Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød

dagbogsoptegnelser fra en sommervandring op gennem Jylland

Fra alle egne af landet samledes vi 20 personer på Padborg station og vandrede nordpå ad den gamle Hærvej. Hver dag fik vi Guds ord med på vejen i form af andagter og gudstjenester. Vi startede i pinsens lys med de karske ord fra profeten Ezekiel: ’Dette siger Gud Herren: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.’ ( Ez 11, 19-20). De ord gumlede vi på; som køerne tyggede vi drøv – dels i stilhed – og dels i samtale med vore medvandrere. Imens gik vi op gennem Sønderjylland med blomstrende mælkebøttemarker, køer på græs, levende hegn med duftende syrener. Ordene fik ro til at bundfælde sig, og som dagene skred frem, erfarede vi forvandlingen fra stenhjerte til kødhjerte. Undervejs på den 1000-årige pilgrimsrute besøgte vi og holdt andagt i 16 kirker: Rise, Øster Løgum, Vedsted, Jegerup, Jels, Askov, Vejen, Bække, Jelling, Øster Nykirke, Kragelund, Thorning, Dollerup, Søndermarkskirken, Sct. Kjelds Kirke samt Viborg Domkirke. Desuden havde vi andagter i det fri, vi vandrede i perioder af stilhed, men fik også rig mulighed for undervejs at udveksle erfaringer fra vores livs- og trosvej. En af deltagerne udtrykte dette poetisk:

Frugten af samtale

er ord.

Frugten af ord

er indsigt.

Frugten af indsigt

er glæde.

Frugten af glæde

er Guds nærvær.

Vi gik ca. 20 km. om dagen gennem naturskønne områder med skove, kildevæld, lyngbakker, langs sø og vandløb, gennem byer og landdistrikter. Først og fremmest glædede vi os over sommeren i ’Guds grønne katedral’ og 14 dages åndehul i ’hverdagens centrifuge’. På egen krop erfarede vi Johannes Johansens ord fra salmen (DS 725,1):

Det dufter lysegrønt af græs

i grøft og mark og enge.

Og vinden kysser klit og næs

og reder urtesenge.

Guds sol går ind

i krop og sind,

forkynder, at nu kommer

en varm og lys skærsommer.

I kirkerne blev Guds ord ’et lys på vor vej og en lygte for vor fod’ (Sl 119,105) Vi ’holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne’ (Ap G 2, 42 ). I Øster Løgum Kirke holdt vi Bibelmeditation over den herlige historie om Zakkæus, som Jesus fik til at kravle ned fra træet (Luk 19, 1-10) Mens vi i stilhed gik videre, kunne vi tænke på, hvordan vi selv modtog Jesu invitation: ’I dag vil jeg være gæst i dit hus!’. I Rise kirke, Rødekro havde vi lejlighed til hver især at skrive bønner på papirblade, som blev hængt op på et ’bønnetræ’ i kirken. Ligeledes lod vi os inspirere af Bibelens mange vej-metaforer, og vi levede os ind i ’de syv pilgrimsnøgler’: enkelhed, frihed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed. Det vandrende Gudsfolk ligger til grund for pilgrimsvandringen, Jesusbevægelsen - ikke primært middelalderens bodsvandringer. Vi er kaldede til at være ’tabernaklets folk’, ikke ’templets folk’. Jesus sad ikke i templet og ventede på, at folk opsøgte ham; han bevægede sig ud i samfundet. Sådan som også kirken bør gøre.

Fra Danmarks dåbsattest: runestenene i Jelling blev vi mindet om vores egen dåb, vores kald og opgave: frimodigt at gå ud i verden og forkynde evangeliet. Gennem den store naturkatedral vandrede vi videre op over den jyske højderyg, ad kirkestier, hulveje, skovstier, landeveje og grusstier. I skovene blomstrede liljekonvaller, mens markerne var smykket med knaldgul, duftende raps, som siden blev afløst af lysende gyvelbuske. Over Vrads Sande og Grathe Hede bevægede vi os nordpå med solen i ryggen, og om aftenen på herbergerne sang vi naturvejlederen Peer Høgsbergs sang:

Hærvejen skabtes af vandrende folk

gennem dværgbirk på jagt efter rener,

med solen i ryggen og isens blink mod nord

og det blå land, der opsteg af disen:

Hærvejen snor sig langs ryggen af Jylland

og ned gennem folkets historie,

hvor krigskarl og kræmmer – og studedrift har slidt

denne folkets ældste vej ud mod verden.

Undervejs havde jeg inviteret folk fra sognene langs Hærvejen til at følges med os en enkelt dag. Nogle havde annonceret tilbudet i kirkebladet; andre i lokalavisen. Således er det mit håb, at lokale vandrere fortæller os vejfarende om egnens og kirkernes historie, samt om livet som bønder, menighedsrådsmedlemmer, lærere, husmødre mv. Samtidig kunne vi pilgrimme indvie i tanker og refleksioner om pilgrimsvandringens betydning for vort moderne (tros)liv. Dette blev til gensidig inspiration, og fastboende såvel som vejfarende kunne grunde over, hvordan vi hver især kan vandre vores livsvej, jfr. skriftstedet: ”Hold mig i live på dine veje” (Sl 119,37).

Ved iskanten, ved Bølling Sø holdt vi nadver, omgivet af brægende får og med en formidabel ’altertavle’ = udsigten over Bølling Sø. Senere karakteriserede en af gruppens deltagere vores fællesskab med de tre t’ er: tro, tillid og tryghed. I Dollerup Kirke bad præsten en dejlig bøn:

Kære Gud, du som kan gøre alting nyt, vi beder om din forvandlende bevægelse.

I vores eget liv, i verden, i kirken.

Hjælp os til ikke at blive bange for forandring og forvandling, når du bevæger os.

Vi ved jo, at du findes i det store og det små som rører sig, og ikke i det stillestående og det fastlåste.

Hjælp os at vokse i det, der bevæger os.

Din vilje ske. Amen.

Artiklen er bragt i pilgrimsvandring.dk