Den sidste rejse

’Så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale.’

(NFS Grundtvg i DS 402, 7)

Pilgrimsgruppen havde lige mødtes. Vi kom fra alle verdenshjørner og sad bænket om bordet på herberget i Jelling og spiste den traditionelle pilgrimsmenu, linsesuppe. 20 fremmede skulle nu tilbringe den næste uge sammen og vandre 115 km. til Viborg Domkirke. Jeg opfordrede folk til at fortælle, hvorfor de havde meldt sig til turen, og min sidemand, Rita lagde ud. Hun fortalte, at hun havde kræft i terminalstadiet og havde den store drøm at vandre på Hærvejen til Viborg. Hun var stålsat i sin beslutning og havde spurgt sin gode veninde og sygeplejerskekollega, Eva, om hun ville tage med og støtte hende – også hvis et endte med, at hun måtte give op og tage hjem i utide. Eva havde sagt uforbeholdent ja. Og her sad vi nu. Rita fældede en tåre, mens hun fortalte; der var fuldstændig stille omkring bordet. Pludselig lagde vi mærke til, at vores medvandrer var meget tynd og gul i huden. Ganske vist skal vi alle dø, men pludselig blev det meget konkret at vandre med døden som følgesvend.

Nogle melder sig til en pilgrimsvandring med terapeutiske sigte, det kan være man lige er blevet enkemand, eller lige er blevet skilt, eller ens barn er død, selv har en dødelig sygdom. Altså nogle alvorlige ting. Alle er velkomne, og det som man har som tema i sit liv lige nu, er det man går med, og det man beder om at få hjælp til. Efter 17 Rita sat sig det mål at gennemføre turen. På trods af store smerter havde hun overskud til at tage del i fællesskabet, synge, le og tale med os om livet og døden. Ritas kærlige, stærke og viljefaste måde at tackle situationen på gjorde et stort indtryk på os alle.

I Jelling Kirke og ved runestenene, Danmarks dåbsattest blev vi mindet om, at vores pilgrimsrejse begyndte ved døbefonten, hvor Gud lovede at være med os alle dage indtil verdens ende. Her lød ordene fra Sl 121,8: ’Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid!’ Menneskets liv er en rejse med en begyndelse og en afslutning, en pilgrimsvandring fra fødsel til død, fra vugge til grav.

Nogle dage senere kom vi til Bølling Sø og holdt nadvergudstjeneste i det fri. Den dag var smerterne så store, at bilgrimmen hentede hendes og hendes tro væbner allerede ved frokosttid, så Rita kunne hvile sig nogle timer på det næste herberg i Kragelund. Inden middagen tilbød jeg dem og ’bilgrimmen’ at fejre nadver i kirken, og det ville de gerne. Som en overraskelse var Ritas mand, René kommet, og de fire nadvergæster knælede og modtog brød og vin. Rita ville gerne, at vi sang hendes yndlingssalme: ’Giv mig, Gud en salmetunge’ (DS 4). Jeg genfortalte Emmaus-beretningen fra Luk 24, hvor pilgrimmene opdager, at deres/vores medvandrer på livets vej er Jesus. I nadvermåltidet bliver vi sammenspist med ham; han går os så at sige i blodet. Sådan blev pilgrimsvandringen langsomt til en påskevandring: fra fortvivlelse til håb, fra død til liv.

Rita gennemførte turen på morfin og viljestyrke, båret af vores forbøn. På den sidste dag, da vi nærmede os målet Viborg, talte vi om Paradisbilleder: ’Og når endt er kampens dage, endt hver jordisk nød og klage, kalder os vor Faders stemme til en evig fryd derhjemme.’ (DS 49,7) Vi kan netop kun bruge billeder om det evige liv, de grønne vange og det stille vand (Sl 23), Paradisets Have, den nye himmel og den nye jord, hvor Gud selv er hos vore kære og tørrer hver en tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere… (Joh Åb 21, 4). Inspireret af Rita talte vi sammen om, hvilken betydning kan det have, at man lever sit liv i stadig bevidsthed om målet?

Da vi kom til Viborg Domkirke, foreslog jeg spontant, om vi måtte bære Rita ind i kirken i guldstol? Det måtte vi gerne, og helt op i koret kom vi, med det prægtige Paradisbillede af Joachim Skovgaard, hvor Kristus fører de døde fra Dødsriget til Himmelens port, som åbnes af to engle. Til slut holdt vi en kort andagt i krypten og kunne bede den gamle pilgrimsbøn (1078) fra klosterkirken i Roncesvalles:

Gud, velsign du mine fjed,

Lad mig finde, hvad jeg søger

Og til slut nå målet med glæde!

Herefter tog vi afsked med hinanden, og to dage senere sendte Rita en mail til gruppen med tak for et fantastisk fællesskab. Jeg fik lov til at citere herfra: ’Aldrig før har jeg mødt så megen varme og forståelse fra vidt fremmede mennesker… Det var en helt fantastisk tur/oplevelse for mig.... Gennem mit alt for korte liv har jeg været drevet af denne trang til at sætte mig mål. Herhjemme vågnede jeg med en stærk følelse af, at dette mål betød noget særligt for mig. Jeg følte, at jeg nu kunne ’give slip’ på mit liv, forstået på den måde, at jeg ikke længere behøver at kæmpe mere over canceren.’ Rita sluttede mailen med at invitere alle til afsked hos sig og ægtefællen den efterfølgende lørdag. Der kom over 100 mennesker fra hele hendes liv, og der blev både grædt og grinet. Derefter fandt Rita sit gravsted og sit hospice, og 19 dage efter pilgrimsvandringen døde hun i sin mands favn. Bisættelsen fandt sted i Vivild Kirke på Djursland hvor Rita var døbt, konfirmeret og viet. Her blev dåbsordene fra 1 Petersbrev 1,3 gentaget: ’Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.’ Og den store menighed kunne synge Ritas yndlingssalme med verset:

Himlene din glans forkynde

Lad hver morgen mig begynde

Dagen med sin pris!

Og når aftenklokken ringer,

Lad min sang på lærkevinger

Stige ligervis!

(NFS Grundtvig i DS 4,2)