Foredrag

Moderne pilgrimsvandring – ud i det indre

​

De seneste år har mange moderne mennesker – også danske protestanter – grebet pilgrimsstaven. Pilgrimsvandring, bønsvandring, bibelvandring, temavandring og kirkegang handler om at søge efter rødder, identitet og sammenhæng. Men det handler også om opbrud fra tidens materialisme og selvoptagethed og om en søgen efter helt andre værdier: fællesskab med Gud, med hinanden og med skaberværket.

Pilgrimsvandring og valfart har altid været kendetegn på en levende kirke. De første kristne kaldtes ”dem, der hørte til vejen”. Pilgrimsvandring kan stadig inspirere til en levende tro. Evangeliet må ”have ben at gå på”, og vandringen i det ydre, fysiske landskab afspejler den indre rejse, bønnens vej mod Gud. En pilgrim går ”ud i det indre”. Den ydre, fysiske vandring hører sammen med den indre, åndelige vandring: længslen efter Gud. Føddernes monotone gang bliver en meditativ rytme, en slags klosterliv til fods. På en pilgrimsvandring ”beder man med fødderne”! Pilgrimmen ser det indre landskab bag det ydre: en usynlig, ekstra dimension bag denne verdens timelighed. Måske er man nødt til at bevæge sig fysisk for at kunne flytte sig mentalt? I en tid med mange hurtige skift, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår pilgrimstanken som en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro. En slags kristendom for alle sanser. 

Men hvad får fortravlede mennesker til at udskifte de hurtige moderne transportmidler med apostlenes heste? Hvad sker der, når man begynder ”at bede med fødderne”? Og hvor kan man finde rastepladser undervejs på den gamle danske pilgrimsrute Hærvejen?

 

Kirkegang i Guds grønne katedral – at bevæge sig i troens landskaber

Pilgrimsvandringen er en grundmenneskelig måde at udtrykke sin søgen på for den, der leder efter mål og mening med sin livsvej. Desuden er den bærer af den gamle talemåde: ”En sund sjæl i en sund krop” som en måde at kombinere fysisk, mental og åndelig helse. Landskabet og kulturhistorien kommer tæt på. Det er som et spændende eventyr at trænge ind i hjertet af det ydre landskab, som har så meget at fortælle om det indre landskab. For en pilgrim begiver sig ikke på vandring for at udføre en præstation, men for at søge livskvalitet og beskæftige sig med sig selv og de eksistentielle grundspørgsmål: Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen? Og hvorfor? På den måde får vandringen ligeledes en religiøs dimension: Hvad er min tro?

 

Foredraget kan suppleres med en lokal pilgrimsvandring.

​

Kristen spiritualitet

​

Spiritualitet er blevet et ord, vi alle kan bruge. Midt i en omskiftelig, effektiv og krævende verden er der flere, der begynder at interessere sig for åndelig fordybelse. I den lutherske tradition har hovedvægten været lagt på ordet og intellektet. Resultatet er blevet, at troens ydre kendetegn er nedprioriteret eller ligefrem mistænkeliggjort. Vi er stivnet i en luthersk ortodoksi og har mistet fromhedslivet i folkekirken. Men danskernes længsel efter at give troen liv er stor; det ses bl.a. i, at mange mennesker nu dykker ned i gamle fordybelsestraditioner som bøn og meditation, retræter og lystænding, pilgrimsvandring og åndelig vejledning. Så måske er der en spirituel vækkelse i gang i folkekirken? 

Bøn må være ens egne, personlige ord, som man kan bede af hjertet – og ikke en bedemølle, der skal lires af. Ægte bøn må være levende samtale med Gud. Men bøn kræver tid og ro. Derfor er det vigtigt at have et fast ritual, en fast praksis i sin daglige rytme. Det er sundt, at vi tager os tid til at blive alene med os selv, holder en pause i hverdagen, lukker døren og falder til ro i vores stue på et tidspunkt, hvor der ikke er andet, vi skal gøre end at sidde for Guds åsyn. 

I den kristne tradition er der gemt 2000 års erfaring af menneskers behov for sammenhæng og mening i tilværelsen. Og vi skal høre nogle bud på, hvordan man kan give troen krop i det nye årtusind.

 

Bønneworkshop – giv troen krop gennem bøn og fordybelse

Bøn kan se meget forskellig ud. Det kan være den spontane bøn, der bryder frem, når man bliver overvældet af glæde og ikke kan andet end at sige tak, eller når man er bange og ikke kan andet end at råbe om hjælp. Det kan også være bønner, der er formulerede af andre som f.eks. Fadervor. Endelig kan bøn også tage stilhedens form - meditation eller fordybelse over et Bibelord eller en kort bøn foran et billede eller et lys. Bøn er alfa og omega i relationen mellem Gud og mennesker.

I dag spørges der ikke kun efter kristendommens intellektuelle og dogmatiske side, men også kristendommens kropslighed, kristendom som erfaring, som noget eksistentielt. Det åndelige liv har fået en renæssance, også blandt mennesker, der ikke kommer i kirken. 

Ud fra egne erfaringer kommer giver jeg mine bud på en kristen trospraksis, bl.a. bøn, meditativ Bibellæsning, åndelig vejledning, retræte og pilgrimsvandring.

Samtidig udfordrer jeg deltagerne til at bryde blufærdighedstærsklen omkring trosemner, idet vi i små øvelser taler med hinanden om fromhedslivet samt gennemfører en Bibelmeditation over en evangelietekst.

 

Foredraget kan suppleres med en sogneretræte.

 

Pilgrimsgudstjeneste - en kirkegang i bogstaveligste forstand

Denne gudstjeneste vil forme sig anderledes end de traditionelle gudstjenester, idet det bliver en kirkegang i bogstaveligste forstand. Vi skal bevæge os! Rundt som på en livsvandring i mini-format. Noget af tiden skal vi gå i stilhed og meditere over vores livsvej.

I Folkekirken er vi blevet vænnet til at sidde passivt på kirkebænken under gudstjenesten. Men for at flytte os mentalt kan det være nødvendigt at flytte sig konkret og fysisk. Evangeliet skal ”have ben at gå på”!

Undervejs gør vi holdt ved forskellige stationer: på kirkegården, ved kirkedøren, ved døbefonten og i alterringen, hvor vi afslutter vores kirkegang med rejsekost i form af nadver.

Denne gudstjeneste kan evt. kombineres med et foredrag eller en efterfølgende vandring i lokalområdet.

  

Påske-vandrings-gudstjeneste – en anderledes gudstjeneste i ’den stille uge’ mellem Palmesøndag og Påskedag.

Vi bevæger os konkret i og udenfor kirken og lader de bibelske beretninger bevæge os undervejs:
Indtoget i Jerusalem (Math 21,1-9), fodvaskningen (Joh 13,1-17), nadverens indstiftelse (Math 26, 17-30), Langfredags vandring ad ’smertens vej’ (Math 27), påskemorgens glæde (Mark 16, 1-8) samt vandringen til Emmaus (Luk 24, 13-35)

 

Pilgrimsvandring i lokalområdet

Vi går ud i naturen og bevæger os ud landskabet. Undervejs holder vi nadver i det fri, taler med hinanden om eksistentielle emner og vandrer en strækning i stilhed. Vi besøger også den lokale kirke, hvor vi har en Bibel-meditation. De syv pilgrimsord vil være i fokus for vores samtaler: frihed, langsomhed, stilhed, enkelhed, fællesskab, bekymringsløshed og åndelighed.

På en pilgrimsvandring ‘beder man med fødderne’! Pilgrimmen ser det indre landskab bag det ydre: en usynlig, ekstra dimension bag denne verdens timelighed. Måske er vi nødt til at bevæge sig fysisk for at kunne flytte os mentalt? 

Pilgrimsvandring, bønsvandring, bibelvandring, temavandring og kirkegang handler om at søge efter rødder, identitet og sammenhæng. Men det handler også om opbrud fra tidens materialisme og selvoptagethed og om en søgen efter helt andre værdier: fællesskab med Gud, med hinanden og med skaberværket. 

Sådanne vandringer har jeg gennemført med sogne, højskoler, virksomheder og forskellige faggrupper.

 

 

Flere års positive erfaringer med pilgrimsvandring som en del af konfirmationsforberedelsen viser, at pilgrimsvandring er et godt pædagogisk værktøj for børn og unge. Det er nødvendigt at give børnene en trospraksis. For vi husker med kroppen: Det var sjovt at holde nadver i en to meter høj snedrive, sådan mindes en dreng sin konfirmationsforberedelse. Vi lærer, mens vi er i bevægelse. Ordet skal blive kød og tage bolig iblandt os, jfr. Joh 1,14. Derfor har jeg efterhånden udvidet pilgrimstanken for de unge. Mit ønske er at give dem nogle redskaber, en trospraksis, så de ved, hvad man kan GØRE, når man er kristen.

Som underviser, leder eller præst handler det om at være personligt til stede og at turde øse af sin egen livserfaring. Det kan f.eks. være frimodigt at fortælle om afveje og blindgyder i sit eget liv. Autentiske livs- og troshistorier fremmer nærværet. Det er endvidere et ’must’ at tale enkelt om det store, således at børnene og de unge gribes af kristendommens budskab og med andre ord forsøge at fortælle bibelhistorie fra føddernes perspektiv - og ikke fra hovedets perspektiv!

Som konsulent har jeg været ude i forskellige sogne og undervist præster og sognemedhjælpere i, hvordan man kan gennemføre undervisningen med pilgrimsvandring som pædagogisk metode. Ligeledes gennemfører jeg ofte sammen med lokale præster pilgrimsvandringer med minikonfirmander eller konfirmander i lokalområdet.