Sommeren 2007 deltog min mand og jeg i fælles nordisk pilgrimsvandring. Ruten førte til det store pilgrimsmål: Nidaros Domkirke, hvor Olav den hellige ifølge traditionen ligger begravet. Som fysisk vej-leder havde vi forskellige norske ’fjeldræve’: lokale mennesker, der kendte fjeldene som deres egen bukselomme. Selv var jeg åndelig vej-leder på den to uger lange tur gennem Østerdalen til Trondheim. Som altid var det en meget broget skare, der havde meldt sig til pilgrimsvand

På en pilgrimsrejse har man god tid til at fundere over, hvordan vandringen kan ses som symbol på livets rejse. Livet er en slags pilgrimsrejse, en vandring fra vugge til grav. Nogle gange er vandringen let og lys, andre gange er den barsk og hård. Vi kan stå ved vejkryds og være usikre på, hvilken vej vi skal gå. Det kendte Jesu disciple også til : ”Herre, hvordan skal vi kende vejen?” spørger en discipel. Og Jesus svarer : ”Jeg er vejen, sandheden og livet!” (Johs. 14,6)

Ofte er der gengangere på pilgrimsvandringerne. Derfor er det ikke altid, jeg bruger ’de syv pilgrimsord’: enkelhed, frihed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed. Disse’ syv nøgler til pilgrimmens sjæl’ blev lanceret af pilgrimspræst Hans-Erik Lindström. Han har begået en pædagogisk genistreg ved at nævne disse syv længsler, som samtidig er en mangelvare i vores moderne, overfladiske, larmende samfund. Disse syv dejlige pilgrimsord er i familie med

”Dagene længes, vinteren strenges” (DS 557,2) - det sander vi om vinteren, hvor landskabet kan være dækket af et fint lag puddersne, samtidig med, at dagen er tiltaget med 2 1/2 time! Brorsons store salme er en dejlig vintersalme, hvor vi længes efter forårets komme. Samtidig digter han om en anden længsel: længslen efter Gudsrigets komme, Paradisets Have, som han netop skrev kort før sin død i 1765. Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind! Vist skal du hente