Bøn gennem 1000 år
Boganmeldelse:
Brian Patrick McGuire: Hjælp mig, Herre – Bøn gennem 1000 år
Forlaget ALFA, 2011 (285 sider, 298 kr.)
Der er ingen grund til at bede alenlange bønner. Fold blot hænderne og sig: ”Herre, som du vil, og som du ved, forbarm dig over mig.” Men hvis der er uro i din sjæl, tilføj: ”Hjælp mig.” Og fordi han ved, hvad vi har brug for, vil han vise os sin barmhjertighed.
(Abba Macarius, Ørkenfædrenes Ordsprog, Bog 12: At man skal bede uden ophør)
v/ Elisabeth Lidell
Den flittige middelalderprofessor fra RUC, Brian McGuire har gennem undervisning, foredrag og interessante bøger korrigeret danskernes historiesyn, bl.a. i ’Den levende middelalder: fortællinger om dansk og europæisk identitet’ (2005) og ’Da himmelen kom nærmere: fortællinger om Danmarks kristning 700-1300’ (2009). Som historiker ønsker han at give en nøgle til forståelse af fortiden. Han trækker på traditionen m.h.p. fornyelse: ”Middelalderen var en barsk tid at leve i, men bønnen gav livsmod og tro på fremtiden… Middelalderens bønner kan kaste deres lyse håb ind i vor egen tid.” (s. 75) Bogen skal læses langsomt - som ’ruminatio’, Luthers beskrivelse af meditativ bøn: at tygge drøv med hjertet.
’Hjælp mig, Herre – Bøn gennem 1000 år’ er en velskrevet, sober gennemgang af den personlige bøns udvikling gennem et årtusinde, fra Augustins ”Bekendelser” i slutningen af 300-tallet over Jean Gersons bønner til skytshelgenen Johannes Evangelisten i begyndelsen af 1400-tallet. Alle meget forskellige bønner til Gud og hans specielle venner, helgenerne.
Medforfatter og – oversætter af de græske tekster er biskop Henrik Christiansen med det, der blev hans sidste bidrag til dansk teologi, kronen på værket. Et konglomerat af dansk kirkelivs ’Grand old Man’ finder vi i hans gode, opbyggelige ord: ”Evangeliet giver os lov til, ja, befaler os at håbe på Gud og hvile i Guds kærlighed. Han accepterer os som sine kære børn uden vor fortjeneste alene, fordi han er god. Derfor er Evangeliet en uudtømmelig kilde til et jævnt og muntert, virksomt liv til Guds ære og i tjeneste for verden i det daglige livs indsats i hjem, på arbejdsplads og i det politiske og folkelige liv.” (s. 250 ff). Hvilket åndeligt testamente til os præster i folkekirken!
Kirsten Kleins karakteristiske sort-hvide landskabsbilleder indfanger bønnernes spiritualitet og glæde over Skabelsen. På forsidefotoet af himmel og jord ses en stor sten i landskabet. Som beskuer drages jeg indi landskabet og får lyst til at hvile mit hoved på stenen, hvilket leder tankerne hen på Jakobs drøm med himmelstigen, der etablerer forbindelse mellem Gud og mennesker. Omslaget indikerer straks, at denne bog handler om bøn - og om generationers tørst efter mening og sammenhæng.
McGuire giver præcise beskrivelser af middelalderens betydningsfulde skikkelser i koncentreret CV; således min yndlingshelgen Frans af Assisi (1181/82-1226): ”Det er umuligt at behandle Frans med den respekt, han fortjener. I vor tid er han blevet en sentimental skikkelse, en slags hippie, der dyrkede naturens kræfter. I virkeligheden var Frans en middelalderkristen, der var præget af den samme impuls, som findes hos utallige andre helgener: han oplevede, at Gud kaldte ham til at angre sine synder. Derfor måtte han forlade faderens hjem og forretning og vie sit liv til de fattige og nødlidende. Undervejs fandt Frans, at nogle af hans barndomsvenner også kunne ledsage ham på en åndelig rejse, der førte dem til pavens hof og skabelsen af en ny broderorden. De små brødre, som franciskanerne kalder sig, ønskede at udbrede evangeliets gode nyheder. Frans’ bønner viser et menneske, som søgte og lovpriste Gud gennem skabelsen.” (s. 211).
I forbindelse med sjælesorgssamtaler, på retræter og på pilgrimsvandringer hører jeg tit mennesker udtrykke deres længsel efter at overgive sig til Gud; trangen til at tage skridtet fuldt ud og vove sig ud ”paa de 70.000 Favnes Dyb” (Søren Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger, 1847). Et puf i en sådan retning kan gives af Brian McGuire. For udover at opfriske kirkehistorien, giver han læseren inspiration til at sætte ord på sit indre liv, sin egen bønspraksis. Han indleder med at skrive meget personligt om sit eget forhold til bøn. Således bliver bogen en personlig bekendelse til den kristne tro – en bekendelse, han har tøvet med i flere år. Og på den måde kan læseren spejle sig i forfatterens troshistorie.
Gennem alle tider har mennesker oprigtigt forsøgt at finde et sprog, der kan skabe større nærhed til Gud. Og det er forbløffende, hvor moderne en 1000 år gammel opfordring til bøn forekommer at være. Som præst m/k er det ikke svært at identificere sig med ordene:
”Kom nu, lille mand, kom væk en stund fra dit arbejde, gem dig en smule fra dine forvirrede tanker. Kast dine tunge tjenstlige pligter af dig, og slap af fra din møjsommelige anspændelse. Giv dig selv lidt fri af hensyn til Gud. Og hvil lidt i ham.
Gå ind i dit sinds kammer, og søg ham bag lukket dør. Sig nu af ganske hjertet til Gud: Jeg søger dit ansigt. Dit ansigt, Herre, spørger jeg efter.
Og nu altså, du Herre, min Gud, lær mit hjerte, hvor og hvordan det skal søge, hvor og hvordan det finder dig. Herre, hvis du ikke er her, hvor kan jeg så søge dig, når du er borte fra mig? Men hvis du er overalt, hvorfor ser jeg så ikke din tilstedeværelse?” (kapitel 1: Opvækkelse af sindet til at betragte Gud.)
Kapitel 1: Opvækkelse af sindet til at betragte Gud (tiltale i Proslogion, s. 178) Anselm af Canterbury (1033-1109)
