Pilgrimsvandring med børn og gamle

– med en 3. klasse i skoven – og med et alderdomshjem langs elven

Når jeg er ude og holde pilgrimsforedrag rundt om i landet, ligger det mig altid på sinde at pointere, at pilgrimsvandring ikke handler om præstation. Her er ikke tale om A- og B-kristne, hvor det gælder om at kunne gå x antal kilometer for at være et kristent menneske. Det gælder ikke om at ’høvle en masse kilometer af’. Det vigtigste er den indre vandring: at have en bøn med i hjertet, at ’gå med Gud’ i troens landskaber.

Derfor blev jeg glad, da en kollega ringede og spurgte, om jeg ville lægge en pilgrimsvandring til rette for hendes minikonfirmander fra 3. kl. Rammen var en eftermiddag på tre timer i Riis Skov ved Århus Bugt. Præstens positive introduktion til børnene var en god pædagogisk start på turen, og glade gik vi i skoven sammen med gruppen af 10-årige børn. Det var ikke svært at finde vandringsstave, som var et hit. Senere holdt vi pause, lagde os i skovbunden og så op på de høje bøgetræer, der stod som et gyldent kirkehvælv i den flammende efterårsskov. Børnene lærte den enkle sætning: ”Herre, vis os vejen, og giv os mod til at gå den!” (Birgitta af Vadstena, 1303-73). Rygsækken havde vi fyldt med mad til et nadvermåltid, bestående af saft og nybagt flutes. Børn i den alder er som regel meget religiøse, åbne for det guddommelige uden de filtre, som forstanden senere får sat i hovedet. Det var en gave at få lov til at være sammen omkring den kristne tro med disse søde og åbne børn. Jeg håber, at de fysisk med deres krop husker turen som noget godt, der har med Gud og kirken at gøre. M.a.o. at et frø er sået i deres hjerter!

I den anden ende af livets skala fik jeg lejlighed til at afprøve pilgrimsvandringspraksis en sommer i Trondheim. Her har jeg igennem flere år gjort tjeneste som pilgrimspræst ved Nidaros Domkirke. Jeg fandt ud af, at der i byen er et alderdomshjem, tilknyttet vor Frue Kirke. Såvel privat som professionelt er det min erfaring, at der indholdsmæssigt sker for lidt på de ældre og svagelige beboere. Derfor fik jeg ideen at lave en pilgrimsvandring med disse mennesker, der hele deres liv har boet i byen, som er Nordens vigtigste pilgrimsmål med Nidaros Domkirke, bygget omkring Olav den Helliges grav. Jeg kontaktede stedets diakon samt præst og forelagde ideen, som de straks var med på. Der blev hængt invitation op på plejehjemmet, og dagen for pilgrimsvandringen oprandt. Jeg mødte de gamle pilgrimme udenfor deres bopæl og introducerede pilgrimstanken ganske kort. Blandt de fremmødte var fhv. husmødre, kaptajner og offentligt ansatte, der kunne fortælle spændende historier om deres livs rejse. Ruten var på to km., og på de toppede brosten forbi de gamle træhuse bevægede vi os langsomt af sted. Langsomhed hører ikke mine spidskompetencer, men den dag jeg fik øvet mig i sneglefart! Der var dårligt gående, ja, endog folk med rollator eller i kørestol! Et par stykker var så dårligt gående, at de valgte at komme med taxa til vores næstsidste stop. Vi vandrede fra Elgseterbro forbi Domkirken via Olavskilden til Pilegrimsgården. Undervejs havde vi samtaler to og to omkring eksistentielle emner, og ved ’Bønnekorset’ udenfor Nidaros Domkirke talte vi om korsets betydning, bad en bøn og fik den keltiske pilgrimsvelsignelse:

Må Kristus gå foran dig og vise dig vejen

Må Kristus gå bag dig og skærme din ryg

Må Kristus gå ved siden af dig og ledsage dig

Må Kristus være indeni dig og fylde dig med sin Ånd

Må Kristus være over dig og velsigne dig. Amen

Her efter gik vi i stilhed den smukke strækning langs Nidelven til Pilgrimsgården, hvor pilgrimmene modtages. Her holdt vi andagt i haven, hvorefter vi spiste middag sammen på terrassen og talte om den indre vandring. Igen blev jeg mindet om Dag Hammarskjölds ord: ”Den længste rejse er rejsen indad.” (fra hans dagbogsnotater i ’Vejmærker’)

Alle var glade og oplivede, og sidenhen har vi gentaget succes’en med beboerne på alderdomshjemmet, således at det nu er blevet en sommertradition.