Vejkirker og herbergering

August 26, 2018

En af de arbejdsopgaver, jeg satte mig selv, da jeg fik 2 års orlov til at udvikle pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis i folkekirken var – dels at udvikle Hærvejen som pilgrimsrute gennem samarbejde med de lokale menighedsråd – og dels at udarbejde liturgihæfter til dem, der besøger kirkerne langs Hærvejen. Det er baggrunden for, at vi har sat temaet ”vejkirker og herbergering på i dag. Førstr om baggrunden for min optagethed af dette emne:

 

På min allerførste camino, pilgrimsvandringen i Spanien i 2000 startede jeg i Roncesvalles, på grænsen mellem Frankrig og Spanien. At ankomme dertil var som at træde ind i en middelalderroman: her lå ved foden af Pyrenæerne den gamle klosterkirke, som den har ligger der i 1000 år og modtaget pilgrimme. Nu var det min tur, og jeg var spændt på, om kirken var åben. Jo, heldigvis, og sådan bør alle kirker være åbne for mennesker, der søger Gud. Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”! Det var en god start på min vandring: at sætte mig ind i middelalderkirken, tænde et lys og sidde i stilhed og bede en bøn.

 

Men når jeg forgæves rusker i en kirkedør, det være sig i Spanien eller Danmark, bliver jeg vred og skuffet. Jesus siger et sted om sig selv: ”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange” (Johs. 10, 9) Ja, og kirkedøren er måske første skridt på vejen, som det konkret var det i mit tilfælde. At komme ind i det hellige rum, få en rasteplads stillet til rådighed, til hvile, eftertanke og bøn åbner for en anden og større virkelighed. At nyde kirkekunsten, bladre i salmebogen, tænde et lys, sidde i stilhed og vente på Gud kan for nogle mennesker ligefrem være det første skridt til bøn.

 

På en pilgrims-ridetur forrige år red vi gennem Frijsenborg-skovene i stilhed og bøn, og da vi kom til landsbyen, hvor vi skulle til andagt i kirken, ringede kirkeklokkerne netop, da vi red ind i byen. En sådan velkomst er et stærkt symbol på hjemkomsten, ved vejs ende, når vi kommer hjem til Gud.

 

På den nordiske pilgrimsvandring til Vadstena i 2003 vandrede vi på et tidspunkt i stilhed gennem de store svenske skove. Sognet var varskoet, så da vi hen på formiddagen kom til en lille kirke, dryppende våde af regnvejret, fik vi lov til i våbenhuset at tage støvler og strømper af, hvorefter vi blev forsynet med en balje varmt vand, som vi kunne sætte fødderne i, mens vi sad på kirkebænkene og nød CD-musik af Hildegaard af Bingen. Det var som at være til stede Skærtorsdag aften ved fodtvætningen.

 

Og senere på aftenen holdt præsten en tale til os og sagde: ”Velkommen til vores sogn! Vi er så glade for, at I er kommet; selvom vi endnu ikke rigtig ved, hvad jeres besøg betyder…?” Og så læste hun beretningen om Abraham i Mamrelund, der får besøg af tre himmelske gæster. ”Måske er det sådan, at det er?” spurgte hun. Det var en meget stærk oplevelse således at blive flettet sammen med bibelhistorien og blive modtaget som ”en himmelsk gæst”! Det er ”herbergering” så det batter, med et svensk udtryk.

 

Af Bibelens mange fremtidsvisioner er billederne af måltidet, festen og glæden måske de smukkeste. Salig er den, der sidder til bords i Guds Rige, sagde e´n, og Jesus svarede ved at fortælle om manden, der inviterede til fest og ikke gav sig, før huset var fuldt (Luk. 14, 15-24) Folk skal komme fra alle verdenshjørner og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob (Math. 8,11), sagde han til en romersk officer. I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, sagde han til de 12 (Luk 22,30) Dertil kommer alle lignelserne om bryllupsfester og gæstebud. Måltidet er selve stedet, hvor Guds gæstfrihed tydes. Hvorfor valgte Jesus elelrs et bryllup som stedet for sit første under? Hvorfor afsluttede han samværet med disciplene med et påskemåltid, det vigtigste måltid i det jødiske år? Hvorfor mødte han op ved Tiberias Sø efter opstandelsen med et måltid brød og fisk? Hvorfor var det ved aftensmåltidet, at Emmausvandrerne genkendte den opstandne? Hvorfor inviterer kirken til et nadvermåltid, hver gang vi fejrer gudstjeneste? Fordi Jesus i sin person samler en lang bibelsk tradition, hvor gæstfrihed og fællesskab er det højeste udtryk for velsignelse.

 

På den nordiske pilgrimsvandring til Trondheim sidste sommer kom vi på vores vandring over de norske fjelde til en sætergård, hvor vi fik lov til at fyre op i saunaen nede ved elven, inden sæterkvinden serverede hjemmelavet brunost med hjemmebagt knækbrød. Næste dag vandrede en lokal mand med os, så vi var sikre på at finde vej deroppe i fjeldene, hvor der er god plads. Ved frokosttid tændte han bål og kogte kaffe til os – brændet og kaffekedlen havde hans elghund i mellemtiden transporteret for os. Igen en overskudshandling, et tegn på venskab, der gjorde indtryk. Vel fremme i Nidaros Domkirke bad klokkeren en stærk pilgrimsbøn: ”Herre, vi kommer fra syd og fra nord, fra øst og fra vest, til dette hellige sted for at takke og lovprise dig. Vi takker dig for vor vandring, for tanker og erfaringer, som vi har udvekslet, for smilet og latteren. Vi takker dig for, at du – som en hønemor, tager os under dine vinger. Som generationerne før os kommer vi til dig med vor glæde og vor fortvivlelse og med længslen efter helhed og sammenhæng i livet.” Det var små glimt fra nutidige vandringer.

 

I middelalderen var pilgrimspasset garant for, at man var en ærlig søgende sjæl. (vis) Overalt gennem Europa blev pilgrimmene mødt med gæstfrihed, ud fra Jesu ord: ”Hvad I ikke har gjort mod én af disse mine mindste, har I heller ikke gjort mod mig!” Og én af disse små var netop en ydmyg pilgrim i sin søgen efter Gud. Benedikt af Nursia, det vesterlandske klostervæsens grundlægger, konkretiserer denne tanke i sin klosterregel: ”Når du modtager en pilgrim, modtager du Kristus!” Middelalderens pilgrimme havde derfor ret til gratis kost og logi. Det er store ord, men sådan kan man stadig opleve det rundt om på de gamle pilgrimsruter. Og denne generøsitet åbner menneskers sind i ydmyghed og taknemmelighed. I Hebr. 13,1 står der: ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden at vide det haft engle som gæster!” I disse ord ligger en dyb hemmelighed gemt, som vi i folkekirken vil have glæde af at genopdage.

 

Helt tilbage fra Jyske Lov 1241 , fra Bisp Gunnars fortale, omtaler han netop pilgrimme som en gruppe, det særligt påhviler høvdinge at passe på. Biskoppen skriver: "Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med uret, såsom er enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest vold...".Her nævnes pilgrimme altså som en udsat gruppe, der særligt skal hjælpes af øvrigheden - sammen med "udenlænds mænd" i øvrigt. Tankevækkende og skrevet af en god dansker. bisp Gunner, i år 1241. Kilde: Ole Fenger og Chr. R. Jansen. (1991) Jyske Lov 750 år,Udgiverselskabet ved Landsarkiver for Nørrejylland,Viborg. (side 2439.)

 

Pilgrimspas (anno 2008 blev til i samarbejde mellem Anne Kathrine Vestergaard og mig) Langs Hærvejen ligger en snes kirker som perler på en snor. Det er min drøm, at de må stå åbne, når de nye herberger åbner til sommer. Sådan kan vi i sidste instans hjælpe turisten med at blive pilgrim. Det er også mit håb, at mødet mellem de fastboende og forbipasserende må blive til gensidig inspiration. Turisten betragtes som forbrugsobjekt, hvor det gælder om at sælge så meget som muligt. Men en pilgrim har en særlig identitet, jf. Henry Millers ord: "Anyone who has a steady purpose is bound to attract friends and supporters. What has man ever accomplished alone?" (Enhver, som har en givent formål tiltrækker automatisk venner og støtter. For hvad har mennesket nogensinde opnået alene?) Folk ved altså, hvem vi er: pilgrimme. Eks: gammel mand i elektrisk kørestol ruller os begejstret i møde, da vi nærmede os hans by.

 

Det erfarede vi en sommer, da jeg vandrede jeg med forskellige grupper på Hærvejsruten fra Viborg til Padborg – denne sommer gentager jeg i øvrigt turen med modsat retning, en rute på 290 km.


 Da jeg planlagde vandringen, kom jeg til at tale tlf. med en præst, jeg kender fra Pastoralseminariet. Hun mente bestemt, at menighedsrådet ville give en kop kaffe, når vi drog forbi. Men tingene udviklede sig, så det endte med, at vi blev modtaget fyrsteligt: Først i Jegerup Kirke, hvor vi hin regnfulde eftermiddag blev glædeligt overraskede over, at flaget var hejst i anl. af vores besøg. Vi fik lov til at lægge vores tøj og stille vore støvler på det varme gulv i kordegnekontoret, kirken var varmet op, og flere rådsmedlemmer mødte os med kringle og kaffe på kanden. Den lokale præst fortalte kort om kirkens historie, hvorefter hans kollega holdt en smuk pilgrimsandagt. Fra kirken vandrede vi de sidste km. til byen Maugstrup, hvor vi blev indkvarteret hos lokale folk, inden aftenens middag i konfirmandstuen med deltagelse af lokale. Vi fortalte om vores vandring, og hvad der havde sat os i gang, men de fastboende fortalte om livet der – som grisefarmer og som naturvejleder. Således rustet kunne vi næste morgen efter deltagelse i højmessen vandre videre gennem, Haderslev Tunneldal. Vi var berigede, taknemmelige over at have mødt denne gæstfrihed. Og bagefter skrev præsten fra de små sogne, at det havde været så forfriskende med vores besøg.

Noget lignende gjorde sig gældende i et par missionhuse, hvor vi fik lov til at brede soveposerne ud på gulvet, mens Indre Mission havde lavet aftale med svømmehallen, så vi kunne tage gratis bad og svømme. Da vi om aftenen sad med en kop the rundt om bordet, med den 7-armede lysestage tændt og med skriftsteder og bibelske billeder på væggene var det som at være hjemme i sit barndoms land.

 

Min vision er, at der hvert år vil komme pilgrimsvandrere, der ønsker at fordybe deres tro, men også almindelige kirketurister, der glæder sig over kulturen. Ånden trænger til steder, hvor den kan komme til udtryk. Og mennesker trænger til steder, hvor ånden kan få plads.

 

Hvad har menighederne så ud af at åbne kirkerne og at vise gæstfrihed? Måske kan der komme en forøget brug af deres kirker, der kan få en ny funktion, så de kan få tilført nyt liv, ”forfriskende”, glæden ved at fortælle stedets historie.

 

Åbningen af de 10 herberger den 1. juni betyder, at mange flere kan komme til at færdes på Hærvejen, både vandrere, cyklister og ryttere. I den forbindelse vil kirkerne kunne fungere som åndelige rastepladser, oaser på vejen. De vil være centrale ”fyrtårne” på ruten. Mange steder findes allerede ”Vejkirke-ordningen” via Kirkefondet. På vores vandring ad Hærvejen i fjor fik vi mange positive erfaringer. Det følger jeg op på nu ved at kontakte alle menighedsrådene langs Hærvejen, appellere til samarbejde omkring brug af kirker og sognegårde langs ruten.

 

Endvidere har jeg - efter opdrag af  Areopagos - udarbejdet inspirationskort, der nu ligger i mange kirker, i lighed med små brochurer om kirkens historie. Kortene fungerer som en åndelig guide for turisten, der ikke ved, hvad man kan gøre i en kirke; som trænger til lidt kærlig hjælp. Evt. kan Den lille pilgrimsbog sælges fra våbenhuset, ligesom evt. Johannes-evangeliet kan ligge som en gave til den videre vej. Jesus siger om sig selv: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” (Johs. 14)

 

Kirken, Guds hus, er bygget som helligsted, hvor mødet med Ham, der fylder alt med sit nærvær. Helligdommen er en miniatureudgave af universet, med himmel og jord symbolsk indbygget i arkitekturens vertikale akse, med tid og evighed som rummets horisontale akse op mod alteret. Du bliver modtaget, hvad enten du er kulturturist eller pilgrim. Et stilhedens rum for eftertanke. Huset har en lang historie, hvor mennesker gennem generationer er kommet i glæde og i sorg. Her har du mulighed for:

 

  • at slå korsets tegn

  • tænde et lys (hvis der er en lysglobe) og tænke på en person eller situation, som du kan bede for. Jesus siger: Bed…

  • sætte dig på kirkebænken og reflektere over en Bibeltekst. Mærke historiens vingesus – Danmarks 1000-årige kirkehistorie. Langs Hærvejsruten har vore forfædre bevæget sig som a) pilgrimme (Ib-skaller) b) studedrivere og handlende samt c) hærførere

 

Nu kan du spørge dig selv: Hvor er DU på vej hen i dit liv? Hvad er din drøm, din dybeste længsel? Sid en stund i stilhed og tænk på det. Læg det dernæst frem i en bøn – hvis du vil. Derefter kan du evt. knæle ved alteret og bede en bøn. Fadervor etc. Den keltiske velsignelse.

 

På den måde håber jeg at kunne hjælpe turisten, der kommer ind i kirken – til at gå ud derfra som pilgrim.

 

DE ISLANDSKE PILGRIMME PÅ HÆRVEJEN I 1100-tallet.
I Henrik Becker-Christensens bog (1986) Hærvejen i Sønderjylland – et vejhistorisk studie. Fra Kongeåen til Danevirke 3. oplag. Institut for grænseregionsforskning, Aabenraa, nævner Becker- Christensen side 48 en pilgrimsvejviser fra omkring år 1154 udfærdiget efter hjemrejsen af abbed Nicolaus Sæmundarsson  fra Benediktinerklosteret i Thingeyear på Island. Vil man gå til kilden slal man finde hans håndskrift i den Arnemagnæanske samling, hvor den så ligger - og formentlig mestre latin.
 

De islandske pilgrimme er sejlet fra Island til Norge. Og derfra hedder det om den videre rejse: "Fra Norge skal man først rejse til Aalborg i Danmark. Romafarerne mener at fra Aalborg til Viborg er 2 dages rejse til Viborg, derfra en uges rejse til Hedeby, hvorfra der er kort til Slesvig, og derpå en dagsrejse til Ejderen.Der mødes landene Danmark, Holsteen, Saxland og Venden. Derfra er der en dagsrejse til Haitsinnaby(Itzehoe)i Holsten; derefter sætter man over Saxeelven (Elben) til Stade..."

 

 

Bilag: Først om baggrunden for min optagethed af dette emne: På min allerførste camino, pilgrimsvandringen i Spanien i 2000 startede jeg i Roncesvalles, på grænsen mellem Frankrig og Spanien. At ankomme dertil var som at træde ind i en middelalderroman: her lå ved foden af Pyrenæerne den gamle klosterkirke, som den har ligger der i 1000 år og modtaget pilgrimme. Nu var det min tur, og jeg var spændt på, om kirken var åben. Jo, heldigvis, og sådan bør alle kirker være åbne for mennesker, der søger Gud. Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”! Det var en god start på min vandring: at sætte mig ind i middelalderkirken, tænde et lys og sidde i stilhed og bede en bøn.

 

På en pilgrims-ridetur red vi et år gennem Frijsenborg-skovene i stilhed og bøn, og da vi kom til landsbyen, hvor vi skulle til andagt i kirken, ringede kirkeklokkerne netop, da vi red ind i byen. En sådan velkomst er et stærkt symbol på hjemkomsten, ved vejs ende, når vi kommer hjem til Gud.

 

På den nordiske pilgrimsvandring til Vadstena i 2004 vandrede vi på et tidspunkt i stilhed gennem de store svenske skove. Sognet var varskoet, så da vi hen på formiddagen kom til en lille kirke, dryppende våde af regnvejret, fik vi lov til i våbenhuset at tage støvler og strømper af, hvorefter vi blev forsynet med en balje varmt vand, som vi kunne sætte fødderne i, mens vi sad på kirkebænkene og nød CD-musik af Hildegaard af Bingen. Det var som at være til stede Skærtorsdag aften ved fodtvætningen.

 

Og senere på aftenen holdt præsten en tale til os og sagde: ”Velkommen til vores sogn! Vi er så glade for, at I er kommet; selvom vi endnu ikke rigtig ved, hvad jeres besøg betyder…?” Og så læste hun beretningen om Abraham i Mamrelund, der får besøg af tre himmelske gæster. ”Måske er det sådan, at det er?” spurgte hun. Det var en meget stærk oplevelse således at blive flettet sammen med bibelhistorien og blive modtaget som ”en himmelsk gæst”! Det er ”herbergering” så det batter, med et svensk udtryk.

 

Af Bibelens mange fremtidsvisioner er billederne af måltidet, festen og glæden måske de smukkeste. Salig er den, der sidder til bords i Guds Rige, sagde e´n, og Jesus svarede ved at fortælle om manden, der inviterede til fest og ikke gav sig, før huset var fuldt (Luk. 14, 15-24) Folk skal komme fra alle verdenshjørner og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob (Math. 8,11), sagde han til en romersk officer. I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, sagde han til de 12 (Luk 22,30) Dertil kommer alle lignelserne om bryllupsfester og gæstebud. Måltidet er selve stedet, hvor Guds gæstfrihed tydes. Hvorfor valgte Jesus ellers et bryllup som stedet for sit første under? Hvorfor afsluttede han samværet med disciplene med et påskemåltid, det vigtigste måltid i det jødiske år? Hvorfor mødte han op ved Tiberias Sø efter opstandelsen med et måltid brød og fisk? Hvorfor var det ved aftensmåltidet, at Emmausvandrerne genkendte den opstandne? Hvorfor inviterer kirken til et nadvermåltid, hver gang vi fejrer gudstjeneste? Fordi Jesus i sin person samler en lang bibelsk tradition, hvor gæstfrihed og fællesskab er det højeste udtryk for velsignelse.

 

Midt i Navarras bjerg- og vinlandskab ligger landsbyen Villa Mayor de Mont Jardin. Den faldefærdige kirke er desværre lukket, men et ungt par har fået lov til at slå deres telt op på græsplænen bag sakristiet. Vores formål med at komme her er at besøge stedets lille pilgrimsherberg, der har plads til 25 overnattende pilgrimme. Stedet drives af den kristne organisation Oasis i Holland og er bemandet med 5 frivillige lægfolk derfra. Vi kom uanmeldt og blev modtaget med stor gæstfrihed, fik en icetea serveret under parasollen, inden vi blev vist rundt på herberget. Udsigten fra tagterrassen var vidunderlig - over byens gamle tage, de gulnede marker og bjerget med den gamle borg på toppen. Et pludseligt regnvejr fik temperaturen til at falde drastisk med 10 grader, og vi fortrak indenfor. I køkkenet herskede travlhed med at forberede middagsmaden. Det er så heldigt, at herbergslederen Marcel er uddannet kok, så vi fik en 3-retters menu. Vel bænkede omkring bordene i den lille stue bød han os velkommen, hvorefter Jesu ord fra Math. 11,28 blev læst op på forskellige sprog : ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile!”

 

En sådan Bibeltekst om bagagen og byrderne, vi kan lægge fra os får ny aktualitet og mening for de mennesker, der med fuld oppakning har vandret i dagevis. Fornemmelsen af hjemlighed og fællesskab er stor på det lille herberg. Som afslutning på måltidet fik pilgrimmene udleveret et lille hæfte med Johannes-evangeliet som gave. Vi takkede for gæstfriheden ved at synge Ingemanns gamle pilgrimssalme: ”Dejlig er jorden”, inden vi i fællesskab klarede opvasken.

 

På den nordiske pilgrimsvandring til Trondheim sommeren 2007 kom vi på vores vandring over de norske fjelde til en sætergård, hvor vi fik lov til at fyre op i saunaen nede ved elven, inden sæterkvinden serverede hjemmelavet brunost med hjemmebagt knækbrød. Næste dag vandrede en lokal mand med os, så vi var sikre på at finde vej deroppe i fjeldene, hvor der er god plads. Ved frokosttid tændte han bål og kogte kaffe til os – brændet og kaffekedlen havde hans elghund i mellemtiden transporteret for os. Igen en overskudshandling, et tegn på venskab, der gjorde indtryk. Vel fremme i Nidaros Domkirke bad klokkeren en stærk pilgrimsbøn: ”Herre, vi kommer fra syd og fra nord, fra øst og fra vest, til dette hellige sted for at takke og lovprise dig. Vi takker dig for vor vandring, for tanker og erfaringer, som vi har udvekslet, for smilet og latteren. Vi takker dig for, at du – som en hønemor, tager os under dine vinger. Som generationerne før os kommer vi til dig med vor glæde og vor fortvivlelse og med længslen efter helhed og sammenhæng i livet.” Det var små glimt fra nutidige vandringer.

 

I middelalderen var pilgrimspasset garant for, at man var en ærlig søgende sjæl. Overalt gennem Europa blev pilgrimmene mødt med gæstfrihed, ud fra Jesu ord: ”Hvad I ikke har gjort mod én af disse mine mindste, har I heller ikke gjort mod mig!” Og én af disse små var netop en ydmyg pilgrim i sin søgen efter Gud. Benedikt af Nursia, det vesterlandske klostervæsens grundlægger, konkretiserer denne tanke i sin klosterregel: ”Når du modtager en pilgrim, modtager du Kristus!” Middelalderens pilgrimme havde derfor ret til gratis kost og logi. Det er store ord, men sådan kan man stadig opleve det rundt om på de gamle pilgrimsruter. Og denne generøsitet åbner menneskers sind i ydmyghed og taknemmelighed. I Hebr 13,1 står der: ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden at vide det haft engle som gæster!” I disse ord ligger en dyb hemmelighed gemt, som vi i folkekirken vil have glæde af at genopdage.

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

En pilgrims længsel

January 28, 2018

1/3
Please reload

Recent Posts

January 2, 2020

December 23, 2018

December 16, 2018

December 9, 2018

December 2, 2018

November 18, 2018

November 11, 2018

Please reload

Archive