Julian af Norwich: Kærlighedens åbenbaring
Boganmeldelse:
Introduktion og oversættelse: Louise Øhrstrøm
Forlaget Boedal, 2010 (229 kr.)
Først når væven er standset
og skytten holdt op med at slå
tager Gud tæppet til side
så vi kan forstå
hvorfor de gyldne tråde
såvel som de mørke bånd
var lige nødvendige for mønsteret
i Mesterens kærlige hånd.
(Kaj Munk)
På en retræte opholdt jeg mig år 2000 en uge i en ”eremitbolig” på Bede House i Sydengland. Alt var omgærdet af stilhed, også måltiderne blev indtaget i tavshed, og kun ved tidebønnerne oplod vi vore røster ved recitation af Davids Salmer. Men som introduktion til retræten kom abedissen på besøg i mit lille hus og fortalte levende om middelaldermystikeren, Julian af Norwich og hendes ”hasselnød-teologi”. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med denne kvinde, men siden da har jeg tit tænkt på hennde og erfaret sandheden i hendes slogan: ”All shall be well” (Revelations of Divine Love), så det var med stor spænding, jeg åbnede den første danske bog om mystikeren.
”Kærlighedens åbenbaring” er den første engelske prosatekst nogensinde, der er forfattet af en kvinde. Den indeholder en smuk beskrivelse af de visioner, som Julian modtog, da hun lå dødeligt syg i 1373. Julian af Norwich (1342 – o. 1416) valgte at leve i frivillig isolation som ”recluse” i Sankt Julian Kirken i Norwich, hvor hun bad, mediterede og gav åndelig vejledning. Her i cellen skrev hun sine åbenbaringstekster, fulde af kærlighed og håb.
Bogens forsideillustration er tegnet af Thomas Løj Christensen og forestiller Julian, der betragter en lille hasselnød, som hun holder i hånden. Med sine hyppige referencer til hasselnødden peger Julian på tre ting: a) at Gud har skabt den b) at Han elsker den og c) at Gud tager sig af den. Dette bliver grundpillen i Julians teologi: Alt har sin eksistens p.g.a. Guds kærlighed. Sigtet er at lære mennesket at hvile i sin elskethed og tro på, at man fra fødslen er elsket af Gud. Julian skræller det betydningsløse væk, gør op med sin frygt for politiske kriser, pest, hungersnød og dommedagsforkyndelse. Herefter lever hun i kærlighed, håb og tillid til, at ”alt skal blive godt”.
Som flere andre mystikere ønskede Julian fysisk at hengive sig til lidelsen med det formål at få et mere intimt fællesskab med Kristus og få indsigt i kærlighedens væsen. Julian risikerede at blive brændt på bålet, hvis hun optrådte som teologisk lærer, og det forklarer hendes selvrepræsentation som ”svag og skrøbelig”. Dette bliver implicit til en styrke, da svagheden gør hende mere egnet til at være Kristi talerør. Hun kalder sine læsere for sine ”medkristne” uden at skelne mellem mænd og kvinder. Gud omtales i feminine termer, og mest unikt for hendes teologi er det gentagne billede af Kristus som vores moder: ”En moder kan give sit barn brystmælk, men vor kære moder Jesus nærer os med sig selv. Han nærer os ømt og generøst gennem den hellige nadver, som er selve livets dyrebare mad”.
”Kærlighedens åbenbaring” tegner billedet af en intelligent kvinde med dyb psykologisk og teologisk forståelse, og har i de senere år fået en renæssance indenfor både teologi, historie og feminisme. Bogen er smukt oversat af cand.mag. Louise Øhrstrøm, som også har skrevet en grundig introduktion til Julian og hendes tid. Desuden er udgaven forsynet med et spændende forord af professor i middelalderhistorie, Brian McGuire om Julian og hendes åndsfæller: de hellige kvinder. I et efterskrift peger Sr. Anna-Maria Kjellegaard på Julians optimisme, som vi i vores kriseramte tid har brug for: ”alt VIL BLIVE godt!”
Personligt har jeg svært ved at identificere mig med de mange fromme og floromvundne udsagn, men alligevel følte jeg mig opløftet efter endt læsning af denne kvindes positive livssyn. 700 år efter Julians liv kan vi nu læse biografier om og af forfattere med samme forjættende budskab: Grethe Livbjerg: ”Og alt skal blive godt”, Erik Bjerager: ”Det ender godt - Johannes Møllehave og døden” samt Desmond & Mpho Tutu: ”Skabt til godhed”.
