En alternativ konfirmationsgave

Ideen startede det år, hvor jeg var inviteret til Emmas konfirmation. Hendes forældre er mine gode venner, og jeg har haft fornøjelsen af at vie dem. Men da datteren blev født, ønskede de ikke at få hende døbt. Da hun blev 10 år, fremsatte hun imidlertid sit ønske: ”Jeg vil også være et Guds barn”! Og som hendes far konstaterer, så er det svært at argumentere imod! Så en dejlig forårsdag blev hun døbt i Risskov Kirke. Og nogle år senere kom så en flot invitation til konfirmationsfest. På spørgsmålet om gaveønsker, svarede Emma, at hun ønskede sig en islandsk sweater (hun fik min gamle), en gammel ølkasse (også den fik hun), fair-trade creme og penge… Da hun og jeg altid har haft ”dét –med-Gud” sammen, ville jeg gerne give hende noget, som hun kunne få glæde af rent åndeligt og formulerede det sådan i min tale til hende:

”Det gode skriftsted: konfirmationsordet, du selv har valgt fra Bibelen har sagt dig noget særligt – ramt dig i hjertet dengang, du første gang læste den fine sætning. På den måde blev dit personlige skriftsted en miniprædiken for os, som sad i kirken: Jesus siger (Johs 10,11) ”Jeg er den gode hyrde.”

Med den vished i rygsækken er du godt rustet til din rejse gennem livet. Jeg håber, Emma, at konfirmationstiden har givet dig lyst til at bakse videre med din tro og meningen med livet! Vi to har haft noget særligt sammen, og det var netop din dåb! Som noget nyt til dit livs rygsæk er her en Kristus-krans, en bedekrans, som du kan bruge til din indre pilgrimsvandring. Jeg vil gerne lære dig at bruge den – og inviterer dig hermed til en pilgrimsvandring sammen med mig en weekend på Hærvejen, hvor vi kan nyde naturen, tale om de store spørgsmål og overnatte i gamle kostalde, som Andreas har bygget om til pilgrimsherberger. Jeg har konfereret datoerne med dine forældre, og det bliver sidste weekend i maj måned. Jeg håber, du er med på den!?”

Det var Emma heldigvis, og en kølig forårsdag kørte hendes mor os til herberget i Kragelund. Her indrettede vi os med soveposer og tæpper i den gamle lade og fik en god nattesøvn, indtil kirkeklokkerne vækkede os næste morgen. Efter morgenmad, madpakkesmøring og et besøg i kirken vandrede vi sydpå forbi Bølling Sø, gennem skove og over marker. Det øsregnede hele dagen, og et sted faldt Emma delvist i en å, men hun tog det hele med godt humør, og i Sepstrup blev vi igen hentet af hendes mor og kom hjem til familiens dejlige varme middag.

Det har glædet mig, når jeg sidenhen har mødt Emma, som har været iført min gamle islændertrøje og Kristuskransen! For et ungt menneske tror jeg, det betyder meget at have en voksen persons udelte opmærksomhed i et helt døgn eller et par dage. En teenagers drømme og udfordringer kan vendes i fortrolighed, og det kan være rart at være i centrum for en stund. At vi netop bevæger os under samtalerne er en fordel, for snakken går uformelt på en tur med ”walk-and-talk”.

For mig personligt var det en stor fornøjelse at få lov at dele tanker med et ungt menneske. At blive mødt med hendes tillid og gennemgå Kristus-kransens perler og bede dens bønner. I stedet for at udstede en check giver jeg meget hellere min tid i form af en sådan oplevelsesgave. Senere har Astrid og Søren fået samme slags gave; blot foregik det i Mols Bjerge, og igen nød vi denne alternative konfirmationsgave. Forhåbentlig kan den være med til at vise de unge mennesker vej til en fremtidig trospraksis!

Ideen er hermed givet videre! Kast dig ud i det og mød den unge i øjenhøjde som medvandrer og pilgrim igennem livet, hvor tro og tvivl går hånd i hånd.

I bogen ”Pilgrimsvandring med børn og unge” (Forlaget Eksistensen) kan man læse mere om mine tanker om en ”sjælesorgsvandring” med en konfirmand:

Konkret kan vi invitere barnet/den unge til at se sit livs landskab for sig - og derefter stille spørgsmålet: Hvad har du med i din åndelige bagage? Hvordan er din personlige livsvej, din trosrejse foregået? Hvad længes du efter? Når vi således øver os i at tale om vort liv, levet med Gud, væves barnets historie langsomt sammen med Guds historie. Barnet/ den unge hjælpes til mere tydeligt at se de veje, Gud har vandret med ham / hende i de forskellige livsfaser. Dér, hvor livet har været svært og Gud føltes langt væk, kan den voksne hjælpe barnet til at forstå, at Gud også går med på vort livs ørkenvandringer.

Den åndelige vejledning består først og fremmest i at ledsage barnet på bønnens og livets vej. Det sker i overbevisningen om, at det er Kristus selv, der er Vejen, hvorpå vi møder livet, og som selv skænker den sandhed, han mener, den enkelte er i stand til at modtage på det pågældende tidspunkt. At få lov at slå følge med et andet menneske på vejen mod Gud er en stor gave. Begge kan erfare sandheden i ordene fra Es 12,3: ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder!”

Nogle børn og unge har særligt behov for at tale med en voksen om problemer og sorger. Det kan drejer sig om ensomhed i forbindelse med trosspørgsmål, tvivl og anfægtelse, forældres skænderier, mobning osv.

Under en Emmaus-vandring er det oplagt at dele det, der brænder på. Under vandringen kan man sætte fokus på barnets troshistorie, dets ”åndelige CV” og tale med hinanden om, hvilke forhold, der i særlig grad har haft betydning for ens tro. I sådanne samtaler åbnes muligheden for, at barnet finder frem til sit eget trossprog. For at sætte barnet i gang, kan den voksne fortælle egen troshistorie: hvor og hvornår er hun døbt, hvem holdt hende over dåben, hvem var faddere, findes der et foto fra dåbsdagen, hvilke familiemedlemmer var til stede, findes der gaver fra dagen (en børnebibel, et Dagmarkors, en sølvske med navn og dato, et dåbslys ell. lign.), praktiserede familien kirkegang, blev der fortalt/ læst Bibelhistorier, af hvem, blev der bedt aftenbøn/ sunget godnat – af hvem, gik man i søndagsskole, var man spejder, hvordan foregik konfirmandundervisningen etc.