De hellige tre Konger – de første kristne pilgrimme

January 14, 2018

(Math. 2, 1-12)

 

 

På mange gamle danske døbefonte er indhugget motivet med de hellige 3 Konger, de vise mænd fra Østerland. Måske, fordi rejsen begynder her: den åndelige rejse, rejsen med Gud, mod Gud. I dåben begynder livets pilgrimsvej, hvor Herren bevarer vores udgang og indgang; hvor Jesus lover at være med os alle dage indtil verdens ende, som det lyder i missionsbefalingen. De vise mænd var de første kristne pilgrimme, mennesker, der ledte efter Jesus og ville følge stjernen til ham.

 

Livet er som en vandring fra vugge til grav. Vi bevæger os både i bogstavelig forstand og billedligt talt: Vi fødes, vokser op, modnes. Vi bliver ældre - vi bevæger os ad vort livs vej. Vi begår fejltagelser, kommer på afveje. Vi lykkes af og til - mislykkes til andre tider. Vi bevæger os ud på vildveje, men finder måske også her noget af stor værdi. Vi kommer til korsveje og til T-kryds, hvor vi må vælge nye retninger for vort livs vandring. Milepæle, hvor vi tager hul på nye etaper. Gudstjenesten fungerer som rasteplads, hvor Bibelens fortællinger kan kaste lys over vort eget livs vandring. Den ydre, fysiske vandring og den indre, åndelige vandring. Dag Hammarskjold skriver i sine dagbogsnotater, at den længste rejse er rejsen indad.

 

På én af mine vandringer på den spanske 'camino', pilgrimsruten til Santiago de Compostela så jeg i en klosterkirke et pragtfuldt stenrelief af de hellige tre konger, som lå og sov! Fredfyldte så de ud, og jeg forestiller mig, at middelalderkunstneren har ønsket at afbilde vismændenes drøm, åbenbaringen, som sætter dem i bevægelse. For med drømmen, længslen begynder enhver rejse: den åndelige rejse, rejsen med Gud, mod Gud.

 

På vores egen rejse ind i det nye år kan vi lade os inspirere af disse pilgrimmes eventyrlige rejse. Når vi inddrages i fortællingens univers, så er kaldet til os at gøre som de vise mænd. Vi må bryde op fra vort eget og søge dette nye, som stjernen viser hen på: barnet, som glædens og kærlighedens og tillidens fornemste udtryk. Når vi hører om ham, som er lyset, så hører vi også om OS. Som de vise mænd gik fra barnet i krybben med lyset, som blev tændt i mødet med Ham, således kan lyset fra barnet også lyse for os og vores vandring i det nye år, som mange af os har sunget det med Grundtvig rundt om juletræet (DS 126,6):

 

Stjernen ledte vise mænd

Til vor Herre Kristus hen;

Vi har og en ledestjerne,

Og når vi den følger gerne,

Kommer vi til Jesus Krist.

 

For de vise mænd fra Østerland åbnede stjernen for en større dimension i livet. Når vi i vores åndelige søgen kommer med samme holdning, kan vi finde akkurat det samme som de vise mænd fandt. For Gud er der, hvor mennesker kommunikerer og praktiserer i tro og tillid til, at det kan lade sig gøre: Og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

 

 

Enhver rejse begynder med en drøm, en længsel. Tages længslen alvorligt, kan det være begyndelsen på en eventyrlig rejse: Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde.  (Jer 29,13). Augustin skriver: Guds længsel er det levende menneske. Længslen er altså det sted, hvor Gud og menneske mødes. Vi må tage længslen alvorligt, for det er her, der er noget vigtigt på færde. Måske har vi ikke kontakt med den pga dagligdags ting, men så kan det være, at Gud åbenbarer sig for os i en drøm og sætter os i bevægelse.

 

Jeg tror, at det stærkeste gudsbevis er indeni os. Det er selve vores længsel. Mennesket har altid længtes, længes efter mere. En sådan grundlæggende længsel kan ikke være en illusion. Hvis vi er skabte med den, må det være, fordi der faktisk er noget uendeligt, som modsvarer den. Dette uendelige kalder vi Gud. (Wilfrid Stinissen)

 

Og vi behøver ikke møde op hos Gud med de rette formuleringer, med de rigtige overbevisninger eller med særlige trospræstationer. Vi skal ikke have gennemskuet tilværelsens dybder eller have fundet nøglen til Gudsriget. Vi kan råbe fra vores hjertes dyb, lade vor fortvivlelse skrige sin smerte ud og så kaste al vort håb og forventning på Gud. At turde begive sig ud på ørkenvandring, ud på 'Herrens mark' er at turde være sårbare, græde og indrømme, at vi ikke er egne herrer over livet, men er nødt til at lægge det i Guds hånd.

Det er en almenmenneskelig erfaring, at mennesket lærer ved at bevæge sig fra det kendte og ind i det ukendte, jf. Abraham, Moses (Exodus), eller Jesu kaldelse af fiskerne. Det er som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk – i form af en sky- eller ildstøtte (2 Mos 13,21), og mennesker føler sig tættere på ham, når de farer vild eller når de går i ørkenen.

 

Kirkehistorien viser, at når man slår teltpælene for dybt i, stagnerer kirken. Den skotske teolog Ian Bradley har formuleret det sådan: A way is to be walked – and not lived on. The end of our way is our home! Kirkens rolle er provisorisk – ligesom menneskelivet. En frimodig kirke har vandringen i hjertet – en rethaversk kirke har kontrol i hjertet. Som kirke bør vi derfor søge væk fra det statiske, det overorganiserede, sovende, stabile, stagnerede, fabriks- og rutineagtige, kontoragtige bureaukratiske og i stedet være klar til at rykke teltpælene op og følge stjernen, ligesom de bibelske personer gjorde det. Dom Helder Camara udtrykker det fint i et digt:

 

Når din båd,
som længe har ligget for anker i havnen
giver dig det falske indtryk
at den er et hus,
når din båd
begynder at slå rødder
i kajens ubevægelighed,
let anker.
Det er nødvendigt for enhver pris
at redde din båds rejsende sjæl
og din egen pilgrimsånd.

 

Det er fantastisk, hvor megen bevægelse der er i texten : Astrologerne bryder op fra Iran, Irak, Syrien eller hvor de nu kommer fra – og ankommer til Jerusalem. Ypperstepræster og skriftkloge møder op hos Herodes. Kongen får i al hemmelighed de vise mænd til at komme til sig og sender dem af sted igen. De forlader Jerusalem og går efter stjernen. Endelig kommer de til Jesu fødested og går ind, falder på knæ, åbner deres gemmer, frembærer gaver og rejser til sidst hjem igen til deres eget land. Selv stjernen bevæger sig. Der er gang i den. Og man forstår hvorfor. Bethlehemsstjernen, som den hænger mellem mælkeveje og planeter, er for den, der kan læse evangeliet på himlen, et symbol på Guds klare guddoms-ord.

 

Det er altså ikke mændenes egen kreativitet eller klogskab, der får dem til at bryde op. Det er Gud, som kalder de vise mænd væk fra alt det, de kender, fremad mod den nyfødte kongesøn. De vise mænd har ikke længere deres forankring i den verden, de kender ud og ind. Den har de lagt bag sig. Nu har de deres forankring i det, der ligger foran dem, i barnet i stjerneskæret. Med åbne sanser og al opmærksomhed rettet imod ham bevæger de sig ud i verden, opfyldt af den forventning, som stjernen har tændt i deres øjne, rede til at se og tilbede det nye og fuldkommen anderledes, som de ikke selv har skabt. Mathæus fortæller, at de vender hjem til deres land ad en anden vej. Måske ikke bare for at undgå den morderiske Herodes, men også fordi de ikke længere selv er de samme. Efter mødet med barnet går de ikke ad de samme, nedtrådte stier. De går ad en anden vej, som barnet har vist dem. Og selvom de siger farvel og går væk, er det i virkeligheden stadigvæk barnet, der er målet for deres vandring.

 

Hvor ordet lyder, må det modtages som af vismændene : Vi må repetere vismændenes rejse ved at bevæge os fysisk op til kirkens gudstjeneste for at tilbede Kristus. Selv når vi sidder helt stille på kirkebænken, sætter ordet os i bevægelse i retning af mere liv.

 

Vismændene forventede at møde KRISTUS. Ellers ville de ikke have spurgt : Hvor er jødernes nyfødte konge? Vi er kommet for at tilbede ham! Ligesom Kaspar, Melchior og Balthasar handler det for os om at have denne forventning på vej hen i kirke og under gudstjenesten, at ville se, høre, smage Guds søn. Har vi ikke denne forventning, bliver det svært for Helligånden at bevæge os!

 

Og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

 

At leve livet med dette som forankringspunkt er at leve det i Guds lys, og det giver tilværelsen en dimension, vi ikke selv kan give det. I troen ophører mennesket med at være sit eget udgangspunkt, og det er der befrielse i.

 

Det er så, hvad evangeliet indbyder os til: i ordets stjerneskær at gøre som de vise mænd. Rejse os, se fremad, sætte os i bevægelse og gå med ind til barnet. For heller ikke vores liv er alene forankret i fortiden, men i fremtiden, hos ham, der opfylder de håb og længsler, hans ord har vakt i os.

 

Måske kan det være vores nytårsforsæt hver dag at bede med den hellige Birgitta af Vadstena: Herre, vis os vejen, og giv os mod til at gå den! 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

En pilgrims længsel

January 28, 2018

1/3
Please reload

Recent Posts

December 23, 2018

December 16, 2018

December 9, 2018

December 2, 2018

November 18, 2018

November 11, 2018

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square

KONTAKT

Elisabeth Lidell
(+45)22371950
elisabeth(a)lidell.dk

BESKED

© 2018 Machinedrops