At nyde gæstfrihed på vejen
Det katolske bispedømme i Hessen, Tyskland holdt for nylig netværksmøde for pilgrimsengagerede, og jeg var inviteret til at holde et foredrag om gæstfrihed: ’Gastfreundschaft am Wege – einladend Kirche sein’. Dette er baggrunden for nærværende to artikler.
På min allerførste camino, pilgrimsvandringen i Spanien i 2000 startede jeg i Roncesvalles, på grænsen mellem Frankrig og Spanien. At ankomme dertil var som at træde ind i en middelalderroman: her lå ved foden af Pyrenæerne den gamle klosterkirke, som den har ligger der i 1000 år og modtaget pilgrimme. Nu var det min tur, og jeg var spændt på, om kirken var åben. Jo, heldigvis, og sådan bør alle kirker være åbne for mennesker, der søger Gud. Jesus siger: ’Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile’! (Math 11,28) Det var en god start på min vandring: at sætte mig ind i middelalderkirken, tænde et lys og sidde i stilhed og bede en bøn. Og føle mig velkommen!
Senere på ruten fik min mand og jeg lov til at overnatte i et kirketårn, i flækken Granon. Tænk at få lov at sove i Guds hus! Ved indgangen til dette kirkeherberg stod en skål med en seddel: ’Give, if you can – or take, if you need!’ Den generøsitet åbner hjertet ud ad mod andre mennesker – og opad mod Gud.
Men når jeg forgæves rusker i en kirkedør, det være sig i Spanien eller Danmark, bliver jeg vred og skuffet. Jesus siger et sted om sig selv: ’Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange’ (Johs. 10, 9)
Måske er kirkedøren det første skridt på vejen, som det konkret var det i mit tilfælde. At komme ind i det hellige rum, få en rasteplads stillet til rådighed, til hvile, eftertanke og bøn åbner for en anden og større virkelighed. At nyde kirkekunsten, bladre i salmebogen, tænde et lys, sidde i stilhed og vente på Gud kan for nogle mennesker ligefrem være det første skridt til bøn.
En anden gang, på en pilgrims-ridetur red vi en flok kvinder gennem Frijsenborg-skovene i stilhed og bøn, og da vi kom til landsbyen, hvor vi skulle til andagt i kirken, ringede kirkeklokkerne netop, da vi red ind i byen. En sådan velkomst er et stærkt symbol på hjemkomsten, ved vejs ende, når vi kommer hjem til Gud.
På den nordiske pilgrimsvandring til Vadstena i 2003 vandrede vi på et tidspunkt i stilhed gennem de store svenske skove. Sognet var varskoet, så da vi hen på formiddagen kom til en lille kirke, dryppende våde af regnvejret, fik vi lov til i våbenhuset at tage støvler og strømper af, hvorefter vi blev forsynet med en balje varmt vand, som vi kunne sætte fødderne i, mens vi sad på kirkebænkene og nød CD-musik af Hildegard af Bingen. Det var som at være til stede Skærtorsdag aften ved fodtvætningen, hvor Jesus med sin handling viste generøsitet i højeste potens.
Senere på aftenen holdt præsten en tale til os og sagde: ’Velkommen til vores sogn! Vi er så glade for, at I er kommet; selvom vi endnu ikke rigtig ved, hvad jeres besøg betyder…?’ Og så læste hun beretningen om Abraham i Mamrelund, der får besøg af tre himmelske gæster. ”Måske er det sådan, at det er?” spurgte hun. Det var en meget stærk oplevelse således at blive flettet sammen med bibelhistorien og blive modtaget som ”en himmelsk gæst”! Det er ’herbergering’ så det batter, med et svensk udtryk.
På en vandring i Frans af Assisi fodspor gik vi en gruppe danske pilgrimme fra Assisi til Rom. Det duftede af timian og rosmarin på de små gedestier, fra landsbyen lød kirkeklokkerne, og vi gik og sang ’Solsangen’ af Frans. Oppe på et bjerg var der et kloster, Eremo, og vi fik tilskyndelse til at ringe på klokken. Tre blåklædte søstre ivrede os i møde, åbnede porten og viste os hen til kloster og kirke, som er bygget over en hule, hvor Frans har overnattet. Søstrene har et dobbelt kald: bøn og gæstfrihed. Efter at have læsket os med hyldeblomstdrik, blev vi inviteret til at kravle ind af den smalle gang – 2-3 stykker ad gangen, bevæbnet med lygter og anført af søstrenes hund. På et træ hang en latinsk sentens: ’Vidisti fratrem, vidisti dominum!’ Sådan blev vi mindet om næstekærligheden: at øve os i at se Kristus i vore medmennesker. Da søstrene fulgte os ud til porten, reciterede de valfartssalmen, Davids Salme 121 med slutordene: ’Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid!’ (Sl 121, 8)
Jeg blev så glad for disse søstres gæstfrihed og enkle spiritualitet, at jeg siden har været på retræte hos dem. Her blev der hver dag dækket op med en ekstra kuvert, i fald Kristus skulle komme forbi – i skikkelse af en fremmed, en pilgrim!
Af Bibelens mange fremtidsvisioner er billederne af måltidet, festen og glæden måske de smukkeste. Salig er den, der sidder til bords i Guds Rige, sagde én, og Jesus svarede ved at fortælle om manden, der inviterede til fest og ikke gav sig, før huset var fuldt (Luk. 14,15-24) Folk skal komme fra alle verdenshjørner og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob (Math. 8,11)’ I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige’, sagde han til de 12 (Luk 22,30)
Dertil kommer alle lignelserne om bryllupsfester og gæstebud. Måltidet er selve stedet, hvor Guds gæstfrihed tydes. Hvorfor valgte Jesus ellers et bryllup som stedet for sit første under? Hvorfor afsluttede han samværet med disciplene med et påskemåltid, det vigtigste måltid i det jødiske år? Hvorfor mødte han op ved Tiberias Sø efter opstandelsen med et måltid brød og fisk? Hvorfor var det ved aftensmåltidet, at Emmaus-vandrerne genkendte den opstandne? Hvorfor inviterer kirken til et nadvermåltid, hver gang vi fejrer gudstjeneste? Fordi Jesus i sin person samler en lang bibelsk tradition, hvor gæstfrihed og fællesskab er det højeste udtryk for velsignelse.
På den nordiske pilgrimsvandring til Trondheim sommeren 2007 kom vi på vores vandring over de norske fjelde til en sætergård, hvor vi fik lov til at fyre op i saunaen nede ved elven, inden sæterkvinden serverede hjemmelavet brunost med hjemmebagt knækbrød. Næste dag vandrede en lokal mand med os, så vi var sikre på at finde vej deroppe i fjeldene, hvor der er god plads. Ved frokosttid tændte han bål og kogte kaffe til os – brændet og kaffekedlen havde hans hund i mellemtiden transporteret for os. Igen en overskudshandling, et tegn på venskab, der gjorde indtryk. Vel fremme i Nidaros Domkirke bad klokkeren en stærk pilgrimsbøn: ’Herre, vi kommer fra syd og fra nord, fra øst og fra vest, til dette hellige sted for at takke og lovprise dig. Vi takker dig for vor vandring, for tanker og erfaringer, som vi har udvekslet, for smilet og latteren. Vi takker dig for, at du – som en hønemor, tager os under dine vinger. Som generationerne før os kommer vi til dig med vor glæde og vor fortvivlelse og med længslen efter helhed og sammenhæng i livet.’ Det var små glimt fra nutidige vandringer.
Og efter det tyske pilgrimsmøde tog jeg nogle dage i kloster: Abtei Hildegard, Eibingen ved Rhinen. Jeg har længe været fascineret af e´n af Middelalderens mest betydningsfulde kvinder: Hildegard af Bingen (1098-1179). Også her i abbediet blev jeg yderst gæstfrit modtaget, fik nøglerne til hele herligheden udleveret, deltog i søstrenes tidebønner og talte med sr. Hiltrud og den danskfødte sr. Veronica. Det er et benediktinsk kloster, og her lever de efter Benedikt af Nursia (480-547) og hans klosterregel, hvor det i kapitel 53 hedder: ’Alle gæster, som kommer til klosteret, skal modtages som var de Kristus!’ Yderligere info om klosteret: http://www.abtei-st-hildegard.de/
