Pinseprædiken (Joh 14, 22-31)

Mange forbinder pinse med ophidsede følelser. Ordene strømmer, kroppen ryster, og stemningen er på bristepunktet. Hvornår kommer Herrens time med ild fra det høje? Hvad bliver det til med åndens stormvejr? Johannes kender en anderledes pinse. Der er ingen stormvind, kun forundringens stille susen. Ingen ekstatiske trækninger og æggende musik, bare ”tonerne dybe i gry og kvæld”, der ”røre selv hjertet så hårdt som fjeld,” som Grundtvig synger i sin pinsesalme (DS 291, 4). Er der ikke noget, der hedder indre ekstase? Skin over vang som en morgen med sang,

Morgen i maj, når det grønnes!

Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,

Så på Guds nåde der skønnes!

Tonerne dybe i gry og kvæld

Røre selv hjertet så hårdt som fjeld!

”Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, der er født af Ånden” (Joh 3, 1-10)

Det minder om, hvad en kristen mystiker skrev om sin søgen. Han havde ledt efter Gud med en lampe, der lyste så stærkt, at alle misundte ham. Han søgte Gud i stjernerne og i de mindste musehuller. Han søgte ham på bibliotekerne og på universiteterne. Han søgte Gud med teleskop og med mikroskop…. Indtil han en dag mærkede, at han havde glemt, hvad han søgte. ”Da slukkede jeg min lampe og kastede mine nøgler fra mig og begyndte at græde”, fortæller han. ”Da var Han der og lyste i mit hjerte!”

Vi er til, når vi har sprog. Vi er til, når vi kan komme i kontakt med hinanden. Når nogen forstår, hvad vi siger. Eller omvendt: Hvordan mon det er at være så handicappet, at man ikke kan udtrykke sig? Min nevø har det sådan – han kan kun artikulere lyde. Han må virkelig føle sig isoleret!

Kirken er Helligåndens værksted, hvor ordet og sakramenterne (dåb og nadver) er de vigtigste redskaber for åndens virke.

Kirken er ikke først og fremmest en organisation og skal heller ikke forveksles med kirkebygningen. Snarere er kirken en organisme, bygget af levende mennesker. Ånden er tydeligst der, hvor der tales af hjertet. Det skaber kirke. Selvom det kan lyde luftigt, så er en kirke i bund og grund dette, at mennesker fortæller for hinanden fra generation til generation. Og aldrig holder op med at fortælle om dengang, da Gud sendte sin Søn for at frelse verden – og siden sin ånd for at bekræfte, at han er forblevet i øjenhøjde med os. Så lad os leve af det løfte, at hvor to eller tre er forsamlede i Jesu navn, der vil han være hos os med Guds nåde og kærlighed.

Pinsen handler om Helligånden og kaldes kirkens fødselsdag. Ånd – Vi kan sammenligne Helligånden med, at der kommer frisk luft ind i et iltfattigt rum.

I Bibelen står mørket for det uformede, det kaotiske og truende. Jordan var øde og tom, hedder det i skabelsesberetningen. Der var mørke over det store dyb. Men Guds ånd svævede over vandene, og lyset blev til. Kaos blev til kosmos, verden fik farve og form, og Gud gennemåndede alt, så det levede.

Måske kender vi selv angsten for den indre uro, som slår revner og truer med at bryde frem? Men det modsatte sker: Gennem sprækkerne begynder lyset at sive ind: ”There is a crack in everything – That`s how the light gets in” synger Leonard Cohen.

Ånden suser over det store dyb. Vi lægger mærke til dobbeltheden i udtrykkene. Bibelen leger med ord: ånden og vinden, livets pust og menneskets åndedrag. Ånden og vinden er på græsk det samme ord: pneuma. ”Vinden blæser, hvorhen den vil”. Der kunne lige så godt have stået: ”Ånden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.” (Joh 3, 8).

”Så længe jeg har livsånd i mig, og Guds ånde er i min næse”, siger Job (27,3).

Salmedigteren siger det sådan: ”Du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen; du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny (Sl 104, 29-30). Og Esajas tegner billedet af Skaberen, som formede hvælvingen og udbredte jorden med alt, hvad der gror på den: ”Han som gav åndedræt til folkene på jorden, livsånde til dem, der færdes på den (Es 42,5)

De havde måske set, hvordan de fugtige vinde kom som fornyende pust over tørre marker, med skyer og regn, der vædede jorden og opblødte markerne, så væksterne groede. Ånden er livets og nyskabelsens pust.

I skabelsesberetningen læser vi, hvordan Gud blæste livsånde i menneskets næsebor, så det blev et levende væsen (1 Mos 2,7) En gammel legende fortæller, at Jesus formede fugle af ler og åndede på dem, så de blev levende og fløj af gårde. Det er enkle billeder, næsten primitive udtryk for livskraft, men de taler til det inderste af os. I beretningen om Jesu opstandelse fortæller Johannes med lignende ordvalg, at Jesus blæste ånde i disciplene og sagde: ”Modtag Helligånden!” Hans livsånde var en ny skabelse.

I virkeligheden er det måske ikke så fremmed for os? Det varierer vel med lærdommen og Bibelkundskaben. Mange har en mark, der er fuld af sædekorn: bibelord, brudstykker af beretninger, salmestrofer og tanker, måske halvglemte oplevelser. Min erfaring fra pilgrimsvandringer og retræter er, at de fleste i hvert fald har noget.

Men det kan virke dødt. Ord fra en bog, streger og tegn på papir, lyde, som automatisk går over læberne. Men ethvert menneske går gennem tider og livslandskaber, hvor vinden begynder at suse. Det kan være som en vag uro. Det kan være et fjernt minde, der blafrer gennem sindet. En skjult angst for, at livet slipper os af hænde, før vi har lært at leve. En længsel efter noget, som er anderledes. Vi kan overdøve det med ord og udflugter, venneråd og advarsler, aktivitet og støj. Men når støjen stilner af, og venneråd dør bort, suser vinden stadig. Den blæser liv i Bibelord, som vi troede, vi havde glemt. Den dukker op i drømme og overrasker os i ubevogtede øjeblikke. Indtil de uklare anelser blander sig med vort eget åndedræt og går gennem vore struber som spørgsmål og bønner fra det dybe: Hvordan skal livet få mening?

Pinsen betyder, at disciplene nu kunne fortælle det videre, som kun Jesus indtil da havde sagt. Pinsen giver os sprog til at tale om Gud og om livet. Helligånden kaldes også talsmanden, vejlederen og taler hjertesprog, så vore stenhjerter bliver kødhjerter (Ez 11,19-20) Ånd er, at vi kender Gud på første hånd (og ikke på anden hånd!). At brudstykker pludselig samler sig og giver mening, fordi vi får vores liv belyst gennem Guds fortælling i Bibelens beretninger. Helligånden giver os troens øjne.

I bøgetræerne, som bøjer sig i sommerbrisen, ser vi vindens virkning, selvom vi ikke ser vinden selv. På samme måde er det med ånden. Vi kan se sporene af åndens virke i livet, men vi kan ikke styre dem. Derimod kan vi hejse vore sejl i Åndens vind. Mennesker, som har det svært, kan af og til mærke Guds hjælp i nøden, på samme måde som den isnende kulde om vinteren er en forudsætning for, at vi kan ”se” åndedrættet. Når vi føler den sommerlune vind på kinden, kan vi tænke på Guds hånd, som rører ved os, mildt og ikke tvingende, men alligevel med den mulighed for styrke, som vinden har.

Det er ingen tilfældighed, at Helligånd kaldes livets ånd eller livsånd. I vores sprog skjuler sig livets fundament i udtryk som åndedræt eller at ånde. Åndelighed eller spiritualitet er ikke kun for dem, der tænker store tanker eller mediterer, men livets grundlæggende forudsætning. Gud er lige så usynlig som vores åndedræt, men ligeså virkelig, lige nærværende – og lige så livsvigtig. Helligånden er Gud selv, og Gud er hos os nu! Anna Maria Aagaard skriver i sin bog ”Ånd har krop”, at ”kristentro i Europa ikke længere er baseret på socialt nedarvet forpligtelse, men er blevet en livsholdning, der vælges – eller fravælges. Derfor er det vigtigt at overvinde kirkelig konturløshed og genvinde en kirke med krop: de helliges samfund, hvor den kristne gudsfortælling og sakramental praksis indøver mennesker, der vælger at indlade sig med kristen tro, i at lovprise Gud og forholde sig til virkeligheden på en måde, der lader sig genkende som kristen. Vi kan bruge Bibelen som hjælp til at turde være en kirke, der lægger krop til Guds nådegaver og former mennesker til menighed. Liturgi forudsætter aktivitet og fællesskab. Man synger sammen; beder sammen; er indstillet på hinanden, er årvågne, ikke bedøvede af druk (Ef 5,18). Konkret kan det i dag hedde fejre gudstjeneste, tage på retræte, gå på pilgrimsvandring, bruge tidebønner og opprioritere hverdagsritualer: kommer hviledagen i hu, faster, synger aftensang, læser bordbønner, slår kors for sig.”

I dagens pinseperspektiv bliver evangeliets slutord en magtfuld og opmuntrende indbydelse: ”Rejs jer, lad os gå herfra!” Det er ikke en simpel ordre om at komme ud af vagten. Nej, ordene hænger i luften ligesom kastanjens blomsterknop, lige før den eksploderer i sin fortryllende ynde: ”Rejs jer!” – vær jer selv bekendt, kæmp for alt, hvad I har kært, dø om så det gælder…” Sagt til disse mænd med en rygrad som en regnorm. Og: ”Lad os”: i fællesskab ”gå herfra! Vi er ikke alene om opgaven! Derfor kan vi synge Grundtvigs lovsang til naturen og skaberværket, og derfor kan vi ønske hinanden en glædelig pinse!

Bøn: Kære Gud, vi bekender for dig, at vi ofte tror for meget på os selv – og for lidt på Helligåndens gerning i vort liv. Så tak, Gud, at din gode Helligånd stadig kan puste liv i vore hjerter, så vi pludselig kan høre Bibelens ord som din kærlige tiltale til os personligt. Tak Gud, at din ånd ved verdens skabelse svævede overvandene; tak, at du pustede liv i Adam, så vi mennesker er levende væsener = ”guddommelige eksperimenter af støv og ånd”; tak, at du hvert forår vækker naturen til live, så alt frossent og dødt nu eksploderer i en farvesymfoni omkring os; tak, fordi vi hver især på vores dåbsdag modtog Helligånden som gave.