En rejse fra hjerte til hoved – Møde med pilgrim og professor Ursula Sonnewald

Sommeren 2007 deltog min mand og jeg i fælles nordisk pilgrimsvandring. Ruten førte til det store pilgrimsmål: Nidaros Domkirke, hvor Olav den hellige ifølge traditionen ligger begravet. Som fysisk vej-leder havde vi forskellige norske ’fjeldræve’: lokale mennesker, der kendte fjeldene som deres egen bukselomme. Selv var jeg åndelig vej-leder på den to uger lange tur gennem Østerdalen til Trondheim.

Som altid var det en meget broget skare, der havde meldt sig til pilgrimsvandringen: et menighedsrådsmedlem med sin hund, en tidligere narkoman, en overvægtig borgmester, en sværmerisk kvinde, en cigarrygende direktør, en dansk biolog med sin kone…. Og så var der Ursula, en sporty kvinde på min alder. I sin sommerferie håbede hun: hjerneforsker, professor på Institut for neuromedicin på Norges teknisk-naturvidenskabelige Universitet i Trondheim (NTNU) for at få fornyelse i sit åndelige liv. Derfor meldte hun sig – med nogen uro – til vores pilgrimsvandring. Tidligere, efter et videnskabsmøde i New Mexico i 1992 havde hun været på vej til et forskningsmøde i Bruxelles og blev pludselig klar over Guds eksistens. Efter denne åndelige oplevelse meldte hun sig ind i Den anglikanske Kirke, som også har en menighed i Trondheim. Og på sommerens vandring over fjeldene fik hun en erfaring af, at Kristus gik med. Bøn, andagter, samtaler med medvandrere om troen, - og ikke mindst perioder med stilhed - gjorde, at hun besluttede at læse teologi, sideløbende med sit professorat. Efter pilgrimsvandringen i de norske fjelde deltog hun samme år i en retræte i Skovhuset, ligesom hun året efter gik pilgrimsvandring på Hærvejen. Parallelt med sin videnskabelige forskning og undervisning har hun i mellemtiden studeret teologi på det engelske St. John`s College, Nottingham (fjernstudium). Forrige år blev hun indsat som ’reader’ ved en højtidelig ceremoni i Nidaros Domkirke. På den måde forsøger hun ved studier, undervisning og skriveøvelser at få sin pilgrimserfaring om at være i Guds nærvær flyttet fra hjerte til hjerne. Hun synes ikke, det er svært at forene naturvidenskab og religion, og det har givet hende fred at gøre det. Men som hun siger: ”Det er to helt forskellige ting: Naturvidenskab handler om at finde ud af, hvordan naturen fungerer, og teologi handler om Guds kærlighed til hele skaberværket. ”

I sin lokale menighed er hun begyndt at lede gudstjenester og prædike en gang om, ligesom hun leder Bibelstudiegrupper. På Nidaros Pilgrimsgård arbejder hun hver sommer som frivillig med at modtage pilgrimme. Jeg var rørt og stolt, da jeg første gang overværede hendes gudstjeneste i Norges helligdom. Af og til tager Ursula til London for at få åndelig vejledning. Og som nyt medlem af den franciskanske lægmandsorden har hun forpligtet sig til at leve et enkelt liv i bøn og fællesskab med franciskanske brødre og søstre. Hun bruger sit videnskabelige arbejde til at udforske Guds skaberværk. Hun læser dagligt i Bibelen for at lære mere om Guds kærlighed, og hendes yndlingshistorie er beretningen om kvinden, der tørster efter livets vand (Joh 4, 5-26).

Alt dette har ført til, at Ursula nu er én af mine gode veninder. Mange somre har jeg boet hos hende i Trondheims gamle bydel, mens jeg var ansat som pilgrimspræst ved Nidaros Domkirke.

Foto: Mary Strømmen