Den hellige families rejse fra Det hellige Land til Egypten

I forbindelse med sognerejser har jeg gået i Jesu fodspor, besøgt ’Hyrdernes mark’ i Betlehem og stået i Fødselskirkens krypt og sammen med andre danskere sunget julesalmen ”Et barn er født i Betlehem”.

Ørkenen derimod kendte jeg længe kun fra barndommens historier med Selma Lagerlöfs vidunderlige Kristuslegender, bl.a. ’Flugten til Egypten’ om palmen, der bøjer sig ned for den hellige familie under deres flugt, så de kan plukke dadler og dermed undgå sultedøden.

Og så selvfølgelig fra Bibelens fortælling: Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« (Matt 2, 12-15)

Jesu første rejse var som flygtning, som ufrivillig pilgrim. Det er meget radikalt af Josef at tage sin drøm alvorligt og handle på den ved at flytte hele familien til et vildtfremmed land! For mig er det en påmindelse om, hvor vigtigt det er at holde drømmene i live!

Siden har jeg været i ørkenen i virkeligheden - i Egypten sammen med mine døtre. På kamelryg besøgte vi Sankt Katharina-klosteret i Sinaiørkenen, bygget over tornebusken (2 Mos 3, 1-6) På trods af krige og fjendtlige nabostammer har munkene formået at leve fredeligt i århundreder. En aften var vi på udflugt i ørkenen og besøgte en beduinerlejr, sad ved bålet og drak myntete og sang. På et tidspunkt gik vi lidt væk fra teltene og lagde os ned, så op i den kæmpestore stjernehimmel og sansede DEN STORE STILHED.

Ørkenen repræsenterer det farlige, uforudsigelige, trøstesløse. I ethvert menneskes liv er der noget farligt. Perioder med tvivl, sorg, afmagt o.a. krise, som kan føre os på ’ørkenvandring’. Men når vi slipper kontrollen og bevæger os væk fra vores tryghedszone og befinder os ’på Herrens mark’, får Gud en chance for at komme til! Så kan vi stå med tomme hænder og være parate til at modtage. For først, når mennesket indser, at der ikke er et eneste sted i tilværelsen, som er unddraget forandring, svaghed og sårbarhed kan muligheder åbne sig. Så får vi en chance for at indrømme, at vi ikke er egne herrer over livet, men er nødt til at lægge det i Guds hånd. Så kan ørkenen pludselig blomstre, vi kan finde en oase og synge med Grundtvig: ”Blomstre som en rosengård skal de øde vange” (DS 78,1), jf. profetien fra Es 35, 1-2 + 6):

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd… For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken

Her i juletiden kan vi spørge os selv, om vi har vigtige drømme, hvorigennem Gud prøver at fortælle os noget? Er der andre veje at gå? Er der er noget, vi skal forlade eller ligefrem flygte fra? Har vi vaner og usunde traditioner, der bør ændres? Kan vi drage til vort indre ’Egypten’, ørkenens stilhed og finde mere fred og ro i den hektiske livsstil? Tør vi foretage bevægelsen ud i ørkenen en gang imellem for at se livet ’on the rocks’, uden al den bagage, vi sædvanligvis slæber rundt med? Og vil vi lade Jesu barndomshistorie udfordre os med spørgsmålet, om vi selv kan åbne døren til hjerte og hjem og i gæstfrihed tage imod fremmede?