilgrimme. På vores herberg i Estella betaler den moderne pilgrim 4 Euro for en overnatning og yderligere 3, hvis man ønsker morgenmad. Huset er en byejendom i to etager med gårdhave og hønsegård bagved. I dag ejes det af kommunen og kan huse 140 pilgrimme i alt: 120 køjepladser + 20 løse madrasser, der kan placeres i gårdhaven eller på gangen. Den første dag modtages vi af den lokale herbergsfamilie: Maria Cruz & Carlos Aramendia Arregui samt sønnerne Lukas (24 år) og Iago (4 år). Året rundt stiller familien sig til rådighed for de pilgrimme, der banker på døren. I anledning af vores ankomst fra Danmark er der arrangeret festmiddag bestående af blæksprutte-paella, brød og vin. Vi sidder i spisekøkkenet og hilser på de tre andre frivillige, der hjælper til denne uge. Derefter fordeler vi opgaverne mellem os. Min første opgave består i at hjælpe til ved aftenens nadvergudstjeneste, som finder sted i gårdhaven. Stole bliver sat frem, et bord dækkes med dug, blomster, brød og vin. Præsten ankommer og ifører sig sine liturgiske klæder. Afslappet og uformelt finder gudstjenesten sted. En pilgrim har sin mundharmonika med og spiller præludiet, inden Bibellæsningen fremføres på forskellige sprog. Prædikenen oversættes i forkortet udgave til engelsk og tysk. Under nadveren synger nogle unge piger latinske salmevers, og vi danskere supplerer med Ingemanns pilgrimssalme: ”Dejlig er jorden”. Og Det ny Testamentes ord bliver lyslevende: Emmaus-beretningen fra Luk. 24, 13-35, hvor to disciple er på vandring og møder den opstandne Kristus som fremmed, som pilgrim. Han slår følge med dem på vejen, men først, da de sidder i herberget i Emmaus, og Kristus bryder brødet, genkender de ham. Han var der jo hele tiden, midt iblandt dem. Han er her, midt iblandt os. Kristus i Estella. Kl. 22 låses døren, og lysene på sovesalene slukkes. Vores køjeseng er placeret i mellemgangen med 30 + 30 sovende, snorkende pilgrimme omkring os. Jo, at være pilgrimsvært er også en øvelse i rummelighed! Tidligt om morgenen, kl. 05 galer hanen, og vi står op med den. For et kvarter senere ankommer de første morgenduelige pilgrimme for at få kaffe og morgenmad. Vi står for servering, opvask og oprydning, inden den sidste pilgrim forlader herberget kl. 7.30. Forhåbentlig forfrisket, vasket, udsovet, mæt og således styrket til næste dagsetape. Dernæst går vi i gang med rengøringen - nye betræk på sengene, gulvvask, rengøring af toiletter og bad… Standarden er forbavsende høj, og vi klør på indtil kl. 12, hvor døren åbnes for næste hold pilgrimme, der allerede står i kø ude på gaden. Andreas lukker dem ind i hold på 5-6 stykker, Carlos indskriver folk og stempler pilgrims-pas, Maria Cruz udleverer morgenmadsbilletter, og min opgave består i at indlogere folk på sovesalene og informere lidt om stedet. Af erfaring ved jeg, hvor sårbar man er efter en lang dags vandring med fuld oppakning, og hvor fantastisk det føles, når man får lidt ekstra opmærksomhed såsom udlevering af et bykort, ben-massage eller blot et venligt ord. Efter middagsmaden kl. 15 har vi endelig fri og kan gå hen i parken og få en middagslur under de skyggefulde træer. Bagefter får vi et forfriskende bad i en kølig bjergkilde i udkanten af byen. På torvet er der så småt ved at komme liv igen: mødre med barnevogn, gamle mænd med stok, unge forelskede, husmødre på indkøb og turister på sightseeing blandes mellem hinanden. Motiver for vandring Nu er tiden kommet til dagens højdepunkt: mødet med pilgrimmene. Enten sidder de på gadebænkene udenfor herberget og udveksler erfaringer med kollegerne. Eller de forsøger at kommunikere med de gamle damer, enkerne, der aften efter aften samles på bænken til hyggesladder. - Andre samles i gårdhaven omkring et måltid eller en flaske vin, og vi får lejlighed til at stille det store spørgsmål: ”Hvorfor går du?” I august måned er det mest unge spaniere, der er på farten (1/4 af alle pilgrimmene i dag er spaniere i alderen 20-30 år). Men vi mødte også de tre unge danske veninder, der hver morgen ved solopgang holdt pause og istemte Grundtvigs morgensalme ”Morgenstund har guld i mund”. Tak og lovsang trængte sig på i mødet med Guds skaberværk. Naturen fik dem til at tænke på Paradis. Skove, marker, enge, bakker, floder og hav, skyerne på himlen, lys og mørke, sol og stjerner, alt sammen giver det dunkle mindelser om verdens skabelse, Paradiset, som vi kommer fra og som vi vil vende tilbage til efter opstandelsen fra de døde. Sådan fortæller den ene dag den anden, at vi er på vej mod evigheden.. En aften var det det et ungt par, der havde trukket sig tilbage på en madras på gangen, hvor de skiftedes til at læse et afsnit af Bibelen højt for hinanden. Ønsket om at give vandringen en bibelsk reference-ramme gav dem lyst til at lede i Skriften. Det blev 5. Mosebog 31,6, der kom til at slutte dagen for parret : ”Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem, for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke!” En dag kom jeg i snak med en ungarsk mand, der fortalte, at han havde mistet alt: forældre, kone og barn, to jobs. Tynget af modløshed tog han skridtet til en nyorientering i sit liv. Mange mennesker går som han som følge af en krisesituation: sygdom, arbejdsløshed, dødsfald, skilsmisse. Sådan var det også for franskmanden, der i forbindelse med en separation reflekterede over sit livs fejltagelser, alle synderne og mente, at jo flere vabler og sår - desto bedre bodsvandring! Endelig var der pensionisten fra New Zeeland, som havde begyndt sin vandring hos datteren i Tyskland. På de mange dages ensomme vandring havde fortidens mennesker slået følge med ham i tanken, og han havde fået skældt ud eller sagt undskyld. Og langt om længe var det, som om brikkerne i hans livs puslespil faldt på plads, så han nu kunne forsone sig med fortiden. Sådan fortalte han, mens tårerne randt ned af hans kinder. Svarene på, hvorfor nutidens pilgrimme begiver sig på vandring er naturligvis lige så forskellige som mennesker er forskellige. Nogle ved ikke hvorfor, men føler sig simpelthen draget af caminoen. Måske er det længslen efter natur, stilhed, det enkle liv, fællesskab, Gud. Den spirituelle tørst, længslen, som er svær at forklare, men som vi så udtrykt i en graffiti langs vejen: Støv og mudder, sol og regn Sådan er vejen til Santiago. Tusinder af pilgrimme Igennem mere end 1000 år. Hvem kalder dig, pilgrim? Hvilken hemmelig magt lokker dig? Det er hverken stjernehimlen Eller de mægtige katedraler. Det er ikke Navarras tapperhed Eller Rioja-vinen. Det er ikke Galiciens havfrugter Ej heller Kastillens marker. Pilgrim, hvem kalder dig? Hvilken hemmelig kraft lokker dig? Det er ikke menneskene undervejs Ejheller de lange traditioner. Hverken kultur eller historie Eller hanen i Santa Domingo, Ikke Gaudi`s palet Ejheller Pontferrada`s slot. Alt dette ser jeg i forbifarten, Og det er en nydelse at se det. Men stemmen, som kalder mig, Føler jeg meget dybere i mig. Kraften, som driver mig, Magten, som lokker mig Den kan jeg heller ikke forklare, Det kan kun Han deroppe! Besøg i Villa Mayor Midt i Navarras bjerg- og vinlandskab ligger landsbyen Villa Mayor de Mont Jardin. Den faldefærdige kirke er desværre lukket, men et ungt par har fået lov til at slå deres telt op på græsplænen bag sakristiet. Vores formål med at komme her er at besøge stedets lille pilgrimsherberg, der har plads til 25 overnattende pilgrimme. Stedet drives af den kristne organisation Oasis i Holland og er bemandet med 5 frivillige lægfolk derfra. Vi kom uanmeldt og blev modtaget med stor gæstfrihed, fik en icetea serveret under parasollen, inden vi blev vist rundt på herberget. Udsigten fra tagterrassen var vidunderlig - over byens gamle tage, de gulnede marker og bjerget med den gamle borg på toppen. Et pludseligt regnvejr fik temperaturen til at falde drastisk med 10 grader, og vi fortrak indenfor. I køkkenet herskede travlhed med at forberede middagsmaden. Det er så heldigt, at herbergslederen Marcel er uddannet kok, så vi fik en 3-retters menu. Vel bænkede omkring bordene i den lille stue bød han os velkommen, hvorefter Jesu ord fra Math. 11,28 blev læst op på forskellige sprog : ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile!” En sådan Bibeltekst om bagagen og byrderne, vi kan lægge fra os får ny aktualitet og mening for de mennesker, der med fuld oppakning har vandret i dagevis. Fornemmelsen af hjemlighed og fællesskab er stor på det lille herberg. Som afslutning på måltidet fik pilgrimmene udleveret et lille hæfte med Johannes-evangeliet som gave. Vi takkede for gæstfriheden ved at synge Ingemanns gamle pilgrimssalme : ”Dejlig er jorden”, inden vi i fællesskab klarede opvasken. Et blik i herbergets gæstebog giver et praj om den erkendelse, mange pilgrimme får: Ich suchte Gott und fand ihn nicht. Ich suchte mich selbst und fand mich nicht. Ich ging zu meinen Nächsten, und wir trafen uns zu dritt. Pilgrimsvandring handler om at søge efter rødder, identitet og sammenhæng. Men det handler også om opbrud fra tidens materialisme og selvoptagethed og en søgen efter helt andre værdier: fællesskabet med Gud, med hinanden og med skaberværket.

Artiklen er fundet på Pilgrimsvandring.dk