Ånd har krop
Boganmeldelse:
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os…” (Johs. 1, 14)
Af Elisabeth Lidell
Anna Marie Aagaard: ÅND HAR KROP – teologiske essays.
Forlaget ANIS, 2005, 248 sider, 249 kr.
Anna Marie Aagaard har præget en hel generation af Århus-teologer, i adskillige år som eneste kvindelige underviser på fakultetet. Anna Marie Aagaard er en beskeden, flittig og lærd person, som i høj grad besidder formidlingens kunst og inspirerer ved originale og forfriskende vinkler på teologien. På trods af sin tørre, knirkende stemme fik hun mange af os studerende til at føle, at dogmatik var det mest spændende fag, fordi vi gennem hendes gedigne undervisning endelig blev præsenteret for den grundholdning, at teologi og det virkelige liv hører sammen.
Anna Marie Aagaard har siden fastholdt det dogmatiske arbejde som teologiens livsnerve, og der går en lige linie fra doktordisputatsen ”Helligånden sendt til Verden”(1973) over ”Identifikation af kirken” (1991) til disse nye, teologiske essays om kristen tro. Under læsningen fylder bogen én med glæde over, at man er teolog og præst – eller den danske folkekirkes ”trosvikar”, som Anna Marie Aagaard betegner os, som i dag står med den krævende opgave at formidle kristen tro, så mennesker, der i et kulturelt og religiøst broget samfund måtte vælge kristendom som livsorientering, også kan genkende det, de vælger, netop som kristen tro.
Med referencer til Paulus og Oldkirken repeterer forfatteren troens grundpiller og præsterer at få eksegese, teologi og film til at hænge sammen. Hun minder om, at kristentro i Europa ikke længere er baseret på socialt nedarvet forpligtelse, men er blevet en livsholdning, der vælges – eller fravælges. Derfor er det vigtigt at overvinde kirkelig konturløshed og genvinde en kirke med krop: de helliges samfund, hvor den kristne gudsfortælling og sakramental praksis indøver mennesker, der vælger at indlade sig med kristen tro, i at lovprise Gud og forholde sig til virkeligheden (fra kloning til lokalpolitik og udviklingshjælp) på en måde, der lader sig genkende som kristen. Vi kan bruge Bibelen som hjælp til at turde være en kirke, der lægger krop til Guds nådegaver og former mennesker til menighed. Liturgi forudsætter aktivitet og fællesskab. Man synger sammen; beder sammen; er indstillet på hinanden, er årvågne, ikke bedøvede af druk (Ef 5,18). Konkret kan det i dag hedde fejre gudstjeneste, tage på retræte, gå på pilgrimsvandring, bruge tidebønner og opprioritere hverdagsritualer: kommer hviledagen i hu, faster, synger aftensang, læser bordbønner, slår kors for sig.
Anna Marie Agaard skærer sit budskab ud i pap ved at henvise til en middelalderkommentar til Åb 10, 8-11: ”Bogen (som profeten spiser) er Kristi liv… den er sakramenterne og kirkens mysterier”. At være præst er at have spist Kristus. Intet mindre. Der er al grund til frimodighed! Præstegerningen giver ingen mening, hvis den ikke består i at sluge bogen, blive troens krop og sige: Så siger Gud Herren, jeres Skaber og frelser til jer i dag! Hvis præstegerning bare drejer sig om prisværdig social indsats eller iscenesættelse af overgangsriter ved fødsel, bryllup og død, så er en præst bare en noget uprofessionel NGO koordinator eller en marionet for underholdningsindustriens religiøsitetsboom. En præst, der ikke har slugt gudsfortællingen, så den former hele tilværelsen og al virkelighed (også hendes eller hans egen), er en yderst ligegyldig person i vore samfund. En kirke, der ikke har andet at sige end det, sækulariserede mennesker udmærket godt kan sige sig selv, er så inderlig overflødig på markedet.
Anna Marie Aagaards grundige overvejelser har fået form ud fra seks spørgsmål:
Hvad er kirke for noget?
Hvordan bruge Bibelen, hvis den skal være livsorientering i dag?
Hvorfor er det ikke ligegyldigt, hvordan gudstjeneste er sat sammen?
Kan man arbejde med åndelig vejledning, mystik og spiritualitet uden at havne som terapeut i behandlersamfundet?
Har tilgivelse noget at gøre i offentlighedens rum?
Har kristen tro et håb, hvis indhold kan formuleres?
Hvis man rundt om i de danske præstegårde føler, at man kun magter at læse én ny teologisk bog om året, må det i år være denne!
