Du er min ø i havet

Boganmeldelse:

Ray Simpson: ”Du er min ø i havet – keltiske bønner fra Lindisfarne” (Boedal 2010) 176 s., 149 kr.

Denne dejlige bønnebog indeholder moderne, keltisk inspirerede tidebønner fra Englands hellige ø, Lindisfarne. Der har været kontakt mellem Skandinavien og Lindisfarne i mange hundrede år. Det var det første sted på De britiske Øer, der blev ødelagt af vikingerne, i 793. Overfaldet på dette Englands helligste sted sendte chokbølger gennem Europa. Alligevel ser det ud til, at unge munke, der blev taget med til Norge som slaver, bragte den kristne tro med til de storfamilier, de kom til. Langs den norske kyst findes der kristne gravstøtter fra det 8. og 9. årh., der vidner om dette.

I en tid, der er præget af stress og jag, er disse livsnære bønner en hjælp til mennesker, der mærker behovet for et regelmæssigt bønsliv. Elizabeth Knox-Seith har udover at oversætte bønnerne også skrevet en meget fin introduktion til bøn i den keltiske tradition: ”Bønnen var blandt bønder og fårehyrder noget, man styrkede sig ved, midt mens man holdt øje med lammene, malkede en ko, gik i marken, såede, pløjede eller høstede. Bønnen er ikke noget, der behøver være bundet op på særlige dage, men noget der indgår, som en del af ens åndedræt, i den daglige dont. Således bliver bøn og arbejde ikke adskilt, men gjort til en enhed.” Enheden med naturen var stærk i den keltiske tradition: ”Det var ved at lytte til bølgernes brusen, ved at høre vindens susen, ved at mærke regnens forsigtige dryppen på taget, at man mærkede dybden af Guds væsen og nærvær.”

Bønnebogen kan bruges både af enkeltpersoner og i fællesskab, ikke mindst ved friluftsgudstjenester og på pilgrimsvandringer i ”Guds grønne katedral”. Den indeholder et væld af hverdagsbønner, og på Danske Kirkedage vil jeg benytte denne fine bøn ved en aftengudstjeneste:

Lad lyset skinne og arbejdet være afsluttet.

Lad blomsterne og dataskærmene lukke sig.

Lad solen gå ned og verden blive stille.

Lad Guds søn være os nær.

Velsignet være al skabning,

Og alt som har liv.

Velsignet være jorden,

Må den være et trygt underlag

For vort leje i nat.

Velsignet være ilden,

Må den gløde i os i nat.

Velsignet være luften,

Må den gøre vort åndedrag let i nat.

I 2006 rejste en gruppe skandinaviske pilgrimsledere og –præster til den skotske ø Iona for at deltage i et træf om pilgrimsliv, primært med det formål at udveksle erfaringer og danne netværk. I programmet fra Iona Abbey Centre var ugen annonceret således:

”Pilgrimage: A way to communicate and worship

Pilgrimage was at the heart of Celtic Christianity, and again has become popular, certainly in Scandinavia. In this week we will explore its potential for lifestyle, worship and interfaith dialogue”.

Vi mødtes i Glasgow på IBIS-hotel, der fungerede som opsamlingsted for de rejsende, som kom fra mange retninger, og alle havde godt af en god nats søvn, inden den lange rejse til Iona begyndte tidligt næste dag. Busrejsen gennem det skotske højland var en oplevelse i sig selv for de mange, der ikke havde været i Skotland før – og selve turen var således i sig selv en del af ankomstens proces. Rejsen til Iona er ikke enkel, og for at komme frem, må man først med en færge til øen Mull, og igen køre med bus gennem bjergrigt og imponerende landskab, indtil man kommer til et nyt færgeleje, hvor en lille lokal færge på fem minutter fører én det sidste stykke.

Iona Community´s historie – et kort rids

Iona er i den skotske traditionshistorie blevet kendt som ”øen med det tynde slør” – altså som et helligt sted, hvor det er muligt at komme dybere i den indre åndelige erfaring, og mærke Gudsnærværets betydning. Øen har siden 600-tallet haft kirkehistorisk betydning, og dens betydning blev genopdaget og revitaliseret i slutningen af 1800-tallet, hvor interessen for keltisk spiritualitet igen fik sig en renæssance. Genopbygningen af den gamle Iona Abbey, bygget af benediktinere i begyndelsen af 1200-tallet begyndte, og blev fuldført af Iona Community igennem en lang proces, der påbegyndtes i 1930´erne af den visionære George MacLeod.

George MacLeod er nu, ikke mange år efter sin død, i sig selv blevet en legende, næsten på linie med de gamle helgener, der har præget Ionas historie siden 600-tallet. Med et godt skotsk ”glimt i øjet” sammenlignes hans stærke personlighed med Sankt Columba, der grundlagde det første kloster på Iona for 1400 år siden. Det er nok heller ikke en overdrivelse at sige, at den indsats, George MacLeod har gjort for at genoplive den keltiske ånd på Iona, har givet den lille ø en helt ny status, efter at have ”henligget” med sine forfaldne klosterruiner siden reformationstiden – blot som et fattigt udkantssamfund med få lokale fiskere og fåreholdere.

George MacLeod var ikke kun optaget af at genoplive den keltiske spiritualitet, men af at fornye den skotske kirke fra yderst til inderst. Efter en kardinal oplevelse i Gravkirken i Jerusalem i begyndelsen af 1930´erne, hvor han deltog i en ortodoks gudstjeneste, blev han grebet af at forny den indre ånd i kirken. Han tog hjem til Glasgow og startede et omfattende socialt arbejde i de fattige kvarterer – i forsøget på at give folk identitet og værdighed tilbage. Samtidig rejste han ofte til Iona på personlige pilgrimsrejser, og fik dér den vision, at man kunne fuldføre den påbegyndte, men endnu ikke færdiggjorte restauration af Iona Abbey og gøre stedet til et fornyelsessted for hele den skotske kirke.

Handlekraftig, som han var, besøgte han et mangfold af mennesker, som havde penge og indflydelse, og overbeviste dem om betydningen af sin idé. Han organiserede arbejdslejre for unge præstestuderende og arbejdsløse fra miljøerne i Glasgow, der hver sommer siden slutningen af 1930´erne tog til Iona for i månedsvis med deres bare næver at arbejde på at genopbygge den gamle klosterruin. De boede under næsten umulige vilkår, men ansporet af George MacLeod´s ubønhørlige vilje og evne til at skaffe finansiel støtte, fuldførtes projektet gradvist.

George MacLeod blev grundlæggeren af Iona Community, der blev et formaliseret fællesskab mellem de mennesker, der gennem alle mulige former for aktiv indsats knyttede sig til den vision, det var at genopbygge det gamle kloster og gøre øen til et retrætested for alle, der ville arbejde for kirkens fornyelse. Samtidig fortsatte arbejdet blandt de fattige i Glasgow og i mange andre sammenhænge, og Iona Community gjorde det til en eksplicit politik, at spiritualitet og socialt ansvar måtte høre nøje sammen.

Iona Community, der i dag fortsat har sin base i Glasgow, har udviklet sig til en paraply for mange aktiviteter, og har en relativ stor økumenisk bredde i sin medlemsskare. Alle, der tilslutter sig, enten som ”members”, ”associates” eller ”friends”, siger ja til at bruge en del af sin indtægt og sit livsengagement på sociale projekter efter eget valg. I Skotland ikke mindst har dette fået betydning for debatten omkring kirkens rolle i samfundet.

Pilgrimsspiritualiteten og den keltiske tradition

Ian Bradley, som er en stor kender af den keltiske tradition, var en stærk inspirator i sin undervisning, idet han dels selv er grebet af Iona Communitys vision, og samtidig forholder sig kritisk til den.

Ian Bradley er især kendt for sine bøger af den keltiske kristendom, og for sin afdækning af de myter, der igennem en udpræget romantisering har dannet sig omkring den keltiske tradition. Hans første bog var den populære ”The Celtic Way” fra 1993, som han senere, i 1999, gjorde et delvis opgør med gennem bogen ”Celtic Christianity – Making Myths and Chasing Dreams”. Han har desuden foretaget en del forskning omkring Sankt Columba, hvilket bl.a. udfoldes i bogen ”Columba – Pilgrim and Penitent” fra 1996.

Den bog, der i dag er mest kendt og diskuteret, er ”Colonies of Heaven – Celtic Models for Today´s Church,” udgivet i år 2000. I løbet af de oplæg, Ian havde i løbet af ugen, var det særligt overvejelserne fra denne bog, som stod i fokus – ikke mindst med tanke på, hvordan pilgrimsspiritualiteten kan være en fornyende faktor i kirkelige sammenhæng, lokalt såvel som globalt.

Liturgien

Sammen med Victoria Rudebark gik vi på opdagelse i den liturgiske tradition, Iona Community har udviklet, og et stærkt bidrag til denne erfaring var deltagelsen i de tre daglige tidebønner. Hver aften i løbet af ugen repræsenteres et nyt tema ved aftenbønnen i Iona Abbey – og rytmen i ugen bliver således slået an ved disse tema´er: velkomst (lørdag), stille tid (søndag), retfærdighed og fred (mandag), helbredelse (tirsdag), at give et løfte (onsdag), communion (torsdag).

Ved den afsluttende gudstjeneste torsdag aften foregår en smuk nadveruddeling fra et stort langbord, der sættes op, så det fylder den øverste del af kirkesalen. Her sidder folk i cirkel på cirkel, efter keltisk tradition, og lader brød og vin gå rundt fra hånd til hånd, mens hver enkelt får de velsignende ord tilsagt af naboen og selv giver dem videre. Vi blev bedt om at komme med et skandinavisk bidrag – hvilket blev en stående, højtidelig afsyngelse af ”Dejlig er Jorden”, på én gang på både norsk, dansk og svensk, så det rungede i de gamle klosterhvælvinger.

Det vil være for omfattende her at komme ind på dybderne i den liturgiske tradition, og hvordan den keltiske inspiration gør sig gældende – men der er ingen tvivl om, at den sanselige erfaring, man får af liturgiens betydning, præger hele opholdet på Iona og det, man tager med sig hjem.

Naturen som pilgrimsmål

En anden del af den sanselige erfaring, som gjorde indtryk på de fleste, var muligheden for at gå på opdagelse i den stærke natur, der præger Iona. Samhørrighed med naturen er en central del af den keltiske spiritualitet, og selve erfaringen med Guds nærvær udtrykkes ofte i den keltiske poetiske tradition gennem naturmetaforer.

Midt på ugen var der efter traditionelt mønster planlagt en fælles pilgrimsvandring rundt til nogle af de markante pilgrimsmål på øen – bl.a. Sankt Columba Bay. Her samlede alle små rullesten op, som man hver især med stor kraft smed i vandet, netop på det sted, hvor Columba landede sammen med sine munke i midten af 600-tallet. Dette gøres som symbol på bod, og inden man forlader stranden, er det en tradition at samle en ny lille sten op, som man bærer med sig som tegn på håb og fornyelse.

Vandringen fortsatte igennem det smukke, klippefyldte landskab til Hermit´s Cell, markeret med en lille, næsten ubemærkelig cirkel af sten, som kan være svær at finde, hvis ikke man har været der før med en vejleder. Her afsluttede vi den lange og til dels regnfulde vandring med at sidde i dyb stilhed. Tårerne løb, sammen med regnen, og der var ingen, der forlod stedet uden at være berørte af det nærvær, som er sanseligt på øens hellige steder.

Efterfølgende foretog flere af deltagerne individuelle vandringer rundt på øen, og kom tilbage med unikke erfaringer. Mange fandt deres særlige meditative steder, som de søgte til, og nogle udforskede huler og kløfter, bl.a. et særligt fænomen et bestemt sted på øens nordkyst, ”the sprouting cave”, hvor presset fra tidevandet på særlige tider af dagen får vand til at stå op i store kaskader, imponerende med sin kraft.

Min pilgrimsvelsignelse v/ Jans-Erik Lindström

Enkelte oplevede ikke bare stilheden, men også kontrastens voldsomme modstykke. Sidst på ugen blev øen pludselig overfløjet af et lavtflyvende jagerfly på øvelse fra British Airforce. Her erfarede de mediterende pilgrimme, der havde søgt ud på de afsides klipper, den chokagtige forskel mellem den følsomhed, man kan opnå i naturen, og så den voldsomhed, som er civilisationens spor. Dette gjorde det endnu mere indlysende at forstå, hvorfor Iona Community blandt andet har gjort fredsarbejde til én af sine vigtige mærkesager.

Der er ingen tvivl om, at udfordringen, som gruppen tog med sig hjem fra Iona, i høj grad drejer sig om, hvordan man danner fællesskaber i en individualiseret, postmoderne tid – fællesskaber, der på én gang skaber rammer og samtidig giver frihed nok til, at moderne mennesker kan føle sig hjemme. Her er netop begrebet ”pilgrim” centralt, idet det anerkender, at mennesket på én gang er på en livslang vandring, og at Gud bevæger sig med hver enkelt på en helt unik og særegen måde – og samtidig, at vi som menneskehed har fælles erfaring, og fælles rødder, og hermed har behov for rammer, der giver grobund for en erkendelse af dette fællesskab, og for en udfoldelse af det.

I Galicien tager vi udgangspunkt i den keltiske kristendoms helhedssyn på mennesket og naturen. Kelterne opfattede universet som ét stort sammenhængende væv. Naturen prædiker på sin egen måde om Guds storhed, om livets undere, Guds gode gaver. Vi går ”på hellig grund” og har medansvar for miljøet, skaberværket. Den keltiske pilgrimsspiritualitet, der voksede frem i Irland og Skotland fra det femte århundrede skal udfordre og inspirere os undervejs, bl.a. med gamle rejsebønner:

Gud være med dig gennem alle kløfter, Jesus være med dig, når du vandrer på bakkerne, Ånden være med dig på din vej gennem floderne; Gennem alle odder og højder og sletter; På hver sø og i hvert land, På hver hede og hver eng; Hver gang du lægger dig, og hver gang du står op; I bølgedale og på bølgekamme, I hvert eneste skridt på vejen, du går

Holy Island Lindisfarne – et pilgrimsmål i Nordsøen

We are pilgrims on a journey,

Fellow trav’llers on the road;

We are here to help each other

Walk the miles and bear the load.

(Richard Gillard, i ‘New hymns & worship Songs’)

Som øbo, født og opvokset på Ærø er det altid specielt hjemligt at besøge mindre øer. Ikke mindst navnet ’Holy Island’ har pirret min nysgerrighed, så da jeg for nylig blev inviteret til at besøge ægteparret Ruth og Graham Booth, der leder et retrætested på øen, var jeg hurtig til at sige ja tak.

Efter at være landet med fly i Edinburgh præsenterede Skotland sig på bilturen i smuk efterårsdragt. Vi nåede akkurat øen, da tidevandet steg og begyndte at slikke vejbanen og bilens hjul. Jeg er ankommet til Northumberlands kyst i det nordøstlige England. Her er tusindvis af fugle, sorte klipper og klitter ud mod Nordsøen, hvorfra vikingerne hærgede for 1200 år siden. Jævnligt bliver folk fanget af højvandet, hvorfor store plakater advarer de besøgende og råder til at checke tidevandstabellerne på lokale turistkontorer eller via nettet. Blot to gange daglig giver ebben mulighed for at komme til Lindisfarne, som bebos af 120 mennesker i en lille landsby med de typiske grå stenhuse. Her er flere cafeer og småbutikker, et posthus, et par hoteller, B&B-steder, museum samt et par retrætehuse. Et af den er ’Open Gate’, hvis bestyrerpar er mine værter. Det økumeniske ’St. Aidan & Hilda Community’: www.aidanandhilda.org er opkaldt efter missionæren og den senere helgen, St. Aidan, der i 635 kom fra Iona til Holy Island. Her grundlagde han et kloster, hvor han blev prior. I 12 år underviste han præster og vandrede omkring i klitterne og prædikede evangeliet. Han døbte og uddelte nadver fra sit bærbare alter. Her startede kristendommen, og derfor kalder englænderne øen ’kristendommens vugge’. Sådan blev øen åndeligt centrum og valfartssted for pilgrimme gennem århundreder. Selv kan jeg tænke mig at foretage en vandring ad St. Cuthberts Way, 100 km. fra klosterbyen Melrose i Sydskotland gennem et varieret landskab: over marker, heder og åbne vidder østover til Tweed’s flodbred og Holy Island. Især glæder jeg mig til pilgrimsrutens sidste strækning ud til øen, som man kan vade til i bare fødder ved lavvande, markeret med høje pæle i vandet. www.lindisfarne.org.uk

I den anglikanske St. Mary’s Church er der daglig morgen- og aftenandagt samt naturligvis søndagens gudstjeneste efter Church of England’s traditionelle liturgi. Jeg glædede mig over salmens ord:

Come, build the church – not heaps of stone

in safe, immobile, measural walls,

but friends of Jesus, Spirit-blown,

and fit to travel where he calls.

(Brian Wren, I ‘New hymns & worship Songs’)

Kirken ligger i forlængelse af det gamle abbedi, Lindisfarne Priory, hvis stolte ruiner tegner sig markant mod himlen. Nogle få fiskerbåde ligger og vipper på sandet, ventende på højvandet. Udenfor byen knejser en eventyragtig borg, Lindisfarne Castle. Stik vest på den anden side af Nordsøen ligger det sydlige Norge, hvorfra vikingerne hærgede. Holy Island blev det første terrormål for vikingerne, år 793 med et veritabelt blodbad. Munkene må være taget på sengen, helt uvidende om den vildskab og ondskab fra øst måtte de flygte til fastlandet. En del blev taget med tilbage til Norge som slaver. Angrebet blev begyndelsen på 250 års hærgen i Europa. Sidenhen, i det 11. årh. kom benediktinermunke, der grundlagde det mægtige abbedi, der i 400 år husede munke, indtil Henrik den 8. lukkede Englands klostre.

Som skandinav havde jeg en dårlig smag i munden og skammede mig over forfædrenes grusomme hærgen. Som en lille ’bodsgestus’ havde jeg derfor taget en lille statue med som gave til ’Open Gate’. Statuen forestiller Olav den Hellige (995 – 1030), den norske vikingekonge, der undervejs på sine togter mødte den kristne tro, blev døbt og vendte hjem for at kristne Norge. Hans fald i ’slaget ved Stiklestad’ 1013 markerede starten på kristendommen i Norge. Ifølge traditionen oplevede man helbredelsesundere ved hans grav, og allerede året efter hans død blev han erklæret helgen. Siden blev den prægtige Nidaros domkirke bygget www.nidarosdomen.no På kirkens Vestfront er der et hav af ornamenter og figurer, bl.a. Olav den Hellige, som hver sommer bekranses på hans dødsdag den 29. juli. Det var en kopi heraf, jeg bragte med som symbol på forsoning. Statuen befinder sig nu i retrætehusets kapel og minder om vores fælles historie. Meget af vores åndelige arv genkender vi den dag i dag i den keltiske spiritualitet. På samme tid en jordnær og himmelvendt kristendom.

Den besøgende kan med fordel gå en tur i øens naturreservat. Det tager fire timer at gå øen rundt. Her hersker den store stilhed, kun afbrudt af spredte mågeskrig. På øen er det utroligt rigt fugleliv: over 300 arter, bl.a. klyder, stære, rødben, tårnfalke, snepper, måger, edderfugle, hejrer. En gummistøvleklædt muslingesamler vader rundt med sin spand på de glatte, sorte klippesten. På markerne græsser fårene fredeligt, og langs stranden forsvinder fodsporene hurtigt i sandet og leder tankerne hen på vores korte menneskeliv.

Landscape has a secret and silent memory,

A narrative of presence

Where nothing is ever lost or forgotten.

(John O’Donohue, I ‘Anamcara: Spiritual Wisdom from the Celtic World’)

Efter aftenandagten i kirken var jeg inviteret til middag i ’The Vicarage’, hos præsten og hans familie. Her var ild i kaminen og ’Shepherd’s Pie’ på middagsbordet. Det blev en hyggelig aften med samtaler i en skøn blanding af øsladder, kirkeliv og telogi. På vejen hjem hørte jeg en mærkelig lyd. Først troede jeg, det var en ugle, men det var sælerne, der sang i natten og gav næring til de eventyr, der her har udspundet sig…

I bogen ’Give Yourself a Retreat on Holy Island’ (1998) giver forfatteren og præsten Ray Simpson råd til hjemrejsen fra Holy Island: ’Gå ned til havnen og betragt bådene. I kærlighed til Gud sejlede de keltiske pilgrimme derhen, hvor Guds ånd måtte føre dem, ligesom de vandrede derhen, hvor Guds ånd ledte dem. Keltisk inspirerede kristne ser på hele livet som en rejse. Hvorhen ønsker Gud at føre dig denne gang? Hvordan skal du forberede dig? Hvilke bånd må brydes, sådan at du kan blive fri til at tage af sted? Husk, at vi kan være fri i vort indre, selv når det føles, som om vi er i en ørken.

Bådene bruges i al slags vejr til at fange hummere, krabber og fisk; men der er dage, hvor fiskeren ved, at bådene bør ligge fortøjede. I vort liv er der en tid til at sætte sejl, og en tid til at kaste anker.

Se tilbage på dit liv. Prøv at finde ud af, hvor Gud har ført dig hen. På hvilke dage kaldes du til at lette anker, eller til at kaste anker? Nogle mennesker mediterer over den sidste rejse ind i evigheden. Et billede, som ofte bruges på dette er en båd, der roligt lægger til kaj i solnedgangen.’ (min oversættelse)

Featured Posts
Recent Posts
Archive
Search By Tags
No tags yet.
Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

KONTAKT

Elisabeth Lidell
(+45)22371950
elisabeth(a)lidell.dk

BESKED

© 2018 Machinedrops